Hej Simon

Sneglenes muse ... ha ha :))
Lige så smukt det lyder, ligeså smukt lyder det, når musen ta'r saksen i hånden til lyden af Dance Masacre ... Klip, klip, klip og klip

Eske K. Mathiesen skriver her lidt om haver set med snegleøjne :))


HAVER

Det bedste ved haver, påstår sneglen, er når de bliver opgivet og atter vil være natur, når bladene ikke bliver revet væk men får lov at ligge og rådne; når lys og skygge må bygge deres egne spindelvævsslotte; når jordbærrene år for år bliver mindre, til sidst som skovjordbær; når ingen mennesker mere kommer og forstyrrer med deres linealer, græsslåmaskiner, ukrudtspulvere og spader; når de vilde hindbær en aften tænder deres røde lygter, og sølvstierne – vort værk – begynder at glimte i månelyset; når faldne træer får lov at ligge, og stubbene dækkes af glødende mos og lav. Når alt dette sker, så synger vi snegle, og elsker, bug mod bug, i timevis, i dagevis, intet har hast, alt er lyst!
Ved du, hvad der skete i Paradisets Have, da Adam og Eva forlod den? Blomster og fugle, dyr og insekter, ja selv regnormene græd af glæde og lo om kap med hinanden. Det var det bedste, der kunne ske, at disse to forvirrede skabninger forlod haven, sikken fest der blev! – Det gik dem ilde; men Gud så, det var nødvendigt. Gud er næsten lige så klog som en snegl.

... og nu med William Heinesens ord


Græsset skælver i vårens regn

og morgenvind.

I slummer står syren, duggrå og blind.



Tyste og sorte snegle bor

under syrens tag.

De færdes om i en glasgrøn dag

som stumper af nat og vædemæt jord.



Frodig og ung er syren at se,

men bundet i blund,

som drak den endnu med barnlig mund

dyb, ulægelig drømme-ve

af den sorte grund.



... og af lidt nyere dato


som snegl med eget hus
bor jeg gratis
til gengæld har jeg ingen friværdi

som regnorm med hoved i begge ender
begynder vejen
der hvor den slutter

Claus Ejner fra "Hjertet, der faldt i søvn"


Endnu engang takker jeg for de mange timer med Tage Voss i levende billeder og ord. De er bestemt et gensyn værd ... og her kommer så også et syn eller måske et gensyn med alle sanser i hele to timer, som jeg lige har smagt på og har sanseligt nydt og glædet mig dybt i mit hjerte ... Glæd dig! :))

https://www.dr.dk/tv/se/dr2-tema-badehoteller-2/-/dr2-tema-badehoteller-hornbaekhus#!/

God fornøjelse i sansernes vold
RoseMarie

Hej mellem dråber RM..

Jah, naturen må for eftertiden ha’ sneglet sig rundt i noget nær en sommerforelskelse, uden de to forrykte æblegnaskere … – livet kræver dog veludviklede følehorn, men ak & ve, ja tag nu det golfbane-plæneklippende folk: jamen hvad ligner det at ødelægge helt naturlige bopladser, og så for sådan en kuglerendes skyld? Nej, jeg holder ubetinget med hr. og fru. snegl, samt med resten af bosætningen!

Og tak-tak for badet, der skabte en frydefuld havudsigt oppe i mindelunden. Ja igrunden sku’ man vel for symmetriens skyld bo i en evig klukken på en husbåd, og ikke kun for morgenstemningers, men for ørernes skyld. Det er meget udmærket at ha’ noget pænt at se på, men hvad med ørerne?
Tænk dig livet uden lyden af bladenes raslen i træer, åens rislen, ja uden P-3? ;)

Nå, ik’ mer pjank fra mig. Her i stedet et forslag til dine øjne, du må også snart ha’ læst bogreolen bagfra i det her vejr: Paul Valéry, En afton med Heer Teste.

Bedste hilsner fra vind & mig
Simon

Langt fra byerne, hvor mørket lægger sin trygge kappe om én og benene går med vækster på begge sider, tænder uglen pludselig lygterne og tankerne går sine egne veje. Svært få stier er ubetrådte, man vandrer som regel i nogens fodspor, kendte som ukendte, men får en sær fornemmelse i lygtemanden Werner Aspenströms fodspor:

ARIETTA

En obestämd känsla av lycka
söker en text.
En arietta?
För vem?
För den som nyss lärt sig att gå?
Eller for henne, sopranen,
som redan står stadigt på scenen
och sjunger om kärlek?

