Go'morgen Simon

Og tak for al din åndelige føde, som jeg mætter og varmer mig ved ... og især i dag efter denne fredag-den-trettende. Det påvirkede mig i allerhøjeste grad, og jeg havde selv svært ved at finde ord for den grusomhed, som var hændt.

Jeg søgte derfor som vanligt over i poesien, og Morten Nielsens ord var også min første tanke ... og Halfdan også. Men det var faktisk også svært for mig at samle mine tanker til koncentration og konstruktiv søgning og læsning i poesien. Derfor blev det lige netop disse kendte og elskede ord af Morten Nielsen, jeg hele tiden vendte tilbage til.

Og i mit inderste og af hele mit hjerte var mit håb, at et eller andet sted derude måtte der også være mange andre, som fandt disse kendte og dybe ord frem i tankerne ... og i hvert fald var jeg ikke i tvivl om, at der i hvert fald var én anden Tak ...

Ja, det må ikke ende her i grusomheden. Fortsættelsen af det gode som det største, er også det største våben mod håbløshed og afmagt, og derfor også det eneste vi har at gøre. Kærligheden ér større, og den ér det støste.


På tavse sider af skum
står et sort skib
ud af natten.
I det rosa daggry
fyldes himlen med horisonter.
Med bevidstheden i behold
vågner besætningen
af drømme ...

Besat af begyndelse
ser den blinde billeder
af skabelsens sammenhæng.

Rolf Gjedsted


Dérfor kan jeg i dag også kun slutte med ...

En varm og kærlig hilsen til dig fra
RoseMarie

Godaften i natningen RM…

Ja det var en modbydelig aften for de fleste af os, og det tar selvfølgelig lidt tid før vrede og sorg får ansigt og ord, med hvilke vi jo formulerer indtryk fra oplevelsesrummet. Mange digtere vi her har strålet os lidt i, brugte ret meget tid på den slags, og jeg ved ikke om ligefrem ordet ’genbrug’ vil være på sin plads, deres situationer var jo ikke vores og er muligvis derfor ikke beskrivende. Men enkelte strofer kan jo være rammende på noget der træffer os, noget der plumper beskidt ned imellem os og som vi må tage stilling til, fordi det truer trygheden i vores sociale miljø. For vi kan jo ikke ha, at vores børn ikke kan tumle frit og trygt omkring til måske nok så ”umusikalske” forestillinger, for deres nydelse er vores, og miljøet er vort fælles livslegeplads, ét vi må passe rigtig godt på.

En masse politiske løsninger træffes jo nu, det er i situationer som disse, at politikere må vise deres værd, vise sig lønnen værd, ja virkeligheden og livet selv er ikke videre poetisk anlagt, en indifferent natur der opstår ved lutter nødløsninger og som skyder vildt og ubehersket i og omkring os, så skabende kræfter består af vores eget engagement og arbejde, og det er jo et vedvarende arbejde at arrangere os på måder der tilfredsstiller vore forventninger til social tryghed og mulig udvikling. Vi mennesker ér jo dygtige små arbejdsbier, så det skal nok gå. Men kors i røven, hvor ka man dog blive rasende og ked af det, når man ser og hører hvordan hundredvis af unge og glade festaber koldblodigt myrdes, af uvidende gale religiøse idioter, der kun skærer grenen de selv sidder på over – og hvorfor? Jo, nogle mennesker er blevet injiceret med store doser af overtroisk lirumlarum fra en bønnebog, hurra-hurra!

Kærligheden er ikke noget godt værktøj imod den galskab vi finder i religiøs overtro, galskaben kan derimod ramme lukt ned i vores mulighed for at udtrykke og nyde kærlighed. Den er jo en personlig sag, vi føler den overfor helt særlige mennesker i vores nærhed, strør den ikke om os som puddersukker på alle og enhver. Derimod udviser vi jo medfølelse/empati i handling alle vegne hvor der trænges – jeg sætter en grænse derimellem, ser du nok, men ved selvfølgelig godt hvad du mener, og finder intet mærkværdigt i distinktionen. Det er nemlig godt, at de uens livssyn har forskellige udtryksformer, at de lader sig syne, fordi det gir os et spraglet hele; helt som dengang punkerne medvirkede til at farve det fælles landskab – jeg savner mange fra den tid, bl.a. Strunge..;)

Det var et godt digt, du her fik sat på – for vi ka godt føle det, som var vi vågnet en nytårsmorgen til det rene ragnarok, som efter sådan et kolossalt slag: i drømme går man rundt i de tavse gemakker, aner ikke sine levende råd, sætter kaffe over, åbner stille dørene, og står dér og kigger gennem sprækker på disen der rejser sig fra jorden, hvorefter mosekonen langsomt kommer ned ad trappen med sin alkoholbombe i baghovedet…

Ja, det tar jo tid at blive menneske igen, oven på sådan en omgang. Man ér ikke helt den samme efter de helt store slag i mellemgulvet, og slaget der just ramte pårørende til døde og sårede, ramte naturligt os alle. Jeg ved, at der flere steder i Tyrkiet findes mennesker der frygter radikale muslimers fængselsøjne, at det tar tid at åbne deres små huler, så den friske luft kan rydde spøgelserne af vejen, hvor særlig kvinderne har lidt og stræbt i en fortvivlet kamp i det skjulte.
Det tar tid at blive klar igen, formulere forandringerne i os, se fremtiden i møde, og dér er poesien og filosofien ret solide værktøjer: billeddannelsernes dans om hverandre fjerner selvsagt ingen sorger, men muliggør at de ka komme til udtryk, give følelser afløb, så vi ikke forstummer i indesluttethed. At forstumme, ville nu heller ikke være det sprudlende franske temperament værdigt, vi finder sjældent et sprog så rigt på udtryksformer, og nogle af de største digtere er franske. Der er meget at ta’ fat på i denne tid, og støtte op omkring.

