Morn' RM..

Ja dvs. morgen og morgen, nåja, efteråret døser stadig i vinterkåben, så kattepoter ka liste usete om hjørnet; andre kalder nok mælkehatten for formiddag. Men uanset, et uhindret muk ska' du da ha', faktisk hele tre, og ikke et ord om tippen, tak! - der rød og fin som en anden basun, får selv arme træer til at hvisle.
Mon ikke sådan et sleepyhead som dig vil sætte pris på lidt Ginsberg, den dejlige jødiske poet med de søvnige øjne, nåja, nu sover han den rigtig ud, men stadig får han øjne til at tindre, også mine, og han gik heller ikke på kattepoter:

To Aunt Rose

Aunt Rose – now – might I see you
with your thin face and buck tooth smile and pain
of rheumatism – and long black heavy shoe
for your bony left leg
limping down the long hall in Newark on the running carpet
past the black grand piano
in the day room
where the parties were
and I sang Spanish loyalist songs
in a high squeaky voice
(hysterical) the committee listening
while you limped around the room
collected the money –
Aunt Honey, Uncle Sam, a stranger with a cloth arm
in his pocket
and huge young bald head
of Abraham Lincoln Brigade

– your long sad face
your tears of sexual frustration
(what smothered sobs of bony hips
under the pillows of Osborne Terrace)
– the time I stood on the toilet seat naked
and you powdered my thighs with Calomine
against the poison ivy – my tender
and shamed first black curled hairs
what were you thinking in secret heart then
knowing my a man already –
and I an ignorant girl of family silence on the thin pedestal
of my legs in the bathroom – Museum of Newark.

Aunt Rose
Hitler is dead, Hitler is in Eternity; Hitler is with
Tamburlane and Emily Brontë

Though I see you walking still, a ghost on Osborne Terrace
down the long dark hall to the front door
limping a little with a pinched smile
in what must have been a silken
flower dress
welcoming my father, the poet, on the visit to Newark
– see you arriving in the living room
dancing on your crippled leg
and clapping hands his book
had been accepted by Liveright

Hitler is dead and Liveright’s gone out of business
The Attic of the past and Every Minute are out of print
Uncle Harry sold his last silk stocking
Claire quit interpretive dancing school
Buba sits a wrinkled monument in Old
Ladies Home blinking at new babies

last time I saw you was the hospital
pale skull protruding under ashen skin
blue veined unconscious girl
in an oxygen tent
the war in Spain has ended long ago
Aunt Rose

Paris 1958

- Allen Ginsberg, Kaddish and other poems, 1958 – 1960.

*

MORGENAVISERNE LYSNER EN NY DAG

Avisbuddet har sat sin anhængercykel,
morgenavisen er klar til ankomst,
så høres denne stolte kradsen liste fra en busk.
Det er vores visitgæst,
og den trænger også til en godbid fra morgenstunden,
og det får den så,
en rigtig rød elegancesirren .
Og så starter snuseriet ellers.
Det er Rødemis,
men den har vist fundet en kæreste i vores lejlighed.
Det er vores egen dejlige hunkat, Bille, steriliseret,
og med en våd omvandrende snude,
den er blevet husets butler.
Kvindelig elegantier.
Og så er der Rødemis lettet for sin nossepose,
så lad dem endelig være kærester,
der er ingen fare i fluen.


EN SEANCE STÅR IGEN TIL GENTAGELSE

Alle disse trin over lakgulvet,
men så bliver der pludselig stille,
den daglige oase.
Vi står selvfølgelig kun skimtende,
men sikke et fotografi,
de står og sætter mund til hinanden,
det er en verden vi kan lide.
Hvor den dog ligner vores.

Undtagen Paris,
eller Chiracs gemene arrogance,
han burde sparjes ind i et bundet fletværk,
bare at se dette latterlige mundheld halte,
i en balje med olie,
og gid han blev dernede.
Denne europæiske svindler,
denne kosmetiske figur,
og med en snude der trænger til Jørgen „Gamle” Hansens hånd.

Nu lister kattene med fruen først ud til sommerskovsvejr,
hvad er det dog for lyster?
En time senere sover de den af,
i hver sin vindueskarm.
Hold kæft hvor de ligner os.

- F.P. Jac, Kattenes eventyrlige rumsteren, 2009.

mvh
Simon

Hej med dig, Simon

Jadak til Jac, den herlige gut, der altid er fremkalder af mit milde smil :)) Med hans digte bli'r læsningen og ordene til levende billeder og næsten til et indre filmklip. Digtene her er fra
En torden i det stille og er måske mere ordbilleder og -leg end filmklip.

Første mellemistid

måske nok brugt men vel aldrig opbrugt,

har stået til brug for solen i uoverskuelige tider
men aldrig med tanke for noget endeligt.

