|
0
registrerede
185
gæster og
1526
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Under denne sensommersol med den frisk vind, her ved indgangen til et efterårs pragtfulde farver, lidt saltet blæst i dine øjne:
Blæsten i Vestjylland
Vindens tone er en del af Vestjylland. For mig er den en del af min barndom. Blæsten giver de vestjyske landskaber mæle og liv, piber i marehalmen, hvisker i lyngen, brummer i husåbningerne og synger i telegraftrådene. Man kan ligge på en vestjysk grøftekant og lytte til den evige blæst, man kan lytte i timevis, for den taler for En selv, den er meget menneskelig i klangen, klagende, sukkende, resignerende, somme tider desperat, men derefter roligt småsnakkende, selv blæsten taler i al sin frihed, som er den bundet og kæmper svære kampe med sig selv.
Også havet giver den mæle. Hvis man lytter efter, hører man det på flere kilometers afstand. Dets torden stemmer forventningerne.
Jeg arbejdede mig ud til det gennem brede klitrækker. Allerede klitterne er jo hav, et hav i oprør, bølger, der er stivnet efter at være gået på land. Marehalmen hvisker og svajer i blæsten, blåklokker og gule høgeurter trykker sig i dalsænkningerne, over bakkekammene står faner af sand, sand i munden og sand i øjnene. Hver gang man når op på en ny top, tænker man, at nu må man være der, men nyt klithav, nye stivnede sandbølger dukker op.
Og så står man på den yderste klit og ser det endnu engang, Vesterhavet. Det er ebbe, og vandet har trukket sig langt tilbage. Foroverbøjet strider man sig ud over den øde strand for at komme nær til brændingen. Bulderet bæres friere frem her, hvor klitter ikke ligger imellem. Man fyldes med blæst og lyd. Der er sang i luften! Den hårde strandbred bæver som et orgelværk, når de bølger kommer løbende og og smækker panden i barrieren. Det duver under fødderne som efter stødet af en rambuk.
Klang af bølger, brus af brændingen og hujeb af den salte blæst. Dette er hav! Man må opløfte sin stemme og selv råbe med? Men kulingen stopper munden på En, propper lungerne til sprængning, inden man får et ord indført – og det ville heller ikke kunne høres, det ville synke til bunds i dette vidtspændende register af enstonige, flerstemmige, stigende og faldende lyde.
Det stærkeste stykke natur i Danmark. Engang får solen sig et kighul gennem de skumle skymasser, og langt ude blir et udsnit af det mørke hav pludselig flaskegrønt og sommerligt, lunt og lifligt for øjet, med kridhvidt skum i det blinkende solskin. Og sol og skygge begynder at skilles, går i hælene på hinanden henover strandbredden, marcherer klitrækken af, holder belysningsprøve med bratte omskift mellem grå hverdag og sorgløs søndag, det fungerer tilfredsstillende, men er til senere brug åbenbart, projektørerne slukkes, og hav og strand ligger hen i grå dysterhed. Et stykke tid endnu fortsætter glimtene af solskin ad en strandbred inde i sig selv, så fortaber det sidste glimt sig også der, og både på virkelighedens og sjælens strandbred er der kun stormpisket gråvejr tilbage…
- Knud Sønderby, Hvidtjørnen.
Jeg kan nu godt lide Leth, og selvom det vel ikke er velsignet gerning, her i disse sociale tider – jo, det er tilladt at le – minder han mig om andre fortællere, for det godes skyld, digtere som desværre ikke er her længere, hvorfor det jo er godt at ha’ ham gående omkring under samme sol, og måske med lidt saltet blæst i hårtotterne, ja det er jo ikke til at vide. Prosadigte er sgu’ et sært ord, digte er digte, samlet set fortællinger om duftene, måske bedre, hva’ med lidt om poesien fra Strunge, denne flabede knægt med de spillende øjne i Tafdrups smil?...
Poesien har briller på og skæl.
Den sluger alting råt og hvisler.
Den kender de kroge som ingen andre kender.
Den snuser og husker, den glemmer ingenting.
Den spiser kun sjældent, er altid på bagt.
Den flygter for alt, som støjer og flagrer.
Poesien er den slange, der ledte Eva i fristelse.
- Michael Strunge, Nigger 2.
Nå, god weekend og tak for fortællingen, poesien, minders dufte – nu får vi jo snart et par flerfarvede øjne af træerne, inden de klær sig af, for der er ikke langt igen til nissetid! ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
