1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28917 - 28/12/2019 12:26
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Sjovt at høre folk tale så meget om at leve i nu’et, særlig sidste generationers store benzinslugere, der som en russisk mafia tuller rundt bag tonede ruder i et lukket univers, uden tanke for fremtiden. Fra samme generationer ses et tragikomisk lille jesuspoliti: frustrerede troende der brænder levetid af hvorsomhelst man tåler deres angstfyldte liv afskrevet i sætninger, med tilbud om ”naturlige forklaringer” på forandringer i klimaet: den eskatologiske forventning, lurende bag hvert gadehjørne, kun knæfald for deres guder er den globale løsning. Mon livsangsten ville opløse sig under snakke med den lokale præst, medlemskabet i den regelbundne katolske forening, med dens mange bønner til enhver livssituation – det vides ikke. At løse livsangst med tilsvarende anordninger, eller ved hjælp af poesi, er næppe heller et bud på smertebehandling, hvorimod det er godt at se forsøget på at beskrive problemerne, med alle de omveje og fejlslutninger ethvert menneske jo render ud i. Når livet gør ondt er det svært at være metodisk, Internet viser dog her endnu en af sine gode sider. Dette vil i det nye år fortsætte, og sneen vil dale engang det passer sig, og mon ikke guderne, midt i bilosen, stadig vil gøre hvad de troende sætter dem til.
En anden, jeg håber har en god jul og får et godt nytår er Peter Poulsen. Jeg holder sgu’ så meget af den nisses digte; lige meget hvor man slår op i ham, og det må hans kone kunne bevidne, sætter han øjeblikket på plads, lige dér hvor det skal være, og ingen andre steder! Ingen dårlig præstation af en digter, der samtidig er ikke så lidt af en filosof. Og for øvrigt er jeg så træt af EU, at jeg ville ønske vi aldrig var havnet i EF – måtte Jens Otto Krags englemås klø som bare fanden, i det nye år, og hans arme blive alt for korte til at kunne klø sig!
Et digt om dagen
Jeg har skrevet et digt om dagen i længere tid, til gengæld har jeg næsten holdt mig fra æbler.
Jeg har længe holdt øje med himlen. Jeg har fixeret de grålige skyer – det har ikke regnet imens – måske guderne respekterer mig mere, måske de samler sammen til noget stort.
To teenagepiger udtaler til avisen, at de har hørt om Bob Dylan fra deres mor – vi er ikke mere de unge, vi var engang.
I længslen kan der være en smerte, der minder om angst for at længslen skal indfries og dø.
Med 30 cigaretter om dagen er døden en luksus, for ikke at tale om livet: sådan er dét.
*
Sne
Det sner. Jeg tænder en cigaret. Det sner. Jeg ryger. Det sner. Det sner langsomt og lydløst i gaden. En bil kommer kurende rundt om hjørnet og lægger sig på siden som en træt elefant, der kravler nogle mennesker ud af den. Det sner. Jeg ryger. Gadelyset er tændt, skønt den bare er halv to om eftermiddagen – belysningsvæsnet har sine kilder – Der har siddet en mand på Meteorologisk Institut og set på himlen i en kikkert hele natten, om morgenen har han lagt en seld til dagholdet, før han er cyklet hjem gennem tyste gader og er krøbet langt ned under dynen vel vidende, at det vil sne hele dagen; han sover nok stadig, måske han drømmer med et lille fjernt smil om munden, fordi han ved præcis, hvornår han skal vågne. Det sner. Jeg ryger. Da jeg var barn, fik jeg at vide, at sneen var kold regn, så jeg spurgte, om regnen var varm sne? et spørgsmål, jeg aldrig har fået besvaret. Det sner. Jeg ryger. En trio spiller musik. En handelsrejsende drikker sig fuld i FF’er i en forladt slyngelstue et sted i provinsen. Det sner et almindeligt, middeltæt dansk snevejr, som efterhånden ikke er så almindeligt mere, nu vi er kommet i EF og selv nummerpladerne harmoniseres. Det sner for muligvis sidste gang – selv vore snevejr blir taget fra os. Det er beskæmmende. Hvad skal vi gøre? Det sner. Jeg ryger. Himmel og by står i ét.
- Peter Poulsen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (28/12/2019 12:27)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28918 - 29/12/2019 08:23
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Mor’n i kaffen, fru julegeneralinde…
En kvittering for Piet i samme hegn – flot er gensynet med dette menneskelige menneske, der jo i sammenholdet med Danhalf Musrassen, Niels Mortensen og fru. Dutlevsen var så stærkt optaget af tidens evige ufred og ulighed i deres poesi:
Hans Christian
Vi plejede at vandre lange ture, fru Andersens Hans Christian og jeg, fra byens haarde sten og trange mure ud af en blomsterbræmmet landevej.