Fik du så fat i ’Tom på Thurø’? Den nød jeg i fulde drag, men har også en svaghed for Bjørnvig og TK, når deres lange knive lader indtryk stå på knogler, forøvrigt indeholder den nogle sjove og fine betragtninger over Hærværk – min ”La nausée”, ja jeg ka sgu næsten bedre klare at se filmen…

Morten Nielsens digt er meget smukt, ganske få linjers righoldighed, hans koncentration, ja man ser ham for sig, sidde dér og ta sig til panden, mens linjerne danser for hans øjne. Her et andet, og netop af Halfdan men fra samlingen ”På knæ for livet”, og det er måske meget passende for tiden, han ka jo være noget så brutal; det hedder:

Din broders blod

Stille drukket ind i jordens mund
sank det gennem muld og ler og sand,
sank og sank ned til det skjulte land
uden himmel, horisont og bund.

Gik du her alene, går du her
som troende, der ikke tror,
vil du høre, bag den våde jord
skriget gennem sand og muld og ler.

Ægget slynger mod en klippevæg.
Reden tom og grå. Det unge kuld
fanget under ler og sand og muld.
Jordens himmel lukket som et æg.

Skriget? Ikke lytte. Ikke se!
Himlen under dine fødder skælved.
Du er den som går gennem hælved.
Over dig er intet uden sne.

- Halfdan Rasmussen, På knæ for livet, 1968.

Bedste hilsner
Simon

Der findes få billedmagere som Tom Kristensen – her endnu et, fra hans syngende busk:

Angst

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hornbæk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer paa Flugt,
mod et opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

- Tom Kristensen, Den Syngende Busk.

mvh
Simon

Hej Simon

Åh ja, Tom Kristensens digt "Angst" er genkendelse og derfor ret så forløsende at læse. Jeg kan såmænd selv genkende både følelsen af afmagten og angsten, men på samme tid også følelsen af længslen, som i sidste ende kan få håbet til at spire og gi' en modet til at overvinde det umulige og uovervindelige. Der er kun ét at gøre ... her med en anden Christensen, dog med Ch :))


Det eneste vi har.
Det eneste vi har at gøre.
Det eneste vi har at gøre for hinanden
er at sige det, som det er: Jeg er bange.

At stå ved det, som det er - være bange.
Overvinde angsten med angst, og senere
overvinde angsten - for at kunne meddele
andre om sin overvundne angst

(Inger Christensen: Det, 1969)



"... sin overvundne angst" ja, og derfor er min fortsættelse her (og der) også med Inger Christensens ord fra "Hemmelighedstilstanden" :


Når vi nu er sådan indrettet, at vi tænker på noget, som ligger uden for alt det, vi ellers tænker på som et eller andet uden for alt det, vi kender. Er det måske fordi dagen og lyset aldrig rigtig kan give slip på os? Fordi vi er lysets børn, som der uden tvivl står i en salme. Fordi simpelthen, mere indlysende end alt, dagen begynder midt om natten.
Eller dagen fortsætter bare gennem natten, ind gennem vore drømme, hvor der altid er så meget lys, at vi kan se, hvad der foregår. Og når vi vågner, må vi konstatere, at dagen har været i gang hele natten, og at det hele af sig selv er gået videre. Så natten er bare dagens begyndelse, ligesom vinteren er årets begyndelse. Og hvad enten man er en løgplante under sneen eller et barn i sin seng, så kan lyset altid trænge ind, så længe vi lever. Og så længe vi lever, kan det heller aldrig tænkes, væk, lyset.


Det her er da håb og livsmod, så det batter og rykker :))
Og så tilbage til Tom, Thurø og Bjørnvig :)) Nej, den er endnu ikke ankommet her til matriklen men den er bestilt, og det sammen med Blixen og Bjørnvig. Sidste bestilling har jeg modtaget, Sylvia Plath og så var der også lige Nis Petersens samlede, der røg med i samme ombæring :)) Den digtsamling af Nis P, jeg selv havde stående, var ikke de samlede, men kun de udvalgte.

Jeg har dog begge bøger tilgode, der har ikke været overskud til meget læsning. Det har været lytningens tid her på det sidste, men det har såmænd også været godt og berigende for mig :))


"Og hvad enten man er en løgplante under sneen eller et barn i sin seng, så kan lyset altid trænge ind". Hvilke herlige ord at ta' med sig ud i livet. Lys og Livsmod ...

Lyse modige novembertanker
RoseMarie

Hej RM..

Ja, i denne tid, hvor frygten stikker næsen frem så mange steder, da må vi huske også at more os og leve som vi plejer, og ej at forglemme, fistre afsted med hatten på sned, til det sædvanlige lille listige sted – ta endelig en glögg madame, på min regning! ;)
I min faksimile-udgave af Zarathustra, ligger der en anmeldelse fra Politikens Kronik 5/8 1944 – en af farmands overleveringer til sønnike – og på bagsiden af ”bogmærket” ser man denne lille morsomhed; kom sådan til at tænke på Elsa Gress’ bror, men det er nok ikke ham…voila! sagde Carlsen…han ku’ fransk:

Hund i varmen

Vi ejer en lille, laadden Hund,
for den er Dagene trælse,
endskønt den hører til den slags Folk
der altid kan gaa i Pelse.

Den gisper med Tungen sløvt strakt frem
og søger forpint at finde
en Krog, hvor der eventuelt er gemt
lidt Kølighed inderst inde.

Men der er nu intet mærkeligt ved,
at Hunden er ved at dejse –
for tænk at vandre i Troperne
klædt paa til en Nordpolsrejse.

- Palle.

mvh
Simon