Morn' RM..

Ja, en lille spirevip med sol i øjnene, måske ikke før kaffen og den første smøg slog lamellerne op, men sådan har mange det. Det er godt der findes ordspirer, du er jo selv én dér i bedet, idet disse får os til at le og smile i en verden der ikke just er det rene lagkage, hvilket også ville ha' været yderst ubehageligt, dog er en smule flødeskum i ørerne jo ikke at kimse ad. Apropos sner det lystigt så nisser hopper i maven, om ikke længe er landskabet skummende hvidt, så blir der jo nok lidt til ørerne.

Jeg tror noget af det dejlige ved Jac, var sindet man finder hos så mange mennesker, denne evne til at se flersidet på situationer med nødvendig humor. Måske i virkeligheden ikke mange digtere har dette træk, og så alligevel, ser man godt efter. Det ka' jo også gå hen og blie ren flødeskumslyrik, eller så gråt, at selv sortsynet forsøger at undslippe. Har du læst En årstid i helvede af Rimbaud?

Med solen i ryggen
går vi ind i en skov
af høje fyrtræer.
Hvor er det heldigt
at den side af stammerne
som solen skinner på
når vi går ind i skoven
vender ud mod os
når vi har solen i ryggen.

- Henrik Nordbrandt.

En tur med Jac i solen mens rødder knager med sne på luen, det er nu godt for hovedet. Så nu ka' de godt fjerne hjulene under skiene, de tossehoder..;)

mvh & gomorgen
Simon

Ohøj i sneen, RM..

Blomstrende kollektiver endnu uden tv-apparaters knurren, vækkeure og afventende morgenhår i køkkenet, lånte sokker og flagrende bukser på cyklen tyve minutter i, beslutninger på fællesmøder med urtete og bagværk til de strikkende der strak’ sig langt; kvasipsykologi og horoskoper i festlige nætter med humørbomber i fuldemandssnak, hvor gl. og ny kærlighed dansede forholdsvis tæt p.a. maven til musik der får blodet til at bruse i endnu levende; hverdagsaftner var helligdom som i al familieliv, med hængehoveder på bordlamper over Thaysens 2’ evangelium, og så utrygheden ved fraflytning, nye rammer med smukke blanke øjne over godnathistorier efter grin og sjov på daset, nu uden morgenkø af forsovede øjne endnu nøgne, langt senere kun set bemalet efter aftale, lovformeligt påklædt en anden tids signatur. Men ismetidens farverige ordsmede virker stadig, her i en anden, stivnet i nye navneord …

Sjæl

Du spørger
hvordan ser det ud
kærlighedens foster
og definitionen af et savn:
små fisk i urørt vand
og ingen der griber dem
Grønt løb over bladene
langt inde i skoven
heden trykked på øjnenes hvidhed
som åkander lod de sig
trække ned under vandet
Ellers intet
Intet at se
Intet
ingen vorter
at lugte
ingen påviselig hæslighed:
intet bevis på sjælens eksistens.

*

Barndom

Som en slikken kat
som en lomme med smuler
skærmydsler en hed aften
er tankerne om dengang
Min mor sagde –
min far gjorde –
som et par uknappede bukser
gabed den svigtende forstand.

Ellers
hvem husker
Borge af frygt
sale for umælende
og flygten ad mørknende gange
barnet skreg i floden
og ridderens rustning var blodig
Liget blev aldrig fundet.

Selvfølgelig
barndom af spande af sand
af dage ved stranden
og havet
der altid var villigt
fred købt for oceaner af vand
Men ti år kun
elleve
og kærlighedens fordrivelse
fra det jættede land.

Var det trygheden
sat i system
var det jorden opmålt
holdt fast af små hænder
hvorfra da denne uro
af kæppe
og ikke forklarede søstre
angst
som trækken fra mørke kroge
og fugten bag møbler
høj tale og hårde hænder
værelsets manglende mening.

Min mor sagde
der var skum på vandet
angsten var som en stinkende klud
Der var løst henkastet tøj
fra andre
blodige ting henstillet i vandfade
og kvalmen ved grød
Det og så oprevne frøer
ransagede for køn.

