0
registrerede
829
gæster og
247
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26052 - 04/09/2018 21:40
Re: Irritation - Indsigt - Forståelse
[Re: Tikka]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 5413
Sted: Sydsjælland
|
|
Tikka - jeg kan nogenlunde følge din tankegang, men er dybt uenig.
Når jeg tænker tilbage på mit liv, er der kærlighedsforhold, hvor mangel på indsigt i den elskede - og i mig selv - gjorde ubodelig skade. Det sørger jeg stadig over.
Når du skriver:
Jeg tror ikke, indsigt i og forståelse for et andet menneske kan fjerne ens irritation, da man jo spejler sig i mødet med medmennesket – altså – du ser kun, det du kender – kan genkende. så er mine erfaringer stik modsat af dette - både de for mange gange, hvor det gik galt - og nu, hvor jeg oplever, at det lykkes.
Jeg må give dig ret i, at der er ukendte områder, men man kan lære at kende dem - også når de ikke er en del af en selv.
Det er i hvert fald min erfaring - men jeg siger ikke at det er nemt - og jeg er jo kun 85 år, så der kan være meget mere at lære endnu
M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26058 - 05/09/2018 02:21
Skuespillet...
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Jeg ska' da med glæde gi' et bidrag, selv om jeg nu i stedetfor dumt svin ville kalde dig en kerub..;)
Man ser skuespillet for sig:
„Åh, mine følelser! Tænk, at nogen ka’ finde på at gøre grin med min åndelige intuition, ja med hele den mystiske verden; jamen så sid da ikke bare dér og glo, Tikka, red mig dog, kald på kristus, Somo, lad os alle synge en frelsende salme i den mystiske herres hellige navn!”
Tja, man ka’ jo mene hvad man vil, men han har nu altid været en nuttegris. Hvor mange gange har vi gamle debattører ikke set denne dramaqueen skrige op og fægte med tastatur og kaffekop over kritik med tilhørende forklaringskrav, og gjorde nogen tilmed grin med den ”åndelige intuition” og det ”mystiske kristusunivers”, du store kineser! Længe efter fyldtes da Trosfrihed til randen med indignerede tråde om hvor pragtfuldt alt dog ville være. hvis bare alle dog ville logre lidt og kaste sig om på ryggen og la’ sig nulre på maven af hans kærlige universelle skaber, for hvad skulle al den kritik dog til for, ku’ vi da ikke respektere hinanden, alle sammen – ja selv Stalin ville sikkert være blevet from som et lam. Ak ja… Man har aldrig kunne kalde det 1. klasses underholdning, nok mere en slags totalteater med kristusikonet som stykkets egentlige midtpunkt. For det meste sad man såmænd også med indtrykket af, at enten en Ron L. Hubbard eller en JV’er sad og trak i Pinocchio, noget trak i hvert fald i lægprædikanten, og det var ikke fornuften. Men underholdning er det jo, vel lidt i retning af ’Synnøve kæledægger 21.00 på TV-3’. Ja nu er hun her desværre ikke mere, men det er lidt samme fornemmelse jeg har af lægprædikanten. Denne kærlige rare mand der bare så gerne vil glæde hele verden ved at indvie dem i sit tummelumske symbolrige, det hverken Marx eller Engels når til sokkeholderne, og så er det bare så enkelt alt sammen: vi ska’ bare elske hinanden ihjel, alle sammen, hvad næppe nogen krig ku' gøre kunsten efter; nåh ja, der var jo selvfølgelig lige Jonestown, men pyt nu med det, det var jo alligevel ikke ægte kærlighed, som den lægprædikantens følsomme åndelige intuition dagligt er i kontakt med: ”Ræk ud, kære venner, smid jer om på ryggen og lad jer nulre på maven af kristusnissen!”, ville helt sikkert Mark Twain ha’ skrevet, med et smørret grin….
mvh Simon
Redigeret af Simon (05/09/2018 02:28)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26062 - 05/09/2018 10:39
Re: Skuespillet...
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn' Apiqoros..
Jah, siger jeg med kaffen på hæld! ;)
Ja, der er virkelig ikke meget at hente dér, men man ka' bruge kanutten til illustration af effekten ved gentagelsen, samme salme der gentages om og om igen, til fabel og virkelighed forveksles i akut forvirring. Det er netop et skuespil i det tomme kirkerum, fra morgen til aften bedes samme bøn, at sandheden er subjektiv i en guddommelig objektiv verden..;)
Hvis ikke vi sku' more os over hinanden, drille, irritere og stille os kritisk an overfor så rørende en omgang selvtilfreds trosonani, præsenteret med så selvalvorlig hudløshed, ville vi ha' været scenetæppe. Men vi har aldrig set andet end disse hysteriske anfald, de blev hurtigt til en del af skuespillet, ingen længere tog alvorligt.
Selve opmærksomhedsbehovet kræver øjeblikkelig deltagelse, det er et spørgsmål om liv, at holde flammen tændt og for enhver pris. Fornylig gik en kvinde fra JV rundt med en lille pige på omkring 7 år og stemte dørklokker. Jeg troede virkelig ikke mine egne blå! De bruger alle midler, selv børns livsglæde. Det vigtigste for dem er at dele det glade budskab, uanset omkostningerne - Jonestown indbefattet. Når vi mister vore kære er vi skrøbelige som små babyer, hudløse, trænger til ro og uudtalte stemmer blandt tætteste venner. Har vi ikke dem, er vi midt i fortvivlelsen de letteste ofre for en industri der køber hjerteblod dyrt betalt: gud ordner det hele, osv.
