|
0
registrerede
82
gæster og
1072
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.: .
Med tak for fin poesi fra det poetisk dryppende Sverige, hvor selve sproget ka’ være musik, hvorfor lidt poesi på tungen jo hurtigt ka’ ende i en fest for Apollon.
Svensk folkemusik og teater har vist alle dage været noget for sig; dér spilles der stadig mange komedier under det lyseblå tag i lune sommeraftner – som egns- og friluftsteatre i det danske engang var mange skuespilleres liv og brød, med fast pianist, piber og trommer, i den skuespiltradition der over det meste af Europa var en blomstringstid ind i det professionelle.
En gl. ven, rejste engang rundt med hestevogn i Irland sammen med en gruppe irske folkemusikere (bl.a. Mary Black), det var et liv fra hånden til munden til godt hen på vinteren, men hvilken erfaring han fik med sig! – et liv der til forskel fra kreditforeningslån, ikke isolerer folk bag tv-skærme, og hvor der med ordet ’fest’, ikke menes ”gajolsprut” injiceret via portocat med Youtube nonstop i ørerne!
Næh tak, og må vi så få lidt poesi..;)
DU KAN trygt
traktere mig med sne:
hver gang jeg skulder mod skulder
gik med morbærtræet gennem sommeren
skreg det spædeste
blad.
*
I FLODERNE nord for fremtiden
kaster jeg garnet ud, som du
nølende tynger
med skygger skrevet
af sten.
*
FORAN DIT SENE ANSIGT,
ene-
vandrende mellem
nætter som også forvandlede mig
kom noget til at stå,
som allerede engang var hos os, u-
berørt af tanker.
*
VINGENAT
Vingenat, kommer langvejs fra og nu
for altid spændt ud
over kridt og kalk.
Kisel, som ruller mod afgrøden.
Sne. Og endnu mere af det hvide.
Usynligt,
det som syntes brunt,
tankefarvet og vildt
overgroet af ord.
Kalk er. Og kridt.
Og kisel.
Sne. Og endnu mere af det hvide.
Du, ,du selv:
lagt i det fremmede
øje, som overskuer
dette.
*
ET BLAD, træløst,
til Bertolt Brecht:
Hvad er det for tider,
hvor en samtale
næsten er en forbrydelse,
fordi den indbefatter
så meget sagt?
- Paul Celan.
Apropos teater, ser vi atter Wieds' Livsens Ondskab og begejstres endnu en gang over Elith Pios og Carl Ottosens sublime skuespilkunst, når de siddende dér på bænken drejer menneskevæsnets allerinderste så langt op i hjørnet, at selv fluer glemmer at gnubbe ben.
Det er som et skuespil på det kgl. teaters gl. scene, hvor alle leverer deres karakter så autentisk fra et sted i baghovedets skjulte lager af teatererfaring, at det samlet ender i en symfoni for alles øjne og ører – og en oplevelse der ku’ lede tanken over på samtalen mellem Johs. Sløk & Ebbe Rode i bogen Det at være skuespiller, med det professionelle teaterhåndværk som en illustration af modsætningen mellem det at være og det at vide, hvordan en karakter præsenteres med størst overbevisning. Den dygtige skuespiller Ebbe Rode ville fx sagtens kunne ha' præsenteret neurotikeren, uden altså selv at være én – set i forhold til filminstruktører der farer rundt og leder efter karakterer/personligheder. Også her ka’ man ha’ fornemmelsen af at det drypper lidt mere nordover...
mvh
Simon
P.s. Kender du forøvrigt Lars Gyllensten?
|
|
|
|
