Sov godt

Her et stykke musik som jeg hører.

Er helt opslugt af at høre Klaus Schulze

https://www.youtube.com/watch?v=o0nZbt1Txsk

Klaus Schulze - My Ty She

¨¨¨¨

Hej Tikka..

Lige et par ting. For det første er jesushysteri slet ikke min men lægprædikantens afd. – det er ham med den off. trosonani over kristusikonet – og følgelig dér man bør henvende sig, hvis man er følelsesekshibitionist og mangler en partner. Men jeg synes at ane en ”buldrende stemme” i endnu et af sine dress, påfuglen..,)

Noget helt andet er din kærlighed til imaginære personer. Dine følelser er jo konsekvensen af trykimpulser på dit sanseapparat; sproget gir dig i kraft af kognitive processer mulighed for at kommunikere dine indtryk, den evt. succes afhænger helt af sproglig præcision, der ligeledes er nødvendig når det gælder problemformulering. Nu er det jo også sproget og ikke kærligheden du anvender, når du her formulerer dine problemer med følelser for en himmelnisse, der naturligvis ikke er i stand til at besvare din kærlighed, hvorfor selve (jesus-)hysteriet m.a.o. er ganske forståeligt – mennesker flest blir skam ganske frustreret hvis ikke de får respons på deres anstrengelser overfor den de har kær.

Nu gir jeg mig ikke af med ”uddrivelse af ånder”, eller andet hurlumhej apologeter i kølvandet på helt naturlige misforståelser opfandt i forbindelse med deres samtids overnaturlige religiøse tro. Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg nok selv ville ha’ anstrengt mig gevaldigt for at erkende en sådan hjertenskær for en ganske umulig liebling, ikke mindst som et usandsynligt sted for evt. reproduktion, hvilket bringer mig til noget helt tredie. For biologisk set er kærlighed jo dels en sikring af afkommets mulige overlevelse, og dels et udtryk i selve reproduktionsprocessen, der netop er en indviklet kommunikationsproces – i særdeleshed hvis man er vejrhane. Nu er religiøse troende uanset nok så virkelige tanker om troens referencer jo underlagt præcis samme naturlige præmisser som alle andre dyrearter, og agerer skam instinktivt helt som forventet, hvis byttet puf forsvinder foran næsen, eller slet ikke er til at finde – trods ”åndelige” betragtninger om kærligheden som nok så overnaturligt et fænomen. Den slags er netop diffust sprogbrug, og ind imellem har man altså virkelig sine tvivl om hvor troende har deres tanker, idet apologeter jo netop har brugt århundreder på en succession der skal internalisere referencer fra overtroen i deres følelsesliv, og akkurat fordi kæledæggen, hvis forstået og erkendt som romanfigur med de nydeligste attributter tilskrevet, jo puf forsvinder fra erindringer som alle andre af slagsen.

Pers. ville jeg nok ikke overlade Lord Peter Wimsey at løse mine problemer, selv om jeg da anser Dorothy L Sayers for en spændende forfatter som jeg nyder at læse. På samme måde forholder det sig med andre forfatteres romanfigurer. Det betyder selvfølgelig ikke at du ikke kan overlade dine problemer i hænderne på en romanfigur i biblen, blot at du bør være dig bevidst om at netop det er hvad du foretager dig. Religiøs dogmetro har gennem en lang kulturhistorie gjort utallige mennesker godt kulrede, der er skam intet bemærkelsesværdigt over at se samme kuller udtrykke sig i vor tid, med troende der tror deres bønner leveret med særlig affektation enten får himmelnissen til at skride behjælpsomt ind, eller at successionen gir fru Hansen et extra pift i fløjten så hun får fingeren ud og løser sine problemer – at fru Hansen her kan forveksle målet med midlet er heller ikke usædvanligt, det usædvanlige ville være hvis dette aldrig skete. Og vi ved rent faktisk hvor let det er at lade os snyde af selv det værste sludder, men det har skam noget at gøre med at flytte opmærksomheden fra hvad der egentlig sker til selve illusionen. Hvorvidt et menneske ønsker at leve i en illusion er et godt spørgsmål, altså om en nødvendighed kræver en illusion, men at konstruere en illusion og bevidst indbilde et folk at illusion og virkelighed er et og samme fedt, det er hverken god etik eller en korrekt forståelse af meningen med hulelignelsen – for lige at vende tilbage til Apiqoros pointe med sin kritik af lægprædikanten og hans misforståelser af Platon og Sokrates. Der er skam en væsensforskel mellem at være sig illusionen bevidst, og så at tro at illusioner gør én bevidst – hvilket er hvad kreationister som Somo og lægprædikanten er ude i.