Selvfølgelig
intet gror under paraplyer
papegøjer kan ikke bruges
i det daglige
selv maddiker
begraves i bjerge af kød
som ekko af grønt
for at at lyde som skud
af spy i en senere sommer.

Du kan råbe af fuld hals
putte livet i alle lommer
og have del i alting
Du kan synes i komiteer
tilklistres i konvolutter
hvad du er
og har lært:
en parentes kun
om splintrede brøker.

Og forklarelsens bjerg
med tavler og flyvende fugle:
den afpudsede længsel
alderens affekt
og den dumpe uvilje
mod sin kvindes frugtsommelighed.

*

Til tjeneste

Kedlen
de grynede morgener
i ufremkommelige køkkener
blandt overmodne håndklæder og undersøiske tandbørster
krummers frafald og madreverenser
kedlen – dens fugtige arier optrævlinger
dens råbs aflejringer laryngale pagoder
dens atmosfæriske indvolde alle dens rablende
etager og dertil dens håndtag midt i
Ã¥synet
og dens generationer af vand og
non-stopfødsler.

Er der mere
end den akustiske forgræmmelse
en keddel i slægten
kryptisk heraldik med håndtag i
de fælles køkkengrave.

Eller skoen
dens konvulsiviske sved
dens grimasser mod jorden
dens sammenstyrtninger under sengens dens
fodhøje vrag løsnet fra benet
dens læderpolypper og svælg fuld af tæer
dens hug mod de øvre fjender
og dette hul over brystet hvor snavset
vandrer ind i organismen.

Er der et særligt kollektiv
ensemble for strømper og stigbøjler
et skib under knæet med
blodmatroser.

Eller askebægret
dets fjendske middelalder
hvor alt synker dødt tilbage
dets kreds af døvede fingre
dets aldrig færdiggjorte ofringer
cigarers anfægtelser daggamle tændstikker
cellofanstumpers nedlagte øjenvidner
dette askebæger podet med knappenåle og
annullerede hægter.

Eller skeen
denne skygge under ganen denne
tynde båd
under spyttets brændinger opsamlinger
over tænders stiklinger
bundgarnspæle denne ske med falske ladninger
over halsens næste afgrund.

Eller
er der en særlig kontakt med dit øre
som jeg løber mandskab imod
er der et særligt sted for den udtrådte lyd
et andet reservat for udtalelser
en hvisken uden voks
betroelser uden små hår
en glorificering af oplysninger
kan der trænges ind med denne forløftede stemme
i dit øres svimmelhed
og gyroskopiske tildragelser
kan jeg løbe forståelserne af mig
opslidsede rørelser
inficerede vokaler forlæns udtalelser
ind i dit kejtede hoved ind
under hårets rampe og forlængerskilning
kan der udrettes noget
tjenes til en side
på denne vor rynkede millimeterafstand

*

Ungdom

Efter et år i regnfrakke følger
ungedragten lange ben i
ét og et stykke træ i knæet til at bøde
på fugtigheden fra optrækkende u-
vejr Dertil stikkende øjne heri som den
gamle hun men uden dennes
klassiske fornemmelse af oplagthed under
vingen og de små sære ryk hen
under aften Ud med efteråret erhverves en
hel del fra de gamle hanners værk-
tøjskasse brokbind pletfjernere overvægtige næse-
klemmer men ikke mindst evnen til
ubemærket at se tilbage (hvis der kastes med fløjter
fra et ukendt baghold) I den anden vinter
udstyres de med en varig dragt
af krympet gardin og et selvvirkende råb
i ryggen I reglen forsamles de som andre blinde i
fodgængerfelter hvor de hepper ad
rødt og fælder hår langt ned i underverdenen
Det følgende forår er de
yngledygtige men kan
da allerede ikke mere skelnes fra omgivelserne
opstandere sæbekasser på kørebanen
og andre ting hastigt pakket
ud i løbet af natten.

