|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
En anden tungsindig spændende herre:
I går nat, da alle sov,
mens vinden med et stille suk
strøg uvist gennem gaderne,
gav hverken seng eller valmue
mig ro, eller andet godt for søvnen
– såsom en god samvittighed.
Til sidst opgav jeg søvnen,
stod op og løb ned til stranden.
Måneklart og mildt – da jeg traf
mand og båd på det varme sand,
søvnig både hyrde og får: –
søvnigt stødte båden fra land.
En time gik, let også to,
endda måske et år? – da sank
alle mine tanker, flød
sammen i et evigt ét,
og en grænseløs afgrund
åbned’ sig: – da var det forbi!
– Morgenen kom: på sorte dybder
er en båd, den ligger så stille …
Hvad hændte? sådan lød det, snart
fra århundreder: hvad var der? blod? - -
Intet hændte! Vi sov, sov
alle – ak, så godt! så godt!
*
Kynikeren taler.
- Mine indvendinger mod Wagners musik er fysiologiske indvendinger: hvorfor så dog forklæde dem under æstetiske formler? Min ”kendsgerning” er, at jeg har svært ved at ånde, når først denne musik indvirker på mig; at min fod hurtigt bliver vred på den og gør oprør – den har behov for takt, dans, march, den kræver af musikken først og fremmest den begejstring og henførthed, der ligger i at røre sig, gå, springe, danse godt. – Men protesterer min mave ikke også? mit hjerte? mit blodomløb? mine tarme? Bliver jeg så ikke uafvidende mere hæs? – Og hvorfor spørger jeg mig selv: hvad vil hele min krop egentlig opnå af musikken overhovedet? Jeg tror at blive lettere: som om alle animalske funktioner vil blive forhøjet gennem lette, kække, kåde, selvsikre rytmer; som om det jernhårde, det blytunge liv vil blive forgyldt gennem gyldne, gode, ømme harmonier. Mit tungsind vil hvile ud i fuldkommenhedens skjulesteder og afgrunde: til det behøver jeg musik. Hvad angår dramaet mig! Hvad kramperne i deres moralske ekstaser, som ”folket” har sin tilfredsstillelse ved! Hvad skuespillerens hele hokuspokus af gebærder! … Man gætter nok, at jeg af væsen er antiteatralsk indrettet – omvendt var Wagner som menneske teatermenneske og skuespiller, den mest begejstrede mimoman, der nogensinde har været, og det også som musiker! … Og, sagt i forbigående: hvis det var Wagners teori , at ”dramaet er formålet, musikken er altid kun dets middel” – så var hans praksis derimod, fra først til sidst, ”attituden er formålet, dramaet, selv musikken er altid kun dens middel”. Musikken som middel til tydeliggørelse, forstærkelse, inderliggørelse af de dramatiske gebærder og skuespillerens forfaldenhed til sanserne; og det wagnerske drama blot en lejlighed til mange dramatiske attituder! Han havde, ved siden af alle andre instinkter, de kommanderende instinkter hos en stor skuespiller, i et og alt: og, som sagt, også som musiker. – Dette gjorde jeg engang, med noget besvær, klart for en hæderlig wagnerianer; og jeg havde grunde til yderligere at tilføje: ”Vær dog en smule mere ærlig overfor Dem selv: vi er dog ikke i teatret. I Teatret er man kun som masse ærlig; som enkeltindivid lyver man, lyver man overfor sig selv. Man bliver selv hjemme, når man går i teatret, man giver afkald på retten til sin egen tunge og sit eget valg, til sin egen smag, selv til sin egen tapperhed, sådan som man har og udøver den mellem sine egne fire vægge over for Gud og menneske. Til teatret medbringer ingen sin kunsts fineste sanser, heller ikke den kunstner, der arbejder for teatret: dér er man folk, publikum, flok, kvinde, farisæer, stemmekvæg, demokrat, næste, medmenneske, dér bukker selv den mest personlige samvittighed under for ’flertallets’ nivellerende trolddom, dér virker dumheden som lystenhed og smitte, dér regerer ’naboen’, dér bliver man nabo …(Jeg glemte at fortælle, hvad min oplyste wagnerianer svarede på de fysiologiske indvendinger: ”Så er De egentlig bare ikke sund nok til vor musik?” -).
- Friedrich Nietzsche.
mvh
Simon
|
|
|
|