En afstandstagen til komedien vil altid blive mødt med anklager om løgne, det personlige forveksles med det private. Det ligger i budskabet spist. Lægprædikanten har stemt dørklokker på Trosfrihed fra første linje, og det vil fortsætte til den sidste. Det er helt ok, kan ikke være anderledes, selv om det er ren ekshibitionisme.
Jeg mindes ingen oplevelse af en interesse for filosofien, det sir jeg skam alvorligt ment. Jeg har derimod set filosoffer brugt til fremme for det religiøse budskab, en blind tillid til troen på, at akkurat denne gud har styr på tingene og at man ikke skal blande sig i gudens sager. Altså ingen sandhedssøgen, dialektik, kritiske eftertanker. Vore aners kulturer og den reale virkelighed planter man såmænd gerne midt i nutiden og omvendt, dersom det altså er tanker om livets overordnede mening man finder et sted i forhistorien. Kant er yndet og velbrugt, men fortrinsvis udklip anbragt i egen scrapbook. Det samme gælder Heidegger, Hannah Arendt gider man ikke beskæftige sig med, hun betragtede sig trods udd. jo slet ikke som filosof - der bestemt også er en mærkværdig stillingsbetegnelse. Stakkels Platon er nærmest opbrugt men sjældent læst, han er hevet ud af sin samtid som mange andre, nærmest et misbrugt barn af sin tid. Aristoteles vil man ikke vide af, han er jo på det nærmeste "Darwinist", den skiderik, og så er han så frygtelig metodisk, fy i grisen! Nej, så er Kierkegaard trods læsevanskeligheder lettere anbringelig, særlig da man i forvejen selv gerne vil fremstå som kirkefader til de kærligste tanker - om sig selv, men egentlig sjovt, da mennesket qua sin samvittighed nok ikke bør ha' skarpere redskaber end blyanten i sin besiddelse. Mennesker er vældig gode til at skære i sig selv, så utilfredse med sig selv, men hvem kan fortænke dem i det, med al den guddommelige moral og skyld? Så filosofien som værktøj betragtet, er en anelse vanskelig at ha' med at gøre. Der er selvfølgelig de herligste ontologiske gudsbeviser og cirkelslutninger fra skolastikken, jeg tror nu nærmere det er dem, lægprædikanten har set sig glad i, altså lige bortset fra Einstein, som han jo ved og forstår som en storartet religiøs mand der fandt gud i højenergifysikken, og altså på det nærmeste har bragt orden i kaos. Ak ja, et gammelt skuespil, måske ikke lige det alvorligste eller mest interessante - kender du Oscar Wilde's The Importance of Being Earnest? Jeg tror vi er derhenne..;)
Herlige indslag fra dig igen, ha en god soldag!
mvh Simon
Redigeret af Simon (05/09/2018 10:59)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26065 - 05/09/2018 12:25
Re: Irritation - Indsigt - Forståelse
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 5413
Sted: Sydsjælland
|
|
Når jeg ser d'Herrer Simon og Apiqoros udfolde sig også i denne tråd, så giver det mig idéen at fokusere på glæden ved at drille
Vi er jo alle drillepinde, og i stedet for at have en pind at drille med, så ligger indlæg på debatsider jo ligefor som redskab.
Det starter jo allerede i barndommen - med risiko for at udarte til mobning - men mange af os "vokser fra det" - eller bruger det kun meget lidt - mens andre fortsat dyrker det mere eller mindre intenst.
Når jeg prøver at se ind i mig selv og tænker på min glæde ved at drille, så kan jeg ikke komme det nærmere end, at det er sjovt at se den drillede vride sig. Hvis det ikke sker, så er der ikke rigtig nogen fornøjelse ved det.
Jeg gætter, at vi alle stort set har det nogenlunde sådan, og hvis det passer, må det jo være vigtigt, at den drillede vrider sig. Gør han/hun ikke dét, så er der jo ingen glæde, og så er der vel kun to muligheder: 1. Drille mere intenst eller 2. Opgive (Det havde jeg ikke tænkt på, inden jeg begyndte på dette indlæg)
Men hvorfor giver det glæde at drille? Er det godmodig dril giver det jo begge parter glæde, og er det ondsindet dril, giver det kun drilleren glæde, mens den drillede bliver ked af det - eller måske vred.
Det vigtige er tydeligvis, at se den drillede vride sig.
Det rejser vel spørgsmålet: Hvordan forholder den drillede sig bedst overfor drilleren? Skal man vride sig - "danse med" - til glæde for drilleren? Eller skal man ignorere, hvorved drilleren mister sin glæde?
Det sidste er jo lidt trist for begge parter, men det første kan jo stimulere til at det hele "løber løbsk" - nok især hvis den drillede driller tilbage.
Så det, jeg spekulerer på nu, er, om drilleren kan få sin glæde også selv om den drillede ikke vrider sig?
Er der mon kloge hoveder, som kan hjælpe her?
Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|