¨¨¨¨

Hej julegeneral..

Ja vi nærmer os støt duften af nissegrøden...;)

Natten sender dufte ind gennem åbne døre, sommerdufte, og mis ligger derude med stjerner i øjnene, næsten som en lille Strunge...


»Vejrudsigten: En stor flok brogede spækhuggere
er på vej gennem luftrummet over Østdanmark fra
nord til syd. Meteorologisk Institut melder, at
de er ufarlige…«

- M. Strunge.

Mis egen vejrudsigt, bygger på uanede mængder af luftmad, på jorden - jeg selv synes næsten at solen manglede i dag...

Var i en nordsjællandsk havn i weekenden, og tænkte mens vi spiste frokost på Kløvedal og et helt liv i havstrømme...;)

mvh
Simon

Hej RM..

Et mere behageligt vejr har sænket sig over os, får håbe det holder ved, ellers ka’ vi nisser jo glæde os over at der kun er 198 dage til jul: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/76/4b/f6/764bf61246992daabbdedb7f5d0caa77.jpg


mvh
Simon

Solen er stemt for sommer og sjov, vandreskyer for dryp, men her, symfoniske dryp på Schades Anne-Lise – der vist om nogen, er lidt af en højsang..;)


Sfærers musik i København

Der er en lykke gemt,
et stort klaver er stemt,
en by står op af søvne!
I København er lagt
en stor og sælsom magt,
pladder, vil man sige.

Men kys en forårsdag
min Anne-Lise bag,
der som rabarberblade
køligt hvælver sig
som himmelhvælvinger
inde i en kirke,
der sagte skælver
af toners høje stemmer.

Da er det, at du glemmer
det, som du ville sige –

Og ligger du på maven
på hendes himmelstige,
da er det jo som graven
har mistet al sin magt.
I København er lagt

en glød i hendes skød,
en ånd i hendes kød,
en radio-udsendelse,
hvor engle står på vagt!

En evig strålekrans –
bestandig i sin glans!

Og hele rummet skælver
i en lørdags-tonepragt,
hvori min Anne-Lises skød
er evigt underlagt.

*

Fra ”Sjov i Danmark
eller
som man ser det
- satirisk sangværk”:


Forfatterens forord

JER SER mig selv i spejlet – stå frem som Danmarks digter
med sjæleliv og hatten i min hånd
og sælge mine varer som en forfinet købmand –
og sige: Her er prima vers med ånd.

- Berømt skal dette blive, som Danmarks lov blev skrevet
og sat på store hylder i en krog
og dænget til med tiden af gammelt støv og mug –
og skyder nye skud i denne bog.

Køb derfor disse linjer – du, som elsker Danmark,
den lille modersplet på jordens kind –
og sæt dig i din stol. når du en dag får tid
og lul dig med min bog i landet ind.

- Og du vil drømme saligt – thi jeg er Danmarks ånd,
min bog er din, og ligger i din hånd,
og lytter du, så hører du dit hjertes skjulte lov
som lever i det smertens barn, hr. sjov.

Her vil jeg nu fortælle om denne unge mand,
som i romanen mister sin forstand,
men finder noget bedre: sin lille barnesjæl
i kampen for at leve – den er fæl.

Du hører om hr. sjov i fattigdom og nød,
der søger trøst i livets milde død,
og om hvordan han græder og ingen tuber har –
for han er nemlig maler – det har han fra sin far.

Hvordan han som en kunstner, hvis sjæl jo voldsomt svulmer –
går hen og bliver digter – for det dulmer.
Og hvordan livets skifter, med uheld og med held,
– du kender jo det hele fra dig selv.

Du ser et Danmark for dig – som han går rundt og ser,
og det er morsomt – men: jeg siger ikke mer!
For ellers tog jeg spændingen af hele livsromanen,
– og den er krydderi for kræsenganen.

