Hej RM…

Det blir en kz-lejr af vred varme i weekenden, vi må ta os til hovedet med is i maven! – vi nisser tænker jo hengivent på julen, grøden, tanker indpakket i silkepapir, mandlen i alles øje, og alle de små våde kys fra himlen, aftenstjernen i maven der lyser af forventning, selv om man har set Fanny & Alexander nioghalvfemstusind gange; men hvad er det jeg her skriver til en julegeneral, der allerede ved at der kun er 185 tilbage? Men jeg nisser mig nu alligevel ved tankerne…;)

Her lidt nye genbrugsord fra Bundgård Povlsen, den knag – ja han døde i ’82, forlod os bare dér på stranden, som verdenskloge barnerumper med slotte i øjnene: nu må i selv finde udvejen, sagde han, og fløj da sin vej…

DET BRUGTE

Jeg holder mest af ting
der er mærket af brug-
Min moders giftering
og hønsenes ædetrug.

Bøgerne, der er brugt,
og en pibe med ar,
har fået noget smukt
det ubrugte ikke har.

Et skuret køkkenbord
og en bulet spand
siger smukkere ord
end ordene om det kan.

Jeg holder mest af ord
der er mærket af brug
lisom et køkkenbord
og hønsenes ædetrug.

*

Og så den mindeværdige Tomas Tranströmer, manden der med violinbueøjnene skar strofer af livsnødvendighed ind i os:

ERINDRINGERNE SER MIG

En junimorgen hvor det er for tidligt
at vågne men for sent at falde i søvn igen.

Jeg må ud i det grønne der er tæt besat
med erindringer, og de følger mig med blikket.

De ses ikke, de smelter helt sammen
med baggrunden, perfekte kamæleoner,

De er så nær at jeg hører dem ånde
skønt fuglesangen er bedøvende.

*

VINTERENS BLIK

Jeg hælder som en stige og når
med ansigtet ind i kirsebærtræets første sal.
Jeg er inde i farvernes klokke som ringer af sol.
De sortrøde bær gør jeg en ende på hurtigere end fire skader.

Så rammes jeg pludselig af kulden langt borte fra.
Øjeblikket sortner
og sidder som øksens mærke i en stamme.

Fra nu af er det sent. Vi forsvinder småløbende
uden for synsvidde, ned, ned i det antikke kloaksystem.
Tunellerne. Dér vandrer vi i måneder,
halvvejs i tjeneste og halvvejs på flugt.

Kort andagt når en luge åbner sig over os
og et svagt lys falder.
Vi ser opad: stjernehimmelen gennem afløbsgitteret.

*

Andægtige julehilsner
Nissen

Et selvstændigt Storbritannien, for alles skyld…

Vanen tro er vrede politikere og journalister i Europa atter i færd med at skræmme frihedssøgende englændere tilbage i sandkassen, og selvom de nok helst er fri for EU-bureaukratiets grådige politikere og det menneskehav af socialøkonomi der fortsat påføres landes borgere, ja så synes deres skræmmekampagner underligt nok ofte at virke, forudsat nogen altså har tillid til statistikkers antydninger skabt i sandkassen...

Men måske mange briter lige nu virkelig ér bange for at ingen længere vil lege med dem, hvis de skulle finde på at frigøre sig fra et kurrumperet EU, som efterhånden kun dem med økonomiske interesser har tillid til. Ikke desto mindre er vi da fortsat en del der stadig håber at Storbritannien viser sig som det stolte og selvstændige folk vi jo kender fra historien, og altså ikke bider på de åndssvage historier journalister kaster på avisers forsider. For skulle nogen i bare to minutter tænke klart, så sir det vel sig selv at intet land er udelukket fra beslutninger om en fælles fremtid, bare fordi man reducerer sit engagement til ønsket om et EF-samarbejde, hvor det nu engang er lettere selv at afgøre hvem og hvor mange arbejdssøgende man vil tillade i sit land, det er Norge med EØS et udmærket exempel på.