För den som just lärt sig at gå
och just blivit kär i en katt
och ej vet vem hon är, att
hon är Arietta.

*

MUSIKEN

En viss förlägenhet griper oss ryggradsdjur
tillhörande klassen mammalia,
som flockats just här på perrongen.
»Inga djur i denna vagn!«
Ingen vågar kliva upp och sätta sig.
Dörrarna stängs med ett väsande.
Tåget lämnar stationen.
Några skall komma för sent till något
som möjligen var viktigt.
Vi befinner oss djupt nere i gråberget.
Det står en flicka med flöjt och notställ
på avsatsen mellan rulltrapporna.
Fragment av ett adagio ringlar sig ner
och vidrör oss – oavsett vilka vi är
och vart vårt släkte är på väg.

*

STADEN

Vindstilla, som fallen från skyarna,
ligger Riddarfjärden.
Solen glimmar nästan som hos Bellman.
Startberedd men ovillig att lyfta
står en helikopter på en gul ponton,
långt från de stora händelsernas centrum.

*

BERGSBYN

En skrämmande vacker solnedgång
kom fönsterrutorna att glöda
och mjölkkärlen att blixtra
i en bergsby i Österrike, från tåget sedd.
Säkert hade de fjällkor däruppe,
får och getter däruppe,
trofasta hundar däruppe,
nattliga drömmar däruppe
om att störta utför lodräta stup
och tio meter från det tragiska
förvandlas til svalor.

*

ÄVEN VI ÄR LEKMÄN, SADE VÅGORNA

Två nätter i rad med start från Stavanger
har jag fotvandrat över Atlanten
mellan isberg och oljeriggar
och under upprörda samtal med vågorna
som tröstade mig och sade:
»Âven vi är lekman«.

*

GÅTAN

En stötesten ses ligga här.
Du kommer ej förbi den.
Den ligger här och bara är
och upphör ej, som du och jag,
med tiden.
Den ligger här och bara är,
i alltings mitt,
i mitt och ditt.
Vi kommer ej förbi den.

Vad är det för en konstig sten:
ett rimmeri, en rimsten bara?

Jag minns en dröm,
jag vet ett svar,
men tänker inte svara.

- Werner Aspenström

mvh
Simon

La Cour-tid er den blikstille nat – som en drøm om lys fra Gyldendals Julebog 1956, her et par af hans nisserier:

TO

To strides om mit Liv. En, som jeg kender,
og en, som gæster mig i Nattens Ild,
naar der befrier sig i mine Hænder
en Drengehaand, alt vovende og vild.
Han, jeg har slidt paa og længe har været,
krænger jeg af mig, han er endt og brugt,
for hældet skinnende mod Hovedgærdet
staar der en anden, født til Storm og Flugt.
Og Tanken rejser sig og ser beruset
og væver ung og uforsonlig fri
Himmel og Jord og Ildens Aander, Bruset
af Sang til Afsind, Livet strømmer i.
Og støttet på mit søndersprængte Fængsel
hvisker han straalende: ˶Fuldbring dit Værk!
Min Vinge er din Higen og din Længsel.
Saa spænd den til mig leende og stærk!˝

*

ARGOS

Det saa jeg: Sol og Sne,
Havet med Klippeholme,
et Sværd af vaarlig Ungdom
omhvirvlet af Søfugleskrig,
det salte grønne Argos
rygende af Kulde
og hvid Decembersol.
Her har jeg naaet mit Hjem,
naaet med vragede Lemmer,
med Blodets Græsser gulnede,
naaet med blindede Øjne
fordrevet fra mine Kilder,
med ingen Mund til at drikke
næsten døende frem.

- Paul la Cour.

mvh
Simon

Fra La Cours tid til Suzannes tid og tanker :))

https://www.dr.dk/tv/se/skar/-/skar-suzanne-broegger#!/



Jeg glædes og herfra denne glæde vil hilsner være fra
RoseMarie