– Jeg ser mig selv som digter stå frem og rose mig:
Jeg er en pokkers dejlig digter, jeg.
Jeg skriver himmelsk godt, jeg bryder åndens segl,
– men sådan noget gør man i et spejl.

- Jens August Schade.

mvh
Simon

Her lidt mere fra denne stjernebrønd, af en poet...

Aske

Et værelse på et hotel, som alle andre.
Timen uden metafór, siestaen
som opløser og mister os. Det elementære
vands liflighed i svælget.
Den svagt lysende tåge
som omgiver de blinde, nat og dag.
Adressen på en som måske er død.
Spredningen af søvnen og af drømmende.
For vore fødder en vag Rhin eller Rhône.
Et ubehag som allerede er forbi. Disse ting
for ubetydelige til verset.

*

El sur

Fra en af dine patioer at have set
de gamle stjerner,
fra den mørke bænk at have set
disse spredte lys
som min uvidenhed ikke har lært at navngive,
endsige ordne i stjernebilleder,
at have fornemmet vandets cirkel
i den hemmelige cisterne,
duften af jasmin og kaprifolium,
den sovende fugls stilhed,
porthvælvet, fugtigheden
– disse ting tilsammen er, muligvis digtet.

*

Manuskript fundet i en bog
af Joseph Conrad


I de skælvende lande som stønner af sommer
er dagen en blændende lysning, et snit
gennem mørkets gardin, af nådesløst hvidt,
en feber som indover sletterne kommer.

Men den gamle nat er dyb som et vandfyldt kar.
Vandet flyder bort i endeløse strømme.
Under stjernerne, i kanoer, vuggende i drømme
måler manden den flygtige tid med en cigar.

Grå tilslører røgen de stjerner der var
langt borte. Nuet mister fortid, navn og stand.
Verden flyder ud, bliver stadig mindre klar.
Floden den første flod. Manden den første mand.

*


Den cykliske nat

Til Sylvia Bullrich


De tro Pythagorasdisciple har længe vidst besked:
cyklisk vender stjerner og mennesker tilbage;
på skæbnesvanger vis skal atomerne gentage
Afrodite af guld, thebanerne og torvene med.

I fremtidens aldre skal kentaurhoven mase
lapiterens bryst; og når Rom engang
er støv og ruiner så vil man natten lang
fra det stinkende palads høre minotauren rase.

Hver søvnløs nat gentager sig, detaljeret.
Hånden som skriver dette bliver født af samme
skød.
De ukuelige hære vil atter sprede død.
(En tanke også skotten David Hume har
formuleret).

Jeg ved ikke om vi kommer tilbage i en anden
alder
som tallene kommer tilbage i en periodisk
fraktion;
men jeg ved at en dunkel pythagoræisk rotation
bevirker at jeg hver gang nattemørket falder

står på samme sted i verden, i et forstadssceneri.
Et afsides hjørne i el Norte, el Oeste, el Sur,
men altid med den samme blåkalkede mur,
samme skyggefulde figen, samme buklede sti.

Her har vi Buenos Aires. Og tiden som finder
elskov eller guld til andre, men som kun har
overladt
mig den visnende rose, dette konglomerat
af gader hvis navne er rene fortidsminder:

Laprida, Cabrera, Soler, Suárez … mine aner.
Navne med (nu glemte) trompetfanfarer i,
med fordums republikker, solopgange og rytteri.
De lykkelige sejre, de militære baner.

Torvene hæmmet af den herreløse nats inerti
er dybe patioer i et øde palads,
de samstemte som skaber rum og plads
er korridorer frygten og drømmen svæver i.

Den konkave nat, som Anaxagoras tydede,
bliver ved;
til mit menneskekød vil evigheden hele tiden
vende
tilbage med mindet – planen? – om et digt uden
ende:
˶De tro Pythagorasdisciple har længe vidst
besked…˝

1940.

- Jorge Luis Borges.

mvh
Simon