Hej RM..

Her lidt til nisseørerne af en helt særlig art, du kender ham muligvis, denne fantastiske stemme og alle disse vidunderlige albums, hvor netop Brother to Brother og A Pauper in paradise nok hører til favoritterne, men vælg selv. Var i midten af 90’erne til en Niels Lan Doki-koncert hvor herren her netop var gæstesanger, det var simpelthen forrygende…dygtig mand, værsgo:
https://www.youtube.com/watch?v=vHt1t-GxNWw

https://www.youtube.com/watch?v=qS4fZKj9XSU


mvh
Simon

På nisseligt vis, her endnu et digt fra Human Chain:


Canopy

It was the month of May
Trees in Harvard Yard
Were turning a young green.
There was whispering everywhere.

David Ward had installed
Voice-boxes in the branches,
Speakers wrapped in sacking
Looking like old wasps’ nests

Or bat-fruit in the gloaming –
Shadow Adams apples
That made sibilant ebb and flow,
Speech-gutterings, desultory

Hush and backwash and echo.
It was like a recording
Of antiphonal responses
In the congregation of leaves.

Or a wood that talked in its sleep.
Reeds on a riverbank
Going over and over their secret.
People were cocking their ears,

Gathering, quietening,
Stepping on the grass,
Stopping and holding hands.
Earth was replaying its tapes,

Words being given new airs:
Dante’s whispering wood –
The wood of the suicides –
Had been magicked to lover’s lane.

If a twig had been broken off there
It would have curled itself like a finger
Around the fingers that broke it
And then refused to let go

As if it were mistletoe
Taking tightening hold.
Or so I thought as the fairy
Lights in the boughs came on.

- Seamus Heaney.

mvh
Simon

Stod det til Venstre,
havde vi grisehjerter
og krølle på halen,
når vi bliver gamle…

- Bækkens tale.


Øv at være en solsort
og stå på en sten uden liljer
med unger at fodre i reden
og næbbet mod lysets kilde
Snart er de nok bachelorer
i først det ene og så det andet
men tankerne løber som tid
og kviksølv i stenede årer
Hov for satan et mørnet
agern en tidlig bille
og alt det man skulle have siddet
på gavlen og sunget i forgårs

- Peter Laugesen.

mvh
Simon

Hej RM..

Her lidt fra Per Aage Brandts ”Poesi i udvalg 2002 – 1969”…


Et øjeblik er alt usynligt
Så bryder regnen løs, lange glitrende kaskader
Dækkes af fine net af koagulerende bobler og strenge
Efter sidste opløsning afsat som vægtløse duftspor i porer
Og små fordybninger i huden dens kærlighed

*

folk tror ikke på gamle fraser
ideologier og klassekamp
de har haft rigeligt
de har fået nok af socialismen
de vil bestemme i eget hus
før de bliver sat under administration udefra
vil de sætte eget hus under administration
fagforeninger og andre kommunister har forsøgt
krampagtigt at opretholde illusionen
om at udbyttede arbejdere kæmper mod industriherrer
og arbejdsgivere på den anden side
men folk har fået nok af denne socialisme
skellet går
mellem den produktive del af befolkningen
og den uproduktive svulmende golde
offentlige, overflødige, herskende klasse
som kvæler
med forbud påbud forord efterskrift ansøgning
det private initiativ som alle skal leve af
og den personlige frihed til at bestemme i eget hus
før de bliver sat under administration udefra
folk ønsker et systemskifte med bedre forhold for invalide
uden egen skyld

*

La mort, c’est surtout cela:
tout ce qui a été vu, aura été
vu pour rien
Deuil de ce que nous avons percu

- Francoise Wahl

døden, det er: alt det sete
fører til intet, vil være set
af ingen, sorg over det sete
dit ansigt ligner min kærlighed
sorg over dit ansigt

*

SNEEN KOMMER

En pludselig erindring. Sneen.
Hver gang en anden dækket verden.
Jeg står udenfor mit vindue
med gadens lange lys mellem hænderne,

pludselig hvidgult over verdens fravær.
Frostsneen skærer nye spor i landet,
vi skifter navne og svæver som fygning
over bjerge. Ansigtet vådt og glasagtigt.

Du ser at mine læber sidder fast. Isen.
Dine vokaler kommer frem. Jeg flyver,
men rører mig ikke.

Byen er forandret, der er ingen byer.
Jeg ser stille at din tunge dækker
verden, den slikker. Smagen, erindringen.

*

se hvordan sneen glider ned ad taget
bare ved at give slip

- Per Aage Brandt.

Omsider ønskes du en rigtig god jul med nissehjerter og hele baduljen, og selv når sneen holder på sig, ka der jo kælkes på drømme i månedrys eller fodslag; sidenhen hvidtes landskabet jo nok, med sne på graner, julemænd og nissekoner med lys i øjnene..;)

mvh
Simon

Hej Simon

Glædelig jul til dig også
Juletravlheden er overstået, og julefreden har indfundet sig midt i forårsvejret, så man får helt lyst til at synge med på Holsteins "Det er i dag et vejr" efterfulgt af Grundtvigs "Julen har englelyd" til duften af hyacinterne :)))

MORGENDUG

Ak! hvem har vækket mig? - en Vogn paa Vejen,
en landlig Hane, som i Morgnen gol,
en Drøm, der fødtes af den rundne Sol,
en Stær, som fløjtede, en Smaagrens Svajen, - -

Jeg vandrer langs min Haves nøgne Hæk,
en aarle Bi i Morgensolen summer
og drikker Dug af gyldne Krokuskummer
og klemter med en silde Vintergæk.

Dér ligger Landet lyst i Foraarsfreden,
dugfugtigt luende som glødet Guld,
en glasblank Luft af kølig Dugduft fuld,
saa morgenkarsk, saa lyst et Foraarseden.

Ak, hvem har vækket mig i denne Time? -
højt i min Sjæl en Morgenhimmel staar
gylden af Sol og sitrende af Vaar,
og i mit Hjærte alle Klokker kime.

Viggo Stuckenberg



Knitrende sne, sneboldkampe og sneengle, snemænd og -koner må vi skrive os til, så vi får den under huden, indtil vi mærker den håndgribeligt og fanger smeltende snefnug på tungen :))

Her med Jægerens skriverier fra en rosenhave til musik ...


DECEMBER 52

Eftermiddag.
Solen ser skærende over vort tag.
Skoven har brusende
kastet sit mørke ind mellem husene.
Eet hus er vort.
Gemmer sig ydmygt bag granerne bort.
Nu blev der tændt.
Lyset er ud gennem ruderne vendt.
Venter du der?
Står du, en skygge, ved ruden og ler?
Lys bag din ryg.
Nu kom jeg hjem, trådte ind og blev tryg.
Solen, den segnende,
stiger i morgen som ny over hegnene.
Solen, den sovende,
rejser i morgen sig stærk over skovene.
Solen, den fagre,
nyårets sol over byer og agre.


*


LILLE VINTER

Rødt lyser fra et pilehegn
en vinters dyre lykke.
Den ånder bag sin blanke bark
og tegner mod den hvide mark
sin langelige skygge.
Den sorte skov med bøjet ryg,
det ganske land så øde.
Det fyger frem bag hegn og ris,
nu drær med sne og gror af is
min hvide førstegrøde.


Forårsagtige nisseligste julehilsner
RoseMarie