Mange tidligere EU-tilhængere har erkendt den helt ustyrlige korruption i EU, som blev resultatet af den politiske overbygning, der nu bare er en tidskrævende og bekostelig affære for alle skatteborgere. Og der ér ingen udvej, det er bare blevet værre som tiden går. EU har som en domstol lukket sig om sig selv, så ingen længere får sandfærdig information om hvad der i virkeligheden foregår. EU er blevet stedet hvor landes politikere søger til for de enorme livslange pensioners skyld, som skatteborgerne også skal betale. Desuden udviser politikere i vor tid endnu mindre ansvar end tidligere for beslutninger de har et stort ansvar for, de flygter bare til EU, så glemmes alt. Alle lande drukner nu i EU-direktiver, som er egentlige love der er ment at suspendere selvstændige landes suverænitet, nøjagtig som havde man allerede valgt en præsident for staten EU: Deutschland, Deutschland über alles…

Det vil for mange af os være fuldt ud forståeligt hvis Storbritanniens vælgere atter ønsker selv at skabe deres politiske mål, der ingenlunde og aldrig har ekskluderet nogen fra noget samarbejde, for den slags er kun en retorik politikeres pressechefer anvender og som ingen burde tage alvorligt – det er alvorligt nok, at netop den slags mennesker medvirker til at fastholde pivåbne grænser, så flere og flere udlændinge søger arbejde i bl.a. England, hvad der skaber stigende arbejdsløshed og dårligere socialøkonomi. Og den slags problemer kan hverken Storbritannien eller Danmark overlade til det korrumperede EU at løse, for dér har man så rigeligt at gøre med at puste sig op som konger og prinsesser, for i dén illusion at bygge de luftkasteller som borgere i medlemslandene skal betale.

Svært få englændere ville alligevel drømme om at fratage EU-fanatikere retten til at sidde og surmule i sandkassen, for det ér den slags mennesker nu engang bedst til, men sku de nu mærke dette pust af rædselsvækkende realitet på den våde kind, så vil sikkert masser af eksværdige englændere og danskere stå klar med en lille morsom Angela Merkel-krisepakke - hun ka også selv skrive et lille ”anrop”, så synger vi den her for hende:


Rule, Britannia!

Rule, Britannia! Britannia, rule the waves!
Britons never, never, never shall be slaves.

When Britain first, at heaven's command,
Arose from out the azure main,
This was the charter of the land,
And Guardian Angels sang this strain:

(Chorus)

The nations not so blest as thee
Must, in their turn, to tyrants fall,
While thou shalt flourish great and free:
The dread and envy of them all.

(Chorus)

Still more majestic shalt thou rise,
More dreadful from each foreign stroke,
As the loud blast that tears the skies
Serves but to root thy native oak.

(Chorus)

Thee haughty tyrants ne'er shall tame;
All their attempts to bend thee down
Will but arouse thy generous flame,
But work their woe and thy renown.

(Chorus)

To thee belongs the rural reign;
Thy cities shall with commerce shine;
All thine shall be the subject main,
And every shore it circles, thine.

(Chorus)

The Muses, still with freedom found,
Shall to thy happy coasts repair.
Blest isle! with matchless beauty crowned,
And manly hearts to guard the fair.

(Chorus)
Rule, Britannia! Britannia, rule the waves!
Britons never, never, never shall be slaves.


mvh
Simon

Hej Simon

Ja, britternes valgresultat kan få vidtrækkende konsekvenser ...

Men i dag skal vi fejre midsommer og forjul med fællessang. For i dag nærmer vi os jul, og både nisser, hekse og skovtrolde er at finde på vej og sti og gade, her, der og alle steder, til lands, til vands og i luften ...

Det er nok muligt, at det ikke er bål, vi kan varme os ved i aften. Men varmen er i luften, og så må lanterner tændes, og de levende lys sættes i stager. Ild må vi ha' ... og sang :))


Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark under strand
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans
bli'r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade,
- men den skønneste krans
bli'r dog din, sankte Hans,
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler,
- da går ungdom til dans
på dit bud sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde,
vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde,
- vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde.

