1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27328 - 29/04/2019 02:25
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Apropos bier & honning: man bader i den under Sylvia Plath’s pen! og forestiller sig let som intet hende sidde i det lille rum med åben dør til trygge lyde fra sovende børn der svømmer i drømme, også bierne sover, overvåget af månen, kun afbrudt af hendes klapren og pennens kradsen… Man ku’ virkelig ha’ ønsket at se forestillingen få rynker, de små derinde en dag rydde op mors liv til lydene fra egne børns leg i haven. Men livet er lunefuldt som en efterårssol gennem skyer, det sku’ ikke være sådan. Vi lærer os for det meste at varetage soldage med smil og må glæde os over stemningsbilleder vi finder i Ariel med forord af Frieda Hughes, hvori Sylvia Plaths bestræbelser hyldes udfra egne betingelser, præcis som det bør være. Vil vi vide lidt om Sylvia Plath og hendes liv, må vi læse hendes digte, film uden vigtige mellemregninger har samme tilgang som sladder, og livet går ikke sporløst henover forfatterinden i Ariel, der er som en vandring i registret fra ekstatisk glæde til tungsindig sorg, hendes bølgende liv. Med digte som Medusa, Ariel, Lady Lazarus, Letter in November, The Bee Meeting og The Arrival Of The Bee Box, hæver en boblende fornemmelse sig i én, som rejser i Mark Twains og Seamus Heaneys fortællerunivers, døre åbnes og man lægger alt bag sig, lidt som lykken der varmt breder sig på togrejsen mod en savnet ven, og allerede ugen efter forekommer alt én fremmed når hjemmet igen betrædes – man må en tur i varietékælderen fra tid til anden, ud af livet for at komme til sig selv, har brug for rejsen for at genfinde vinkler i sig. Gode digte er nøgler, det sker de passer og et kildevæld bruser op; poesi læst på rejser øger fryden, med smilende nøglebørn siddende på caféer som resultat – man forstår hvorfor Frederik Dessau foretrækker Italiensrejser med Inger Christensen i bagagen:
The Couriers
The word of a snail on the plate of af leaf? It is not mine. Do not accept it.
Acetic acid in a sealed tin? Do not accept it. It is nok genuine.
ring of gold with the sun in it? Lies. Lies and a grief.
Frost on a leaf, the immaculate Cauldron, talking and crackling
All to itself on the top of each Of nine black Alps,
A disturbance in mirrors, The sea shattering its grey one---
Love, Love, my season.
*
The Night Dances
A smile fell ind the grass. Irretrievable!
And how will your night dances Lose themselves. In mathematics?
Such pute leaps and spirals--- Surely they travel
The world forever, I shall not entirely Sit emptied of beauties, the gift
Of your small breath, the drenched grass Smell of your sleeps, lilies, lilies.
Their flesh bears no relation. Cold folds of ego, the calla,
And the tiger, embellishing itself--- Spots, and a spread of hot petals.
The comets Have such a space to cross,
Such coldness, forgetfulness. So your gestures flake off---
Warm and human, then their pink light Bleeding and peeling
Through the black amnesias of heaven. Why am I given
These lamps, these plabets Falling like blessings, like flakes
Six-sided, white On my eyes, my lips, my hair
Touching and melting. Nowhere.
*
Magi
The abstracts hover like dull angels: Nothing so vulgar as a nose or an eye Bossing the ethereal blanks of their face-ovals.
Their whiteness bears no relation to laundry, Snow, chalk or suchlike. They’re The real thing, all right: the Goog, the True---
Salutary and pure as boiled water, Loveless as the miltiplication table. While the child smiles into thin air.
Six months in the world, and she is able To rock on all fours like a padded hammock. For her, the heavy notion of Evil
Attending her cot is less than a belly ache, And love the mother of milk, no theory. They mistake their star, these papery godfolk.
They want the crib of some lamp-headed Plato. Let them astound his heart with their merit. What girl ever flourished in such company?
- Sylvia Plath.
mvh Simon
Redigeret af Simon (29/04/2019 03:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27343 - 01/05/2019 21:46
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon "Guderne må vide om den rygplagede Søren Ryge stadig laver fine programmer for DR - eller om de nu helt er gået i selvsving med genudsendelser & musikprogrammer for 20-årige? Det ville da være et tab for dansk kulturliv også at miste ham." Pluk du nu bare endnu en buket tulipaner i Søren Ryges have og ta' dig en svingom, mens du er der. Han kan om nogen sætte lys på hvad en have og en svingom ka' gøre ved et menneskeliv. Et menneskeliv med det helt naturlige og impulsive livsafsæt, der kan mere og andet end blot at sætte spotlight på sig selv og sine egne nypudsede glorier ... https://www.dr.dk/tv/se/soeren-ryge-tv/soeren-ryge...pa-gardspladsenMed Venlig Hilsen RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27345 - 02/05/2019 10:32
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
og tak tak. Jah, ham er jeg ikke begejstret for at vi må undvære; nu vi er der, ved årstidens udbrud af dufte, syn og lyde der efterlader os så pladask:
Lærker
1 De første lærkelyde ved morgen-to-tiden pikker mod verdensæggets skal. i skydækket løber de første revner.
Min vågenhed står en stund på en lærkeryg, svimler, så raver den mættet ind i dybsøvnens sødme, indad mod verdensæggets midte.