Han var saa sær og saabar, og han havde saa megen skyhed og saa mange fejl. Men hvor han dog faldt til blandt skræppeblade og følte med en snirkelsnoet snegl.
Han saae det fælles just i det specielle. I dyr og døde ting. Han nemmed vart det almengyldigt individuelle. For alt bestaar af alskens egenart
Jeg mødte ham en dag i Kongens Have… Guvé hvad der blev af ham sidenhen? Han havde fantasiens naadegave. Og hvad skal denne verden dog med den!
Han ville vist til scenen. Mon han kom det? Dèn grimme ælling! Drengen hed tilsidst kun Anders And blandt os, som spøgte om det. Han endte vist ved filmen. Som statist.
Nu lever vi i trit og dør paa tælling. Og levefod er alt, hvad vi forstaar. Hvor er Hans Christian – den grimme ælling i Danmarks svaneløse Andegaard?
*
Hvid logik
De sorte skal holdes nede saa langt og længe det lykkes paa grund af de egenskaber man har naar man undertrykkes.
Vi andre skal holde sammen og kue de andre med vold paa grund af de andres sammenhold imod vores sammenhold.
At bryde den logiske tryllering med menneskets lille trik er sort magi. At la fjendskab gro af fjendskab er hvid logik.
Hvem man, af hud, er i farve med, er herrefolks krav paa honnør. Hvis nogen vil agtes for dét de er, bekender jeg deres kulør.
Lad mig gaa midt ud paa Forum Humanum, skamfuld, beskæmmet, beskeden, og melde mig ud af den hvide race og ind i menneskeheden.
- Piet Hein.
Morgentanker
Der er den igen, den sværmende kugle af skingrende fuglelyd, lydløst midt i den en blødvinget ugle –
mit søvnsind prisgivet morgentanker.
- Th. Bjørnvig.
mvh Nissen P.s.: anbefaling: Fra Regnormenes Liv af Per Olov Enquist.
Omsider tyder det på lidt politisk snildhed, med idéen om statsfinansieret tilvirkning og distribution af antibiotika o.a. lægemidler. Et utal af snyltere med sugerøret i samfundets vener, har i alt for mange år frit kunnet bedrive samvittighedsløs økonomisk udnyttelse af alvorligt syge mennesker. At der så længe har været politisk velvilje overfor den slags i EU, er en katastrofe der først betød åbne øjne efter branden i Kina. Vi lærer altid først, når katastrofen er sket.
Redigeret af Simon (29/12/2019 08:52)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28951 - 01/01/2020 22:36
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Endnu et par øjeblikke, og et dask:
Måske lidt vind på kinden
Jeg skriver med den kuglepen jeg fik på Piazza Garibaldi i Pisa af en god ven som samme dag havde modtaget den i en pakke fra en veninde i Californien. Hun var speech writer for Arnold Schwarzenegger og kuglepennen er hans gave til gæster med hans autograf i guld og statens logo. Jeg er meget glad for den pen og har den med i junglen eller ørkenen eller hvor jeg nu finder på at rejse hen.
Jeg skriver noter om hvad det vil sige at gå igennem en fase, „going through a phase,” som man sommetider får at vide at man er. Er man så på vej et sted hen, kan man føle selve bevægelsen? Jeg mener måske lidt vind på kinden, en smule modstand? Det er godt at bevæge sig, det skal man helst blive ved med, også når det er lidt svimlende. Det er også godt med modstand. Den kan bruges. Jeg er totalt uinteresseret i at give gode råd om livet, jeg har ikke nogen. Jeg sætter mig bare på min seng og tænker på hvordan bevægelse kan mærkes. Det er noget jeg godt vil vide. Det har ikke noget med ondt i ryggen at gøre, tror jeg. Har det noget med kærtegn at gøre? Det kunne godt være. At lægge sig tilbage og tænke at ens veninde hvis hun var der kunne gøre hvad hun ville med én. Det ville være hendes ret. Det ville give en slags midlertidig fornemmelse af bevægelse. Men ikke rigtigt. Tænder lampen ved sengen, det er en handling, den giver et kedeligt nøgternt lys, meget tristes tropiques-agtigt, det blir endnu grimmere af at eftermiddagen stadig findes synligt udenfor og palmerne står og rager op i den grå himmel. Brændingen er nu i dette øjeblik bare en knusende støj, ikke dramatisk, bare kedelig gentagelse.