Du selv gir jo indtryk af at være dig din religiøse tro bevidst, hvilket i sig selv et befriende syn, i og med flere af dine trosfæller her på Trosfrihed anser det for umådelig spændende at udgive sig for agnostikere m.m. – der bare var måden hvorpå man fik lidt opmærksomhed fra mennesker der ingen interesse havde i overtroen. Dit forsøg på at gi’ noget pers. fra dig er også forfriskende, pers. vurderinger og meninger, humor, viden, objektive (stedfundne) kendsgerninger m.m. går langt forud for det private følelsesskaberi vi i årevis har måtte se på fra den slags – der blot endte med at isolere og afskære dem fra god debatetik. Det at gi’ noget personligt (uden privat føleri) fra sig, det må du derfor se om du ka få til at smitte af på lægprædikanten og hønsemand, det ville da være et kønt syn på Trosfrihed..;).

M.h.t. din jesuskærlighed, så findes der jo også attraktive og ganske udmærkede mennesker at kaste sin kærlighed på, hvorfor jeg ikke ser nødvendigheden af kun at kaste sig over fantasiens frembringelser (romanfigurerne), medmindre naturligvis man er blevet grundigt træt af mennesker og hellere vil ha’ sig en kat – ak ja, de arme kræ har ligeledes været en tur i mytologiens mølle, der findes ligefrem de mest fantastiske beretninger om katten, hvis du sku’ være glad i folkesagn og den slags.
Ellers vil jeg nøjes med at ønske dig fortsat god fornøjelse med himmelnissekærligheden, dog med et enkelt vink mod en rigtig historisk personlighed (som jeg anser for betydeligt mere spændende end dit himmelnisseri), nemlig Erasmus af Rotterdam, der nu er glemt i lyset af den mærkelige gut Martin Luther.

mvh
Simon

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men det er igen skabagtigt og skrevet i et opstyltet sprog. Manden kan kun den stil åbenbart.

Men jeg tror godt jeg ved hvorfor, den opstyltede fisfornemme stil, skal være indpakning og skjul for at der intet indhold og substans er udover at gøre sig lystigt til med en forlængst gået bort sprogstil.

Der er ingen forståelse, emnet beherskes ikke. Følelser kaldes på 15. år for trykimpulser på vores sanseapparat. Hvilket det ikke er i nævneværdig grad som det aldrig nogen steder i fagvidenskab de sidste snart 100 år er blevet beskrevet således.

Det imaginære sammenblandes med det symbolske. Men at manden tror der er tale om noget imaginært hænger godt sammen med hans ateisme der stammer fra at han er ubevidst tilhænger af tabula rasa teorien. Ikke så mærkeligt når han nu har "englændere" som fra hvem han har sin religionskritik. Iøvrigt også derfor, ud fra tabula rasa teorien at moderne neurovidenskab ikke bliver taget i brug til at forstå det religiøse spirituelle. Fordi man nu engang ikke kan være ubevidst tilhænger af tabula rasa teorien og så også forstå moderne neurovidenskab.

At han er ubevidst tilhænger af eller alt han skriver forudsætter tabula rasa teorien har jeg måbet over i de 15 år jeg har kunnet konstatere dette ud fra hvad manden skriver. Ubevidst fordi han ikke har taget stilling til at de logiske konsekvenser af hvad han skriver fordre at tabula rasa teorien holder. Men det er der ingen der tror på idag grundet den neurovidenskab der ret for alvor fik fast grund under fødderne for ca 50 år siden.

Hvordan kan du se manden (som jeg går ud fra er Simon) skriver som om tabula rasa teorien gælder?

Her er eksemplerne:

Han taler om GUD og guders eksistens (som alt andet eksisterende), dette gør teologer ikke, ej heller de religiøse.

Han taler om følelser som noget med trykimpulser på vores sanseapparat (hvilket iøvrigt er en fuldstændig misvisende forståelse, da det nærmest intet har at gøre med følelser)

Han sammenblander det imaginære og det symbolske.

Han sammenblander det religiøse spirituelle med den fysiske naturvidenskabelige beskrivelse af verden, omverdenen, vore omgivelser, men det er det ikke og har det aldrig været ej heller hos teologer givet sig ud for at skulle være. Det religiøse spirituelle giver os ikke nogen verdensforklaring, i så fald havde det intet at gøre med det religiøse spirituelle vi ser udfolde sig i Nye Testamente fx og dermed den kristne tro og spiritualitet at gøre.

