annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 20779759
Åndelig Føde 2671412
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2634921
Så er der linet op... 1937184
Jesu ord 1646086
Galleri
September Rødhus strand
Hvem er online?
0 registrerede 85 gæster og 195 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 538 af 603 < 1 2 ... 536 537 538 539 540 ... 602 603 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#27721 - 13/07/2019 03:48 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
Hej i natten, RM..

Ja, det var jo selvfølgelig heller ikke helt uden grund, når Frederik Dessau smuglede madammen ind i Italien - lige udover til eget behov, ville han givet deres eget bedste. Forøvrigt må hun her være digteren, der med mellemrum fremstår hyppigst, selvom hun dér, og dvs. på din reol, fylder alene som tyngdekraft, i form af en bassedreng ingen levende bør falde i søvn med i strakt arm!
Sengehesten og meget andet ér opfundet, og endnu mangler den 'den gode position for sengelæsning' at opfindes - ja, spør' bare Århus!

Vi nisser, løber aldrig om hjørner, med hinanden:

Så er det jul igen


Nogle løbere løber rundt om søen
fordi de andre løbere løber rundt om søen.

Og bladene begynder at falde.

Eller sagt lidt enklere:

Løberne løber rundt om søen
fordi løberne løber rundt om søen.

Og snefnug smelter på deres pander.

Sådan bliver det jul
forår, sommer, august

september

og jul igen hele tiden.

Løb!

- Henrik Nordbrandt.

mvh
Simon
P.s.: har du i øvrigt set/hørt den herlige film: heftig & begeistret af Knut Erik Jensen? - kom igen, DR! Jaja, ud sku' den jo..;)


Redigeret af Simon (13/07/2019 03:51)
Top Svar Citer
#27728 - 14/07/2019 04:45 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
P.s.:

To be a Cat on a hot tin roof
som en af Eliot’s katte,
- eller på Piet Hein’sk
aldeles sin egen:

Gerontion

Thou hast nor youth nor age
But as it were an after dinner sleep
Dreaming of both.

HERE I am, an old man in a dry month,
Being read to by a boy, waiting for rain.
I was neither at the hot gates
Nor fought in the warm rain
Nor knee deep in the salt marsh, heaving a cutlass,
Bitten by flies, fought.
My house is a decayed house,
And the jew squats on the window sill, the owner,
Spawned in some estaminet of Antwerp,
Blistered in Brussels, patched and peeled in London.
The goat coughs at night in the field overhead;
Rocks, moss, stonecrop, iron, merds.
The woman keeps the kitchen, makes tea,
Sneezes at evening, poking the peevish gutter.
I an old man,
A dull head among windy spaces.

Signs are taken for wonders. “We would see a sign!”
The word within a word, unable to speak a word,
Swaddled with darkness. In the juvescence of the year
Came Christ the tiger
In depraved May, dogwood and chestnut, flowering judas,
To be eaten, to be divided, to be drunk
Among whispers; by Mr. Silvero
With caressing hands, at Limoges
Who walked all night in the next room;

By Hakagawa, bowing among the Titians;
By Madame de Tornquist, in the dark room
Shifting the candles; Fräulein von Kulp
Who turned in the hall, one hand on the door. Vacant shuttles
Weave the wind. I have no ghosts,
An old man in a draughty house
Under a windy knob.

After such knowledge, what forgiveness? Think now
History has many cunning passages, contrived corridors
And issues, deceives with whispering ambitions,
Guides us by vanities. Think now
She gives when our attention is distracted
And what she gives, gives with such supple confusions
That the giving famishes the craving. Gives too late
What’s not believed in, or if still believed,
In memory only, reconsidered passion. Gives too soon
Into weak hands, what’s thought can be dispensed with
Till the refusal propagates a fear. Think
Neither fear nor courage saves us. Unnatural vices
Are fathered by our heroism. Virtues
Are forced upon us by our impudent crimes.
These tears are shaken from the wrath-bearing tree.