- Jens Ørnsbo.

mvh
Simon

Endnu et par alvorssmil fra pennen der graverer minder med indsigt i samfundsliv og menneske-lighed, sagt med taknemligt smil …

Frelsens Hær

Forordning af brødre og søstre
kroniske postgang fra Gud
Frelsens Hær på kolde torve
med ondt for trommer
Frelsens Hær opfordret med messing og
medistermundstykker
March og muskelsvind
nadver feltkøkken.

Kommer – –
de småtosset snakkende
de uvillige mødre mumievækster
uden fortovsekko kroppe med hårene indad
os der gaber i siden
os med aftryk af ukendte instrumenter i
ansigtet skrammelfolket
alle klumper i forstaden.

Frelsens Hær vaccinerer mod hestelængsler
overilede indvolde
dræner byen for fejlslagne duer
bortfører i taxa til brændende buske
Uddeler medaljer blikrender
sætter gyldne plastre i omløb
ferniserer ormstukne træben iklæder
sølvundertøj med dobbeltbund
Fordeler frelserekstrakter lavendelbure
udstyrer med små bitte kropsløgne
tilrider gebisser korsetter
Frelsens Hær hjælper mod uren hud.

Men Skrammelguden
de skæve indvoldes Gud
Gud for alle kroppe fulde af jord
for lungernes jodsemestre
for neglerødder plantet på ufrugtbare fingre
for migrænen ned ad ryggen
for alle disse hjernerystelser registrerende støvets
slag mod skabene
– opslår sine lejligheder højovne
tæller sine kroge rudimentære faldlemme
alle ujævnheder i væggen
Et forsyn med hårede fingre gror
i nattens apotekerluger.

Efterårsuvæsen
regn gennem alle døre
skærmydsler pulterkamre med uafhentede æg
Frelsens Hær i tjærekamre
sjælens udhuse
søger de højt over knæene sammenstyrtede
de blodige herbarier
udskiller fra bjælker vulkaniserede
kranier hoveder
der gynger mellem ørerne
vander de dødes tøj de udtørrede mundsystemer
To indre gravide overføres
til Frelsens Hærs kæphesteafdeling.

Aftenen går sine sære veje
sporvognsnettet er fuldt af hatte
kanalerne bugner af åbnede handsker og
lommetørklæders bøjer
brevkasserne fremviser de sidste ikke
undslupne fingre
Søjler af kød bryder sammen i natten
blandt møblers kassematter
smil kun bestyrket af tænder
knager til hovedets opretholdelse
nakkelyde og tungebesvær
trediesalskatakombe
påskemorgen med sten for døren.

Aftenudrykning
ind blandt tapeters udrugede blomsterbrusk
og affolkede skjorter
Frelsens Hær med taktiske trappestiger
hatteæsker
trænger frem i alle gråspurveretninger
lukker hænder op
fjerner indlæg af armhulerne
luger blandt neglerødder
tager gafler ud af ansigterne
bringer for dagen det sidste kanarievanvid
bemaler med læbestifter de vaskede
døde.

Og Gud klistrer i køkkener
hænger spyt i dørkarme
opslår sine korslagte naglekabinetter
mætter brevkasserne med puder
drejer fingre om i nedgroede badeværelseslåse
stoler på sine opbrudte gasovne
og oktobers videre rent
statistiske forløb.

Og videre
Frelsens Hærs koloniserede accelererende
resterende kludeforstyrrelser gøgefornemmelser
Naboer kaldt ud af planker
til justering
familier med én nyre og endnu andre ukendte
medlemmers medlemmer til auktion
forkølelsesinvaliderede
krabbebugede lokale sammenbrud
nedlagte enker
Frelsens Hær pudser de skjulte kridhvide hunde
beskærer briller
tager klæbestrimler af potteblomster
fjerner fingeraftryk fra lofters glaserede tuer
En orgelgud trøster venter
på Frelsens Hærs oplagringsplads.