Vi elsker vort land,
og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyr-slot
kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra sagnrige nord
gaar en glans over jord -
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge,
- fra sagnrige nord
gaar en glans over jord -
Det er genskær af vidunderlandets fortryllende enge!

Holger Drachmann

***

Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge.
Og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder -
hvor lyst! hvor stort!

Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn –
da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
hvor smiler fager
den danske kyst!

Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedes bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst.

Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand.

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave.
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.

Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
er sjæl af den, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod.

Men du, der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!

Johannes V. Jensen


... og så lige lidt af den nyere lyrik, også om både jul og Sankt Hans ;))


Man tager verden til sig som den er
den kommer som den er og har mange indbyggere der
ikke altid kommer som de er men som de gerne vil være
eller som de var men ikke længere kan forlige sig med at være
lyset nu er som taget ud af juni lidt før Sankt Hans
vi ser på flammer og gløder
aske efter lys som nat efter dag
vi hejser flag og verden bliver ældre
i dag er det verdens fødselsdag
Og lidt hud kommer i klemme i en lynlås
et frimærke sidder skævt på et brev
er der noget der skal ommøbeleres
sofaen, lænestolen, spisebordet i verden
et kalenderlys står støvet på gulvet
det har to år på bagen og vil ikke brænde
før der er noget at brænde for
det står og siger at tider vil komme
det står og siger at tider rullede hen
og det vil brænde når jorden er dejlig
og hvornår er jorden dejlig
man synger sin salme
man tager verden til sig som den er

Ditte Steensballe


Julehilsner til en nisse fra en vindheks

Godmorgen RM..

Sikke en nat! Himlen har ligget så uroligt, den vendte og drejede sig, for til sidst at lyne op og ned ad hvælvingen, og sikke et mas, da den omsider badede os i lys – mens vi her drak Thors kaffe…

Valg: Ja, der vil de kommende dage ingen grænser være for journalisters profetier, de vil falde over hinanden for at vise sig, og sikkert kollapse verdensbanken og meget andet alt imens – de bader i hinanden og synes en hel masse...
Det varer noget tid før faktiske forandringer og nye perspektiver blir synlige, men der blir jo nok lidt at snakke om i Bryssel på lørdag, og et par års forhandlinger fremover. Spændende – og godt at se at man ikke finder sig i hvad som helst, fra bureaukraterne i den kolos!


Maskerne

Hav medynk med disse århundreder og med dem
der overlevede dem,
lykkelige eller mishandlede; hvad vi ikke skabte,
var ingens skyld, der manglede stål:
vi opbrugte det til så megen nytteløs ødelæggelse,
men når vi gør status betyder alt dette intet:
årene led af blegner og krige,
brøstfældige år, hvor håbet skælvede
på bunden af de fjendtlige flasker.
Nuvel, så lad os da en gang eller undertiden
tale med en svale, så ingen hører det:
jeg skammer mig, vi er jo sky som enkemænd:
sandheden døde, den er rådnet op i så mange
grave:
så lad os hellere lægge os på sinde, hvad der
vil ske:
i det store bryllupsår er der ingen slagne:
lad os derfor alle tage sejrsmasker på.

- Pablo Neruda.

*

Vi sad her uden fremtid
Og var hinandens nærmeste
Vi sad her uden fortid
Og var hinandens banemænd
I de tik-tok limbolave dage
Hvor der kun var støvregn udenfor.
Man kunne forsvinde her
I det store formiddagsrum
Glide ud mellem øjenblink
Og ophøre med at eksistere
Som andet end disen og fuglenes
Kærtegn over det langsomme land.

- Bo Green Jensen.

Ha en flot dag ;)
Simon

Morn’ RM..