Væk fra det hele. Der foregår noget ude i landet. Jeg skriver et par ord, og nogle tal, optællingen af stemmer er ikke færdig. Det er en krise i denne time. Folket har stemt, men tror at det der foregår er et valgrøveri. Der foregår noget bag døre og det tåler måske ikke dagens lys.
Min natbordslampe har fortrængt det ydre rum, jeg koncentrerer mig. Og tænker at hovedstaden kan blive brændt af. Men tænker hurtigt videre. Bevæger mig. Og fra min gode ven hører jeg, historier fra Californien, en helt anden slags. Nogle der knitrer som silkepapir.
*
Evigt risikabelt
Jeg prøver igen at beskrive nogle af de almindelige begivenheder og kendsgerninger, den voldsomme regn, de oversvømmede stier, gider ikke andre detaljer, plus de foruroligende meldinger fra hovedstaden, som kommer svagt igennem og kan være halvt fiktion og i denne time skylles væk af regnen som afbryder enhver forbindelse med det man kalder omverdenen, det lyder dumt, men hvad ellers? Jeg er på det sted jeg har valgt og kan ikke komme andre steder hen som det er nu. hvor landet kan ende i kaos og brændende bildæk barrikader er som altid tegn på at ingen kan få adgang, ingen kan passere, eller komme væk, byen, måske hele landet blokeret, mange rædsler har gjort det evigt risikabelt at forsøge. Små vibrationer siver ind i mit hoved, en vis hygge ved gentagelsen, jeg ser min gamle ven tøffe rundt med sandaler og sætte kriminalromaner på plads og med vanlig entusiasme vise mig et kort over havet der hvor Columbus gik på grund med Santa Maria. Lige herude. Han behøver ikke pege mere, jeg ved hvor det var. Hvor det er. Det er også det perspektiv som spændes op mod det der nu er ved at udvikle sig langt herfra. Og dog ikke så langt. Jeg er spændt på fortsættelsen, problemerne endnu lidt uvirkelige, som ikke så få gange tidligere er jeg fanget dette akavede sted, det giver også en slags mening. Jeg har mit værelse, jeg har himlen og havet og området her ved baren, jeg kigger ud på bougainvilleaens røde blomster som vipper, det er o.k.
*
Hun dasker
Jeg synes godt om at bladene bevæger sig i vinden. Jeg ser to sommerfugle, sorte, danse en dans og et flerfarvet sjal blafre på sin snor, jeg hører stemmer fra et selskab på et værelse med balkon. Mere er der sådan set ikke. Jeg ser den høje sorte dame med store fødder i sandaler, hun går på stien og har ordnet værelser. Hun dasker med sin lange krop
- Jørgen Leth.
På natbordet mit, ligger T. S. Eliot og under ham Marcus Tullius Cicero, en situation hans kone Terentia øjeblikkeligt ville ha’ raset over, kender jeg madammen ret. Men herregud, der er nu gået så mange af Jørgen Leth’s øjeblikke og ingen ved længere hvor i tiden d’ herrer skal placeres, tillige er nu endnu en forsamling øjeblikke forpasset, samlet set et helt år, og hvor blev de af? Spørgsmålet har alene i min levetid været en levende diskussion hos familie og venner, der alle drømmende så ind, og før min tid, udtrykte T. S. Eliots’ med Gerontion sine:
Ej ungdom eller alder ejer du Snarere som i en middagslur Du drømmer om dem begge
Her er jeg, en gammel mand i en tør måned, Lytter til drengen som læser for mig, men jeg venter på regn. Jeg var hverken ved de hede porte Eller kæmpede i den varme regn Eller svingede en huggert, knædybt i marsken, Stukket af fluer, kæmpede jeg. Mit hus er et forfaldent hus, Og jøden på spring i karmen, ejeren, Udklækket på en bodega i Antwerpen, Blistret i Bruxelles, flikket og slikket i London . Geden hoster om natten på marken overfor; Klippe, mos, stenurt, jern, møg. Kvinden orner køkkenet, laver te, Nyser om aftenen, roder i den rimpne rendesten. Jeg er en gammel mand, Et døvet hoved i utætte rum.
Tegn taget for mirakler. „Vi vil gerne se tegn!” Ordet i ordet. ude af stand til at sige et ord, Lå svøbt i mørket. I årets ungdom Kom tigeren kristus.
I fordærvede maj, benved og kastanie, blomstrende judas, Som skal spises, som skal deles, som skal drikkes Under hvisken; af Mister Silvero Med kærlige hænder, i Limoges Som natten lang gik rundt i værelset ved siden af; Af Hakagawa, knælende blandt tizian’er; Af Madame de Tornquist, som skifter lys ud I det mørke rum; Fräulein von Kulp Som vendte sig på gangen, med den ene hånd på døren. Tom- me skytler Væver vinden. Jeg har ingen genfærd, En gammel mand i et utæt hus Under en blæsende kugle.