2 Det udblå hav under jordskyggen, lyset er undervejs til lærkernes glædesskingren i stormen.
Trilrende planetoider under den luftige halvmåne, over de rosa ulmende bakker.
En visdom sidder i lærkestruben, borer sig ind i mit øre, trepanerer min lukkede hjerneskal.
Tankerne er hvad jeg hører og ser på, intet som helst jeg i forvejen ved; deres kredsning blir en spiral af lys.
En glædesgråd bryder lysets farver, jorden svæver og ser gennem mig på jorden, omkring den hvælver sig øjets regnbuehinde.
*
Morgenmørke
1 Kirsebærblomster faldt ind ad mit vindu, ind på mit gulv og gennem mit blik til ro på underbevidsthedens gulv – hvis det da ikke i virkeligheden var på taget af en slingrende kreaturvogn, hvori jeg jeg i virkeligheden lå på gulvet, det nederste gulv i kulsort mørke på vej mod det uvisse værste – stuvet ned med smertende lemmer, presset mod usynlige kroppe eller kanter af træ og jern, stank og kulde i næsen: det, som altid har ventet, imens jeg har levet som om det aldrig og umuligt kunne ske mig, endskønt jeg vidste bedre. Og hvordan har jeg brugt udsættelsen, pausen en menneskealder? Var jeg taknemmelig for den? Virkelig? Det hændte undertiden, men aldrig har jeg gjort nok, eller været det nok.
2 Findes der følelser, vi ikke har oplevet i vores drømme om natten? Ingen følelser er mig fremmede, derimod mange former for tro – og naturligvis har jeg drømt om dem: de døde lagt ud, af hvem, og hvor, ved jeg ikke, men unaturligt store ansigter, mærkelige upersonlige grin og vajende palmegrene plantet i øjenhulerne – så fremmed sørgeligt og makabert festligt som ved et indtog i multidødens, et underjordens Jerusalem. Hvad ved vi? Hvad er os mer fremmed, hvem er vi adskilt fra end den døde brors krop: os selv in absentia, definitivt in absentia.
3 Vidunderligt er mennesket og frygteligere væsen under solen findes ikke; dyrene har erfaret det, og vor egen arts svage og tabende. Forfærdeligt at falde i dets hænder hvad enten det i sin overmagt udøver tiltrækning eller fjendskab. Selvmordet måske altid en akt for at undkomme et fællesskab, som krop sanser eller sind er lammende underlagt ikke udholder, intet formår imod: tvang uden alternativ ligegyldigt om hos to, eller hos millioner – kun muligt at unddrage sig ved udslukkelse først sind, siden krop.
4 Hvem hjalp i eventyrene, vi hørte engang – og som mange af os stadig læser for vore børn? Det gjorde de gamle koner, og dyrene, de rigtige ord, og det rigtige navn. Hvem hjælper her? Og nu? Ordene skjuler ordene, men ingen skove og bjerge, ingen have og øer skjuler dyr og koner, eneboere og landflygtige, skjuler menneskene for menneskene mer.
5 Vintermorgen sort tåget og tidlig, min elskede og vores treårige søn ligger i sengen, udveksler bemærkninger med hinanden, en spørgende kvidren, en kærlig lavmeldt mumlen hen over afgrunden, synger en lille sang højt over smertensdybet, det søvnløse, bundløse. Og jeg ved igen hvad jeg udstrakt dernede næsten har glemt –: uvilkårlig som pulsslaget, åndedraget er evnen til sang – og overlever, unedbrydelig i det lange løb, evnen til det ene fællesskab, som ikke næres af de tabende og udstødte nederst og ude ved randen – sådan som tiårs- og tusindårsriger har gjort i triumf – men er stærk nok til at undvære liv i fornedrelses- tilstand, stærkt nok til at afvæbne alle dem, som er stærke kun ved de svagere, kun ved de tabende, kun ved retsbrud.
*
Skilsmisse
Det var i december, det var en nat der føltes som årtusinders – og mit livs sidste decembernat. Og det var ikke solhverv og vendepunkt og barnefødsel ved slutningen af måneden. Da kom du fra intet sted og satte dig med benene optrukket under dig i lænestolen i hjørnet (hvilket hjørne? mit værelses nu, her? eller hjemme hos os?) og målte mig med dine vidtåbne ufravendte frostblå øjnes inappellable og sørgmodige instans.
