1
registreret
(1 usynlig),
818
gæster og
160
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26953 - 25/02/2019 15:56
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.: .
Med tak for fin poesi fra det poetisk dryppende Sverige, hvor selve sproget ka’ være musik, hvorfor lidt poesi på tungen jo hurtigt ka’ ende i en fest for Apollon. Svensk folkemusik og teater har vist alle dage været noget for sig; dér spilles der stadig mange komedier under det lyseblå tag i lune sommeraftner – som egns- og friluftsteatre i det danske engang var mange skuespilleres liv og brød, med fast pianist, piber og trommer, i den skuespiltradition der over det meste af Europa var en blomstringstid ind i det professionelle. En gl. ven, rejste engang rundt med hestevogn i Irland sammen med en gruppe irske folkemusikere (bl.a. Mary Black), det var et liv fra hånden til munden til godt hen på vinteren, men hvilken erfaring han fik med sig! – et liv der til forskel fra kreditforeningslån, ikke isolerer folk bag tv-skærme, og hvor der med ordet ’fest’, ikke menes ”gajolsprut” injiceret via portocat med Youtube nonstop i ørerne!
Næh tak, og må vi så få lidt poesi..;)
DU KAN trygt traktere mig med sne: hver gang jeg skulder mod skulder gik med morbærtræet gennem sommeren skreg det spædeste blad.
*
I FLODERNE nord for fremtiden kaster jeg garnet ud, som du nølende tynger med skygger skrevet af sten.
*
FORAN DIT SENE ANSIGT, ene- vandrende mellem nætter som også forvandlede mig kom noget til at stå, som allerede engang var hos os, u- berørt af tanker.
*
VINGENAT
Vingenat, kommer langvejs fra og nu for altid spændt ud over kridt og kalk. Kisel, som ruller mod afgrøden. Sne. Og endnu mere af det hvide.
Usynligt, det som syntes brunt, tankefarvet og vildt overgroet af ord.
Kalk er. Og kridt. Og kisel. Sne. Og endnu mere af det hvide.
Du, ,du selv: lagt i det fremmede øje, som overskuer dette.
*
ET BLAD, træløst, til Bertolt Brecht:
Hvad er det for tider, hvor en samtale næsten er en forbrydelse, fordi den indbefatter så meget sagt?
- Paul Celan.
Apropos teater, ser vi atter Wieds' Livsens Ondskab og begejstres endnu en gang over Elith Pios og Carl Ottosens sublime skuespilkunst, når de siddende dér på bænken drejer menneskevæsnets allerinderste så langt op i hjørnet, at selv fluer glemmer at gnubbe ben. Det er som et skuespil på det kgl. teaters gl. scene, hvor alle leverer deres karakter så autentisk fra et sted i baghovedets skjulte lager af teatererfaring, at det samlet ender i en symfoni for alles øjne og ører – og en oplevelse der ku’ lede tanken over på samtalen mellem Johs. Sløk & Ebbe Rode i bogen Det at være skuespiller, med det professionelle teaterhåndværk som en illustration af modsætningen mellem det at være og det at vide, hvordan en karakter præsenteres med størst overbevisning. Den dygtige skuespiller Ebbe Rode ville fx sagtens kunne ha' præsenteret neurotikeren, uden altså selv at være én – set i forhold til filminstruktører der farer rundt og leder efter karakterer/personligheder. Også her ka’ man ha’ fornemmelsen af at det drypper lidt mere nordover...
mvh Simon
P.s. Kender du forøvrigt Lars Gyllensten?
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26972 - 27/02/2019 04:50
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go' tidligmorgen Simon
Nej, jeg kender ikke Lars Gyllensten ... endnu. Meen det kan jeg jo hurtigt komme til, når du nu gør mig nysgerrig som en anende opdagelsesrejsende. Her må vi fra morgenstunden og i morgengryet følges med IC på en af hendes opdagelsesrejser under varmere himmelstrøg ... og jo, mon ikke vi før har rejst sammen med hende her på dette strøg i landskabets tid side om side. :))
Det er landskabets tid. Time efter time ligger landskabet og betragter os, mens det gør sig sine egne tanker, fortrinsvis i form af græs. Af og til sætter det en menneskehed i verden; formodentlig i håb om at kunne tale. Så ligger sumpene og venter, mens de forsyner pilekrattet med vand, og blomsterne driver rundt i flokke og gennem det ene århundrede efter det andet, og bjergene holder sig oprejst lidt endnu. Du kan sikkert huske landskabet et bestemt sted på jorden, om formiddagen, en søndag f. eks., mens fisken stod stille i vandet, og der kun lød et enkelt højt råb, som der ikke kom noget svar på. På samme måde bliver du pludselig en morgen standset af en blomst, som kigger nysgerrigt på dig. Hele det omkringliggende landskab holder vejret. Men det eneste du kan er at længes efter regn. Sådan bliver vi ved med at være en tilfældigt forbipasserende menneskehed, der overfaldes af kærlighed og forstummer. Så begynder græsset forfra. Og planterne som er Guds blanding. Palmerne som bliver anbragt i den gamle fabrikshal. Træhusene som vi kan tage på os som frakker. Stenene der går videre som sko. Uendelig langsomt. Landskabet, der læger alle sår. Længe efter du er død.