The tiger springs in the new year. Us he devours. Think at last
We have not reached conclusion, when I
Stiffen in a rented house. Think at last
I have not made this show purposelessly
And it is not by any concitation
Of the backward devils
I would meet you upon this honestly.
I that was near your heart was removed therefrom
To lose beauty in terror, terror in inquisition.
I have lost my passion: why should I need to keep it
Since what is kept must be adulterated?
I have lost my sight, smell, hearing, taste and touch:
How should I use them for your closer contact?
These with a thousand small deliberations
Protract the profit of their chilled delirium,
Excite the membrane, when the sense has cooled,
With pungent sauces, multiply variety
In a wilderness of mirrors. What will the spider do,
Suspend its operations, will the weevil
Delay? De Bailhache, Fresca, Mrs. Cammel, whirled
Beyond the circuit of the shuddering Bear
In fractured atoms. Gull against the wind, in the windy straits
Of Belle Isle, or running on the Horn,
White feathers in the snow, the Gulf claims,
And an old man driven by the Trades
To a sleepy corner.

Tenants of the house,
Thoughts of a dry brain in a dry season

- T. S. Eliot.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#27745 - 16/07/2019 05:57 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
Den tungsindige Norén:

- Jeg går din väg
till mig
och beträder mig själv under människan.

*

Fra dagbogen 12. juli 2015

ANTI-DIKTER


Dagenavger sin
bitterhet – bryter
förtrollningen som var
som barn, – nej, som barn blev
jag lika ensam som
vuxen, utan
hembygd

*

Oförmögen
att sörja, i lekparken
med barnen, postumt, men det är
inte parken som är overklig, eller
ens barnens port, ingenting
längre varken runtomkring eller
inom, ting som brukas som
övergivna, tomma
gungor, trehjulingar,
strålande av klarhet, här
uppstår det glada budskapet där
det förmår ge upp, guda-
musiken gör dig om
intet, helandet ett
beslut

*

Skuggan
från moderns
tomhet faller över barnets
urtida ansikte som om den
alltid skulle stanna
kvar och
oroa, den enda
musiken som är
sitt eget
minne

- Lars Norén.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#27746 - 16/07/2019 06:03 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
En anden tungsindig spændende herre:


I går nat, da alle sov,
mens vinden med et stille suk
strøg uvist gennem gaderne,
gav hverken seng eller valmue
mig ro, eller andet godt for søvnen
– såsom en god samvittighed.

Til sidst opgav jeg søvnen,
stod op og løb ned til stranden.
Måneklart og mildt – da jeg traf
mand og båd på det varme sand,
søvnig både hyrde og får: –
søvnigt stødte båden fra land.

En time gik, let også to,
endda måske et år? – da sank
alle mine tanker, flød
sammen i et evigt ét,
og en grænseløs afgrund
åbned’ sig: – da var det forbi!

– Morgenen kom: på sorte dybder
er en båd, den ligger så stille …
Hvad hændte? sådan lød det, snart
fra århundreder: hvad var der? blod? - -
Intet hændte! Vi sov, sov
alle – ak, så godt! så godt!


*


Kynikeren taler.