Og der var gråhvid himmel som et knust isspejl og der var månetomt, eller månen var sort som på et negativ, og sådan har dine øjne ofte hvilet på mig siden vi skiltes, og nogen tid blev for altid. Mit nye liv – blev aldrig påbegyndt i dem. Det er fiktion, det eksisterer ikke, og hvis – så er det en ny forbrydelse, et uophørligt frafald ud i intet. Og hvis jeg opgav det – corpus delici af et sidespring, en lovløshed,
og resten af ens liv tilbagevenden og håbløs genoprettelse – December uden sne, nul grader – et sted der står din seng, dit spejl, lampe og natbord som de har gjort, år efter år og du i lænestolen, aperitif, saltstænger og tavshed, der vibrerer af tristesse, et klangløst ekko af de hundred opgør: Min mand forstår mig ikke eller – min kone forstår mig ikke, eller endnu værre,
som nu, i dette øjeblik, mens du betragter mig et sted fra hvor vi ikke kan nå hinanden mer – med sorgfuldt smukke øjne: ”Du – forstår mig ikke, levede dig aldrig det mindste ind i mig, i min situation, ind i hvordan jeg har det, ind i min hovedpine, mit forblødte hjerte, min skuffelse og den fortræd du gør mig, min nedbrudthed, mit ødelagte liv. –”
”At være en morder – langsomt dø med sit offer” skrev jeg en nytårsnat ned på en brugt kuvert
i et black-out, og fandt den næste dag. Stupidt at nægte at forstå, men modsat: at forstå, indleve sig ihjel – hvad er så det? Jeg måtte sprænges, blive sindssyg, ta’ mit liv – jeg måtte dø, hvis jeg forstod dig nøjagtigt sådan som du ønsked at jeg skulle. Opholdt mig bag din hud, var i din tilstand, så med dine øjne, græd med dem over det jeg havde gjort, tilintetgjort i dig – for os – for børnene, Hvis jeg forstod: først dig, så mig – igennem dig.
Og sæt jeg havde prøvet: hvor meget ville det ha’ hjulpet dig, hvis du for hver dag indtog mit væsen med et glas vermouth, som om det var en stimulerende eller beroligende vidunder- tablet, der langsomt opløst blev til et med dig og lindrede et tidløst stykke tid? Og du til gengæld hengav dig til virkningen, til sidste selvudslettelse? Begge til bitterheden, rusen, glemslen – Hvad hjalp to gange selvopgivelse? Den ene føjer intet til den anden.
Ansigt til ansigt intetsteds. En inerti – uden bevægelse, uden forrådnelse og spiring, uden en vind og planeter som skifter plads – har ført det uforanderlige frem hertil: aperitif, saltstænger, lænestolen, din hånd rakt tranceagtigt frem mod glasset, dit blik tabt som en tom korridor – dit liv udskudt ved piller fjernt bag en mat rude, mit liv med en ulægelig skjult sårrand – indtil den stund vi virkelig forstår: du ikke forlanger den, jeg engang var, tilbage – jeg ikke
tilgivelse af dig for den jeg blev til.
*
TID
Der blæser et overskud af tid imod mig, hvirvler af frisk tid, af ubrugt tid østfra, ind over brændingen, ind over stranden
rytmisk i vandet, ubrudt i luften, formering af det vi aldrig har nok af og altid savner: formering af tid. Husker intetsomhelst af det jeg skal. Ingen andre tidsforløb.
Ingen avisdato eller kryds i kalenderen eller ”klokken er nu –” griber forstyrrende ind og erindrer om tidsspild. Står blot og lader mig gennemblæse som græsset
og fyrrerne og birkene om mig. Flytter mig ikke. Oplever visdom. Ikke som ord og sætninger, men som vægtløshed, grundende sødme, visdom som tilstand.
Visdom? I ynglingetiden som vågne drømme, visheden om at den ene et sted er vidunderligt til og at den selvsamme vind med beruste næsebor løsner hendes hår –
i barndommen som eventyr, bestandigt på spring, på vej bag nærmeste hæk og mur, bag bakker og skyer eller lige bag synsranden, alting kan nås fordi alting bevæger sig mod os.
I barndommen var der altid pålandsvind og Odysseus’ skibe på vej mod kysten. Fravær af tid, eller tidløshed fandtes ikke – men fyldte tider, som vind og bølger,
strømmede fra den livsalige åbning ude over havet mættet med lugten af løsreven tang og saltvand og skyer og ingen døre at åbne og ingen døre at lukke efter sig.
- Thorkild Bjørnvig, Morgenmørke, 1977.
mvh & god dag i vinden..;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|