Inger Christensen
Nyd dagens lys og de mange vintergækker i græs på din vej i dag
Bedste hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (27/02/2019 04:53)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26975 - 27/02/2019 08:31
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’ RM..
Det er jo det rene forår! Man tror ikke sine små blå og venter hvert øjeblik at se sneen dynget op i vejkanten; men nej, solen stråler frejdigt som om intet var hændt, og træerne ler; om lidt aser et kortkjolet smil op over bakken bag en blomsterkurv - Sibirien er gået i blomst, har viftet kulden af sig som en bister skolefrøken; og vore dyner hang skræppende i vinden da vi i går tog til frokost på en safrangul café. Dér sad vi, fire par solbriller mellem borde dækket med lutter smil – ak ja, fra efterår til forår, sukkede nissen ved sig selv…
Den glade sommer kommer
- på melodien: Fò alje di små blomster dæ dov æ tè i år
Med alle de tro sange som bøg og birk i rus, af alder, det er ikke til at tro, vi ser os bort fra regnen som barnelysets sus, kysser kind og bygger så en bro; ih hvor din strand er gået hen, jeg ser på vores ur, det leger så dramatisk, det er sgu vores tur. Jeg drømmer på tå, åh sommer højt i strå, – vi vimser nymfe og kys nu står det i brændt; sommeren er madding, nu står vi rejsen tændt.
Og teltene de rejses i græsset med et hop, der hvisker en vind der aldrig vil stoppe; vi bager vort brød over ild og sender øjne til sol, og ser os, som børnene der lever, og biernes vej de driller på morgenbordets dug, med gæve spor, vi misunder deres spor og sug. Jeg drømmer på tå, åh sommer højt i strå, – Kom alle ud, nu vandet slår smut og leger farve; gå i stenenes lys så finder vi en have.
I musikkens stød der tralles skrap, som den kan samle, ej rådvild såmænd nu kendes ingen våger; stå blot i din dans ingen grund til at famle, nu kommer værdighedens lyse tåger. De gamle viseskrøner, der var kvinder og så mænd, så blev vi allesammen, et godt robust særkendt. Jeg drømmer på tå, åh sommer højt i strå, – De gamle viseskrøner, der var kvinder og så mænd, så blev vi allesammen, et godt robust særkendt.
* Dagens dejlige omsorg, middagsluren
Først frokostpausen, så fantasisøvnen, herligt.
Alle disse drømme over Sundet, vi sad dér Malmøsyngende.
Bølgerne af snaps der ville være med, i et vuggende skib.
Men storme vil lægge sig, stjerner skyde til masten. Vores lille jordiske cirkus, et kaos af bevægelighed.
Så pludselig flød vi sammen, og skillelinjen åbnede sig som solen.
- Jac.
Hr. Gyllensten hører her til blandt yndlingene; slet ikke umuligt han vil stå sig godt til natbordet dér, han er tilmed oversat til sproget du måtte ønske, men hvorfor ikke synge med på det svenske - indtil naboer ringer eller du får en albue fra sidemanden..;)
Bedste solhilsner.. Nissen
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26979 - 28/02/2019 13:02
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.: Efter en badstuesang i Carlsbergs grønne lund, en tsunami udsletter billederne - med mere ... Dagen derpå!!! Jeg skal hilse dig fra dem alle, dette lys igennem malerierne. Og så husker jeg alligevel intet, mit sprog stod under øllet, dette lys igennem malerierne. Jeg skal hilse dig fra dem alle, bekendtskaber der har stået livet på, farver og lys, der ikke kan gentages. Og så husker jeg alligevel intet. * Det er sådan en blid Cornelis aften Jeg lytter bare og glemmer mig selv, tænk at gå så tæt til benet, værtshuse og sommer svømmer i mig, alting vigter inderlighed. Varmen har nået sine højder nu, der tændes for alle utydeligheder, kvinder og myggestik vækker mig, stolen må sættes i skyggen. Sikkert bader de derude, men jeg nåede dog fodbolden med elegance, den tid af ungdom og småforlovelser, men træet tæller ringe nu. Vandet i dets ekstase, sommeren flår os alle, synet står for. - Jac. Dansk litteratur: https://filmcentralen.dk/alle/film/dansk-litteraturmvh Simon
Redigeret af Simon (28/02/2019 13:08)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|