måske nok død som ting men aldrig døende,

der er ikke noget tilfældigt med det jordiske gods,
det er gået og går imellem os som hænder
eller som redskaber med nye muligheder,

man behøver ikke farvelægge alle ting er farve,
og vil kunne lide at skifte plads og position
eller bare blive brugt som vores liv er opstået,

hermed erklæres et jordisk glimt for åbnet,

***

En solpause vil aldrig findes

himlen kender intet til mørke
det kan være mindre end lyst
men altid klarheden dybt under
altid en trøst at spejles ind i

stenene skjuler jo aldrig sandet
men legitimerer en flade varme
lægger sig godt og porøst ind
så alle har en lille hemmeliged

i stuerne er lyset et andet
det er menneskers lys i flæng
ikke så varmt men dog oplysende
og en stille kontrast til åbenhed

et gadekryds samler et spurvepar
de overtræder vore normer og lyser op
hvorfor ikke samle alt på gaderne

skyerne fortæller at de er figurer
senere rammer regnen os som skyts
men der er et lys der tilgiver dråberne

en øllysning ses nede ved havnen
her stimler man om fisketimen
og lader fisken lytte til den sidste snak

så sent som mørket ses kun lyset
så overalt er døgnet det samme

***

Hver eneste streg er universets

dine hænder er dunkende af tid
tid til at vinde alle grænser

på fugten faldet ud fra armhulen
står en sød regn ud i rummet
tætner med træthed og eftergivenhed
en overskuelse som er umulig

din tinding er spændt ud i luften
en luft befolket af al tid
og med en viden af overvindelse

gravstene står som en ny begyndelse
navne tilbage led på led på led
og en jord der skabes som stadig
som en morgen ny i alle vinduer

dine hænder er dunkende af tid
tid til at vinde alle grænser

alle kloder griner med bevægelse
og tænker på os med omdrejning
så vi sover trygge på sengen

dine hænder er fastholdt til hilsen

***

Når stenen slutter alt omkring os

den sidste dag er selve bestøvelsens
her er sidstebesøgende på alle niveauer
og lyngen lægger kranse om panden

en kvinde har sejret på klitterne
og er ikke uden bølge i sin afsked
hun går kant om hånden og tæller
og kan mærke at dagene er gået

den sidste dag er selve betagelsens
her står det fast her er det gået
men ingen begejstring står i tidsstykker
så den holder skinnerne over og toget

en sidste sol tilraner sig postkortene
inden de uskrevne falder i taskerne
men det der er skrevet skrev sig
og behøver ikke dubletter i sig

den sidste dag er selve undfangelsens
så er der sejret så er der fødsel
og den står i laurbærrenes mønstre

årene skal ikke tælles mere
de skal mærkes i deres nu

sådan som de hviler i søvn
i søvn der bevæger og ryster
søvn der bærer en kraft oppe


Nisseligst
RoseMarie

Hej dér, på nattevinden..;)

Ja han var virkelig en herlig gut, denne milde dreng med det voksne sind og en billedkælder med duften af hav, sagt med tak for de fine dias, kvitteret for herunder på rundtur med Bille:

Vesterhavet, denne erotiske bølge

Sand der får ro imellem tæerne, så er digtet allerede i hovedet,
og jeg går med følge, katten Bille går i sit billede, nysgerrighed.

Den har aldrig set Jylland før, men hvor den trives så tæt på
bølgeforskræk,
men vi følges hjem til sommerhuset, en prinsessse vil også nuancere
verden.

Vi sidder under den sidste sol, og leget oson og grill under en
mørknende plæne.
Bille gavtyv spadserer sin forsigtighed, rundt om huset, men dufter nu
til røgen.

Som altid betror jeg mig til alkohol og kvinden, det er de trygge virkeligheder.

- Jac.

Faktisk lå jeg og ”nyseroden” og læste Bjørnvigs essaysamling Virkeligheden er til, i hvilken Pär Lagerkvist genoplives i den megen død, med særlig henvisning til barndomsminder i Gæst hos virkeligheden, et tema udstrakt i forfatterskabet og med indvirkning på bl.a. Bergmans billedmaskine, ja ”rødder” glemmer helt at nyse i Thorkild Bjørnvigs selskab. Bare et hint, hvis pludselig du selv sku’ blie nødt til at hive i hornet..;)

Mojn fra
Nissen

Hej til dig, Simon

Ja, nattevinden blæste ind over fruen i huset og hvirvlede op i både hår og snoninger, og så gik der ellers Bjørnvig i dagen og virkeligheden. Så meget at jeg nu er helt blæst i hovedet i hvirvler og henrykkelse ... :)))

Venus og Nymånen

midt mellem to

skyskrabere, slukkede -

de enorme silhouetter

med ét forvandlet

til skygger i en drøm-

al virkelighed,

al magt forskudt

til det flydende hvide

blændende genlys

holdt sammen af hvilken

tyngde?



Geometriske figurer

i himmeldybet

som korresponderer

med storbyens menneske-

skabte -

men opmuntrer

mildt euforisk

til vished om

universets konstans:

Måneskifterne,

Venus over aften-

og morgenhorisonten,

Mælkevejen

i vinternætter -

som i årtusinder.

Galaksernes hvirvel

balsamisk langsom

for menneskers blik

at se -


Rundtossede hilsner
RoseMarie

Morn’ på brændingen, RM..;)

Jah, effekten af disse ”oprydninger” efterlader ingen helt tosset fornemmelse, om hvilken nogen også bruger ord som ’renselse’; anset en god gang massage af sindet, netop som under spadsurtæeren langs Vesterhavet eller over tid at mærke vinden rydde op i sig, en fornemmelse af nødvendig man akkurat også bemærker på tur i Bjørnvigs forankring i landskabet. Han der står så støt som nogen, ingen ligegyldige overflødigheder dér.

At låne Billes knurhår og øjne, er bestemt heller ikke dårligt tænkt af Jac, nærmest Halfdansk – med ord som Himmeldybet, er man nærmest også på vej ned i noget udenfor sig, for dermed at få lidt samling på sager i sig, og hvem ka’ ikke trænge til det? Man forstår Ebbe Rodes stjerner i øjnene, ved tanken om en tur på Bodillens kost. Forøvrigt tror jeg Gæst hos virkeligheden ligger som hørespil på svensk radioteater – heller ingen dårlig oplevelse ;)

Så nisseligt
Simon