Men senere bagefter
hvem svøber i papir
tager ud af tønder og skabe
sække der intet husker
hvem lægger ind på trappeopgange
en nøgenhed kun iført salt
hvilken flueomsorg
hvem hjælper efter sæsonen
når Frelsens Hær er draget sydpå
for vinteren.

*

Til min fader

Et helt hospital til det
og intet håb på parkeringspladsen operationen
begynder på trapperne man lægger
bevidstheden i garderoben og rækker ud efter
en fremmed luftart (snoren i væggen)
Helt fremme står stolen
til blinkerøjet.

De har fundet en dødelig
naturlov inde i dit hoved og en stump af
en kam i din mund Hver dag
åbner de grinende din seng lægger benene
ved siden af dig og tøjstykker du
nægter at være sammen med For enden af lommelampen
har de arrangeret en sammenstyrtet finger
og klumpen af en pupil.

De har anbragt en lam ved din side
en lam med en sprængt galoche i hjernen
og en sved der ikke kan komme
af stedet Jeg fører en finger op til din næse
og skægget forlader det synkende
ansigt I fodenden sidder en måge og
våger over din negl.

På hovedpudens lærred kører en revu forbi
hvor er jeg i filmen jeg
griber om mit eget fødselsgrin igen er jeg en
rejsende i din lejlighed en repræsentant inden døre for
skrig og madrester
udsending fra de søvnløses folkeregister
et stykke påfyldt hud
der æder af møblerne, ved højlys dag
en småmand der forgæves leder efter
din hånd i skufferne denne hånd
i tide rejst væk på en lastbil.

Kun din fjernskrivertunge
afstedkommer nu opråbene: at der ligger en
svensker under sengen og at der også er plads
til overlægen i fodenden At persillen
ikke kan være i natbordet for papillotterne at
der til stadighed er kortslutning i
radiatorerne at amerikanerne har købt hospitalet
og gebisserne først vender hjem langt hen
på morgenstunden.

Og jeg indser instruksen ser
at månen er overvægtig og at man ved siden af
bruger en harmonika som iltapparat
Med en varmedunk bundet fast på ryggen springer
jeg bort, trækker en døende kridtstreg
efter mig hen af de blissede gange afskediger mine sko
på stående fod og mens man flager
med karklude stiger jeg som en ny Kong Nonsens
ned ad de røde gelændre
med affald i knaphullet, trænger mig frem mod udgangen
med kroppens refuservand, mod porten
hvor man tapper lyd af ambulancen, fortsætter langs
træerne med det grønne vasketøj og ud
med min gallaoverlæbe i byens
spilledåse.

- Jess Ørnsbo.

mvh
Simon
P.s.: musisk inspiration: Eliane Elias’ Made in Brazil..

Hej Simon

Også jeg smiler taknemligt og takker for præsentationen af Jess Ørnsbo. Jeg kender lidt til hustruens forfatterskab, hvor jeg i 1990 blev totalt forført af hendes roman Klædt i purpur.

På YouTube befinder sig et virkelig skønt portræt-interview med parret fra Louisiana Literature festivalen 2016, hvor fruen beskriver sig selv som Prinsesse Sukkergodt med barberblad, og både kærligheden og humoren bobler hos dem begge ... :)))


Umage par

Selv i skriftens retning
modsagde de hinanden
hendes kælne hælden
mod højre
hans stædige søgen
mod venstre
hendes hastige sløjfer
og sving
hans nedstregers
fasthed
…

De burde for længst
have opgivet alt
blot have strejfet
hinanden i drømme
med det absolut
yderste led
af en ringfinger
Og alligevel
de fortsatte
fortsatte

Dorrit Willumsen

... også tak for bossarytmerne :))

Midnatshilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja, det tror jeg - hvor er sukkergodt med barberblad også en herlig indtaget position. En dejlig digter, Ørnsbo, selv om han ligesom Inger Kristensen pludselig fik et lidt andet men her bare fornavn. Jeg husker ham fra fællessokker-tiden, bofælles- eller kollektivtiden med alle de farverige mennesker hvoraf en del læste litteraturvidenskab og havde poesi på næsen..;)

mvh
Simon