Hej Simon

Lige et par ord til natten ...


HER

Jeg kom her for at tælle klokkerne,
som lever i havet,
som ringer i havet,
derinde i havet.

Derfor lever jeg her.

Pablo Neruda (fra "Sidste digte" 2004)


Go'nat og sov dejligt med nissehuen på puden :))
RoseMarie

Hej RM..

Med tak for Neruda, lidt fra denne mærkværdige sangerinde, der gerne optræder i kunstfærdige rober med de mest storslåede prikker over i’et: en helnode iført g-streng med nissehue, kort sagt en nissekone! – men leveringsdygtig i en ofte inciterende rytme der straks griber hjertet på dets vej henover nodelinjerne; ja det de færreste nisser der ka’ stå stille når dén frue først sætter i gang. Særlig husker jeg én LP, Living My Life, der vel nu er druknet i en omfattende produktion: https://www.youtube.com/watch?v=ok8SWAJwNzY

mvh
Simon

Lidt flere fastlåste øjeblikke fra Raymond Carver – øjeblikke i en tid jeg glæder mig over ikke forsvandt, fra mig som først nu oplevede dem:

Gaven

Til Tess

Det begyndte at sne i aftes. Våde flager
faldt ned forbi vinduerne, sneen dækkede
tagvinduerne. Vi så på det et stykke tid, overraskede
og lykkelige. Glade for at være her og ingen andre steder.
Jeg fyldte brændeovnen. Drejede på spjældet.
Vi gik i seng, og jeg lukkede straks øjnene.
Men af en eller anden grund huskede jeg,
før jeg faldt i søvn, scenen i lufthavnen
i Buenos Aires den aften vi tog afsted.
Hvor virkede stedet dog roligt og forladt!
Dødstille bortset fra lyden af vores motorer
mens vi bakkede væk fra gaten og
langsomt taxiede ud af startbanen i let sne.
Vinduerne i terminalbygningen var mørke.
Ingen at se, ikke engang noget jordpersonel. ˶Det er som om
alting sørger˝, sagde du.

Jeg åbnede øjnene. Dit åndedræt fortalte
at du lå i dyb søvn. Jeg lagde en arm henover dig
og forlod Argentina til fordel for at genkalde mig et sted
i Palo Alto hvor jeg boede engang. Ingen sne i Palo Alto.
Men jeg havde et værelse og to vinduer der vendte ud mod Bayshore-
motorvejen.
Køleskabet stod ved siden af sengen.
Når jeg blev dehydreret midt om natten
kunne jeg slukke tørsten bare ved at række ud
og åbne døren. Lyset indenfor viste vej
til en flaske koldt vand. Der var en kogeplade
i badeværelset nær ved vasken.
Når jeg barberede mig, stod gryden med vand og boblede
på spiralen ved siden af krukken med pulverkaffe.

En morgen sad jeg på sengen, påklædt, nybarberet og
drak kaffe og udskød det jeg havde besluttet at gøre. Til sidst
drejede jeg Jim Houstons nummer i Santa Gruz.
Og bad om 75 dollar. Han sagde at det havde han ikke.
Hans kone var taget til Mexico i en uge.
Han havde dem simpelthen ikke. Han havde ikke nok til resten
af måneden. ˶Det er helt i orden,˝ sagde jeg- ˶Det forstår jeg godt.˝
Og det gjorde jeg. Vi snakkede lidt
mere, så lagde vi på. Han havde dem ikke.
Jeg drak det sidste af kaffen, stort set i samme øjeblik som flyet
lettede fra startbanen og fløj ind i solnedgangen.
Jeg vendte mig om i sædet for at kaste et sidste blik
på lysene i Buenos Aires. Så lukkede jeg øjnene
og begyndte den lange tur hjem.

Her til morgen er der sne overalt. Vi taler om det.
Du fortæller mig at du ikke har sovet godt. Jeg siger
at det har jeg heller ikke. Du har haft en skrækkelig nat. ˶Det har jeg
også.˝
Vi er usædvanlig rolige og kærlige mod hinanden
som om vi mærker hinandens vakkelvorne sindstilstand.
Som om vi ved hvordan hinanden har det. Det gør vi
selvfølgelig ikke. Det gør vi aldrig. Det gør ikke noget.
Det er ømheden der tæller. Det er den gave
der her til morgen bevæger og omslutter mig.
Det er det samme hver morgen.

*

Kolibri

Til Tess

Lad os sige at jeg siger sommer,
skriver ordet ˶kolibri˝,
lægger det i en konvolut,
bærer den ned ad bakken
til postkassen. Når du åbner
mit brev, vil du huske
dengang og hvor meget,
ja, hvor meget jeg elsker dig.

*

På udkig efter arbejde [2]

Jeg har altid gerne villet have bækørred
til morgenmad.

Pludselig finder jeg en ny sti
til vandfaldet.

Jeg begynder at gå hurtigt.
Vågn op,

siger min kone,
du drømmer.

Men da jeg prøver at stå op
tipper huset.

Hvem drømmer?
Det er middag, siger hun.

Mine nye sko venter ved døren,
de skinner.

- Raymon Carver.

mvh
Simon

Hej RM..

God jul til dig og dine – med lidt fra IC, der skrev:

Sig mig
at tingene
taler
deres eget
tydelige
sprog.

- Eet er i hvert fald sikkert, digtene her i tråden taler deres eget tydelige sprog, og indtrykket blir tit, at de gør det uden hensyn til penneføreren – der også skrev:

Sneen
er slet ikke sne
når det sner
midt i juni

Sneen er
slet ikke faldet
fra himlen
i juni

Sneen er
selv steget op
og har blomstret
i juni

som æbler
abrikoser
kastanier
i juni

fare vild
i den rigtige sne
som er sneen i juni
med blomster og frø

når man aldrig skal dø.

- Jeg har muligvis ikke oplevelsen af Junisneen nu, men så igen har jeg heller ikke oplevelsen af decembers, og stiller mig tilfreds med frømænd og koner p.a. årstiders genopståen.
Genopståen er sket et utal af gange her i tråden, Sylvia Plath står lyslevende foran sine bistader og ser solnedgangen i øjnene. Ak ja, men hvilken solnedgang, faktisk er det sjældent jeg har læst noget mere livsbekræftende end hendes smukke digte. Det samme kan siges om Inger Christensen, Poul Borum og et utal af andre små sole, der skinner i øjnene på os her og dér, netop i kraft af disse små fødsler, der synes at blive ved i det uendelige. Så tak for dem, RM…og god jul, med gås, and og gris, eller hvad der nu måtte glæde ganen ;)

Bedste hilsner
Simon

P.s.:

Endnu et godt bud på en julegaveidé: Svetlana Aleksijevitj’s Secondhand-tid – erindringerne om Sovjettidens drømme om det nye menneske, der endte i noget nær et mareridt for et utal af mennesker. Det er en forrygende fortælling, man kan ikke andet end unde hende sin store pris…;)

mvh
Simon