Med så karakterfast et himmellys på de våde øers hexesabbat, ville jeg som nissen nok mene at der ingen grund ville være til bål, udover det rent umulige deri, men hvor jeg dog savnede at sidde dér og mærke ansigtet flamme i velbehag, mens snakken gik om de varmeste drømme omkring samme bål. Det blev der så ikke noget af i år, men jeg håber du alligevel havde en god midsommerfest..;)

Det er helt vidunderligt at stå op og brygge kaffe til granens snorken, alt imens fuglene synger i det dugfriske fra nattens regn. Det får mig til at længes nordover, og til her at lægge yderligere lidt ind fra Tranströmers mageløse billedskærerarbejde:

SVENSKE HUSE, ENSOMT BELIGGENDE

Et virvar af sorte graner
og rygende månestråler.
Her ligger gården sænket
og den synes uden liv.

Indtil morgenduggen risler
og en olding åbner
– med rystende hånd –
vinduet og lukker en ugle ud.

Og i et andet verdenshjørne
står nybygningen og damper
med lagenvaskens sommerfugl
flagrende ved hjørnet

midt i en døende skov
hvor formuldningen læser
gennem briller af saft
barkbillernes protokol.

Sommer med hørhårsbyger
eller en eneste tordensky
over en hund der giver hals.
Frøet sparker i jorden.

Ophidsende stemmer, ansigter
flyver i telefontrådene
på forkrøblede hurtige vinger
over mosejordens mil.

Huset på en ø i elven
rugende på sine grundsten.
En stadig røg – man brænder
skovens hemmelige papirer.

Regnen vender himlen.
Lyset bugter sig i elven.
Huse på brinken overvåger
vandfaldets hvide okser.

Efterår med en bande af stære
der holder morgengryet i skak.
Folk bevæger sig stift
på lampeskærets teater.

Lad dem uden ængstelse
de kamuflerede vinger
og Guds energi
sammenruller i mørket.

- Tomas Tranströmer, Hemmeligheder på vejen, 1958.

Det er sådanne digte der får mig til at holde vejret, bare lidt endnu, og til at glædes over regnen der skyller alt tilside, så man ka lidt igen…

Og så tilbage til hexene. I ”De satans kvinder” skriver Johnny Thiedecke i kap. ”Myten om den katolske brandhærgen” flg.:
”Heksejagten kulminerede i Europa i perioden 1570 – 1650. Den sidste heks blev henrettet i 1793. Det var i Polen. Men folkelige lynchninger af hekse har fundet sted helt op i det 20. årh.
Hexeforfølgelserne var igangsat af af inkvisitionen, den pavelige undersøgelsesdomstol vendt mod kættere, afvigere fra den rette tro. Men det er en myte, at det var inkvisitionen, der var den største heksejæger. Tværtimod var det – som den danske hekseforsker Gustav Henningsen har påvist i sin doktordisputats, ”Heksenes Advokat” – inkvisitionen, der afskaffede heksebålene 100 år før resten af verden. Myten om den rædselsvækkende katolske institutions ”brændhærgen” er oplagt protestantisk propaganda. Det frodige heksebilledmateriale vrimler således med fanatiske munke, der piner stakkels ungmøer. I realiteten henrettede de protestantiske områder, Tyskland især, mindst lige så mange hekse som de katolske.
Også til den nye verden bredte heksejagten sig. Således blev 31 mænd og kvinder hængt – det var henrettelsesmetoden ”over there” – ved masseprocessen i Salem ved Boston. Et glimt af atmosfæren og spændingerne i en sådan amerikansk heksesag kan man få ved at at se Arthur Millers stykke ”Heksejagt”, der for øvrigt også handler om Mccarthyismen i 50’ernes USA”.

Det var m.a.o. mænd der kostede rundt med kvinderne, dengang – ”She who must be obeyd” er et senere fænomen. Der findes masser af fin hekselitteratur, bl.a. en bemærkelsesværdig bog af Niels Hemmingsen, ”Om Echteskab” fra 1572 – så ka man med dén, tænke lidt over, hvorfor ægteskabets lænker forekommer mange at være så tunge, at der må tre til at bære dem!

God weekend
Nissen
P.s.: de lover os Provencevejr her i weekenden, håber du ka døje det…;)