Efter sådan viden, hvilken tilgivelse? Tænk nu Historien har mange listige passager, skjulte korridorer Og sager, bedrager os med hviskende ambitioner, Leder os ved forfængelighed. Tænk nu Hun giver når vor opmærksomhed er afledt Og det hun giver, gives med så frodig en forvirring At gaven æder bægret op. Giver for sent Det som ingen mere tror, eller hvis de stadig tror, Kun holder i mindet, overvejet lidenskab. Giver for tidligt Til svage hænder, hvad man tror kan undværes Indtil fornægtelsen avler en frygt. Tænk Ikke frygt eller mod kan frelse os. Unaturlige synder Fødes ved vort heltemod. Dyder Påtvinges os ved vore formastelige forbrydelser. Disse tårer er rystet ned fra det vredesbærende træ.
Tigeren springer i det nye år. Os fortærer han. Tænk til sidst At vi ikke har nået fuldbyrdelsen, når jeg Stivner her i et lejet hus. Tænk til sidst At jeg ikke fremlagde dette uden formål Og det skyldes ikke nogen hidselse Fra modsatte djævle. Jeg vil møde dig ærligt vedrørende dette. Jeg som var dit hjerte nær blev fjernet derfra For at tabe skønhed i rædsel, rædsel under afhøring. Jeg har mistet min lidenskab: hvorfor skulle jeg beholde den Når det som bevares må forfalskes? Jeg har mistet synet, lugt, hørelse, smag og følesans: Hvorledes skulle jeg anvende dem ved din nærmere kontakt?
Disse, med tusind mindre overvejelser, Forlænger fortjenesten af deres svale delirium, Hidser membranen, når fornuften er kølnet, Med heftige safter, spreder mangedoblet veksling I vildnis af spejle. Hvad vil edderkoppen gøre, udsætte sit forehavende, vil snudebillen Forhale det? De Bailhache, Fresca, Mrs. Cammel, hvirvlet Hinsides Bjørnens skælvende poter I spaltede atomer. Måge mod vinden, i stormfulde stræder Ved Belle Isle, eller rundede Kap Horn. Hvide fjer i sneen, som Golfen kræver, Og en gammel mand drevet af Passaterne Til et søvnigt hjørne.
Husets lejere, Tanker i en tør hjerne i en tør tid.
- T. S. Eliot.
mvh Simon
Redigeret af Simon (01/01/2020 22:40)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28959 - 02/01/2020 16:06
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.: Lidt til de store øjne & ører, en essayist og humorist med et distanceret forhold til selvhøjtideligheden, hvad der her mellem enkelte svært lidende, nok kunne lyde som advarsel men ikke er det. Der er såmænd blot tale om befriende læsning til natbordet, ved siden af hvilket, vi horisontalt klukker af fryd med fare for et blåt øje fra albuen (der aldrig snorker) - ikke at albuen her lider af den slags, nej, den reagerer bare spontant på pludselige udbrud. Men fordi vi har brug for latteren, bl.a. som middel mod forskellige former for svær selvbeundring, der i visse tilfælde minder om narcissisme; jeg ligefrem mistænker den at kunne udkonkurrere barbiturater, der jo skuffer mange natborde så dybt, ved blot at tilføre et godt skvæt whisky en smule god lekture. På litteraturprogrammet Babels hjemmeside faldt jeg over dette klip, jeg så forestiller mig ’er hvad du får’, eller som Charles Schulz ville ha’ sagt: As you like it, Charlie Brown – forfatteren er fra tiden hvor vi ved siden af rappe Anders, slugte Peanuts-bøgerne: https://www.svtplay.se/klipp/21691982/jessika-gedin-traffar-david-sedaris--hela-intervjun?start=autoI WA 51 læste jeg (og for øvrigt i rørende enighed med Alain Finkielkraut) Aske Muncks artikel ”De rigtige meningers diktatur”, der er lige til at få det helt dårligt af, netop p.a. den selvalvor der truer den indforståede raffinerede humor, ironi og sarkasme med gabestokken. Her er der ydermere noget at være opmærksom på, i det nye år som for fremtiden – der er vel heller ingen grund til at enkelte skuldre som Alain Finkielkrauts, skal bære tankebyrder samfundets øvrige har et medansvar for. mvh Simon
Redigeret af Simon (02/01/2020 16:09)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|