- Mine indvendinger mod Wagners musik er fysiologiske indvendinger: hvorfor så dog forklæde dem under æstetiske formler? Min ”kendsgerning” er, at jeg har svært ved at ånde, når først denne musik indvirker på mig; at min fod hurtigt bliver vred på den og gør oprør – den har behov for takt, dans, march, den kræver af musikken først og fremmest den begejstring og henførthed, der ligger i at røre sig, gå, springe, danse godt. – Men protesterer min mave ikke også? mit hjerte? mit blodomløb? mine tarme? Bliver jeg så ikke uafvidende mere hæs? – Og hvorfor spørger jeg mig selv: hvad vil hele min krop egentlig opnå af musikken overhovedet? Jeg tror at blive lettere: som om alle animalske funktioner vil blive forhøjet gennem lette, kække, kåde, selvsikre rytmer; som om det jernhårde, det blytunge liv vil blive forgyldt gennem gyldne, gode, ømme harmonier. Mit tungsind vil hvile ud i fuldkommenhedens skjulesteder og afgrunde: til det behøver jeg musik. Hvad angår dramaet mig! Hvad kramperne i deres moralske ekstaser, som ”folket” har sin tilfredsstillelse ved! Hvad skuespillerens hele hokuspokus af gebærder! … Man gætter nok, at jeg af væsen er antiteatralsk indrettet – omvendt var Wagner som menneske teatermenneske og skuespiller, den mest begejstrede mimoman, der nogensinde har været, og det også som musiker! … Og, sagt i forbigående: hvis det var Wagners teori , at ”dramaet er formålet, musikken er altid kun dets middel” – så var hans praksis derimod, fra først til sidst, ”attituden er formålet, dramaet, selv musikken er altid kun dens middel”. Musikken som middel til tydeliggørelse, forstærkelse, inderliggørelse af de dramatiske gebærder og skuespillerens forfaldenhed til sanserne; og det wagnerske drama blot en lejlighed til mange dramatiske attituder! Han havde, ved siden af alle andre instinkter, de kommanderende instinkter hos en stor skuespiller, i et og alt: og, som sagt, også som musiker. – Dette gjorde jeg engang, med noget besvær, klart for en hæderlig wagnerianer; og jeg havde grunde til yderligere at tilføje: ”Vær dog en smule mere ærlig overfor Dem selv: vi er dog ikke i teatret. I Teatret er man kun som masse ærlig; som enkeltindivid lyver man, lyver man overfor sig selv. Man bliver selv hjemme, når man går i teatret, man giver afkald på retten til sin egen tunge og sit eget valg, til sin egen smag, selv til sin egen tapperhed, sådan som man har og udøver den mellem sine egne fire vægge over for Gud og menneske. Til teatret medbringer ingen sin kunsts fineste sanser, heller ikke den kunstner, der arbejder for teatret: dér er man folk, publikum, flok, kvinde, farisæer, stemmekvæg, demokrat, næste, medmenneske, dér bukker selv den mest personlige samvittighed under for ’flertallets’ nivellerende trolddom, dér virker dumheden som lystenhed og smitte, dér regerer ’naboen’, dér bliver man nabo …(Jeg glemte at fortælle, hvad min oplyste wagnerianer svarede på de fysiologiske indvendinger: ”Så er De egentlig bare ikke sund nok til vor musik?” -).

- Friedrich Nietzsche.

mvh
Simon
Top Svar Citer
#27749 - 16/07/2019 07:43 Re: Mellemrummet [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
Morn’ RM..

Blandt absolut mere interessante takketaler:
https://www.nobelprize.org/prizes/literature/1948/eliot/speech/

I Midt i en ismetid fortæller Peter P. Rohde om sit liv i London og forskellige forfattere han dér lærte at kende, fx T. S. Eliot, der med tiden blev mere meddelsom og bl.a. indviede ham i inspirationen til ”The Waste Land”, der ”sprang ud af erindringen om det mægtige jernbaneterræn i St. Louis, hvor han var født, de uendelige strækninger, hvor al vegetation var visnet bort og havde givet plads for kulrøg og sod; det blev for ham et passende symbol på den moderne civilisation” – her til natbords-inspiration, når rødderne skal hvile under vegeteren på langs.

mvh & godag godag..
Simon
Top Svar Citer
annonce
Side 538 af 603 < 1 2 ... 536 537 538 539 540 ... 602 603 >


Seneste indlæg
Helligånden
af Anonym
20/12/2024 03:04
Træers skønhed
af Hanskrist
18/12/2024 23:29
Vigtige præciseringer
af somo
18/12/2024 01:01
Troens frihed
af Arne Thomsen
10/12/2024 18:51
Spørgsmål
af Anonym
07/12/2024 02:29
Nyheder fra DR
Bil er kørt ind i menneskemængde på j..
20/12/2024 20:19
Italiensk vicepremierminister frikendes ..
20/12/2024 20:11
Volkswagen indgår aftale med fagforenin..
20/12/2024 19:53
Macron i skænderi med de lokale på May..
20/12/2024 18:50
Fisk med klump-hoved og mus med svømmeh..
20/12/2024 18:34
Nyheder fra kristeligt-dagblad.dk
Fransk domstol idømmer otte fængselsst..
20/12/2024 22:43
USA ser ud til at afværge nedlukning ko..
20/12/2024 22:15
To døde og flere hårdt sårede i mulig..
20/12/2024 18:09
Italiensk toppolitiker frikendes i højt..
20/12/2024 18:03
Anne-Cathrine Riebnitzsky: Som barn fryg..
20/12/2024 18:00