Han benægter kreativ ekstatisk fornuft, de spontane suveræne livsytringer, som ikke kan findes dersom følelser var trykimpulser på vores sanseapparat som han idiotisk bruger nu på 15. år, uden at forstå hvor meget han dermed afslører sin uvidenhed og manglende forståelse det han taler om.

Jeg kunne blive ved, eksempelerne er talrige på den forældede paradigmatiske tænkning der forudsætter en igen forældet tabula rasa antagelse.


Sådan underholder vores lille englænder os på 15. år med en fuldstændig intetsigende religionskritik.

Hvad han siger om Arne er hvad hans religionskritik fordrer skal være korrekt om Arne hvis den skulle være sigende, have noget på sig. Arne bliver ikke fanget på kornet overhovedet. Problemet er at det er lykkedes ham at indbilde RoseMarie de samme usande antagelser om Arne. Dette er rystende og modbydeligt når noget sådant kommer til at foregå. Arne, Thomas og undertegnede og teologer fra sidelinjen der læser med lader sig ikke påvirke af Simons delirium og talen i vildelse, men vi undrer os over drivkraften og motiverne til at en voksen mand kan forsætte på 15. år med sit infantile sludder.

Stort set alt Simon skriver om Arne er ramt ved siden af, fordi det er taget fra en religionskritik der ikke holder fordi den ikke har forstået det religiøse spirituelle. Der konstant forvirres og sammenblandes med videnskabsfelter der ikke er beskæftiget med det religiøse spirituelle.

Det er noget intetsigende rod der kommer fra Simons strikkepinde i et forsøg på at snøre Tikka og RoseMarie ind i den niqab og de ordensregler Simon gerne så blev lov og orden i verden = her på trosfrihed.

Han har fordrejet hovedet på RoseMarie og haft hovedet også fordrejet på Tikka, men det ser ud til at Tikka vil have sin frihed nu.

Friheden består blandt andet i at de to kvinder mere er interesseret i at forstå fx Arne og HansKrist og eventuelle andre, direkte gennem samtaler og mødet med dem og udenom alt det sludder bavl og ævl og ja direkte løgne Simon og en bjørn i sin tid konstant spammede debatsiderne med på trosfrihed.

Jeg mister mere og mere min respekt for dig Simon, men heldigvis er det ikke længere min mission endsige del mission at få dig til at opgive din tåbelige idiotiske og ødelæggende debatadfærd.

Jeg er så glad for at hvad Arne har skrevet er her sort på hvidt (såvel som hvad jeg har skrevet) for så kan eftertiden selv dømme. Og enhver uhildet kan se at Simon konstant lyver om Arne og sværte ham til i Simons egen latterlige intetsigende religionskritik.

Enten er du virkelig dum Simon (småt begavet såvidt det religiøse spirituelle og religionsfilosofi og videnskabsteori og dermed religionskritikken som er afhængig af disse før nævnte discipliner) eller også har du ingen selvrespekt og dermed respekt for os andre og stedet her. Kun det menneske der har selvrespekt kan respektere andre (og dermed forsøge at behandle dem fair og ihvertfald ikke lyve om dem), så det kan jo være der vi skal kigge for at forstå den del af din debatadfærd der igennem årene har været under niveau. Du kan selvfølgelig også bare være et barn af en kultur vi alle ved har behersket avisernes anmelderkultur indenfor de kukturradikale især. Jeg tror lidt du er et følelsesmæssigt emotionelt styret barn af en gruppe en flok og deres forfærdelige sprogbrug og kultur, hvor du ikke endnu er lykkedes med at blive voksen og finde dine egne ben at stå på. Du har stadig brug for konsensus og at tilhøre det politiske korrekte såvidt din referencegruppe.

Det gir jeg ikke meget for og det gør dig uinteressant som menneske at du sådan kan reduceres.

Arne: Og så til, hvad du fortæller:
Jeg vil starte med det sidste:
Mit svar:
Som jeg allerede har vist i mit link om skyggesider:
skal man jo først få øje på skyggesiderne, før man kan forholde sig til dem, og det tror jeg gælder alle - uanset alder.

SVAR: Jo jo – men 85 år!

… men ok …....... bedre sent end aldrig men, at du ikke kender dine skyggesider lyder mærkværdigt, det er da nødvendigt for at kunne se bjælken i eget øje, og for at kunne feje for egen dør først, ikke?

Der er jo blot tale om adfærd som ikke er socialt antageligt - som du skjuler for at bevare den pæne facade.

Dernæst dine ord:
Mit svar:
Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke følge dig i, at ophæve årsagssammenhængen mellem irritation og det "at give igen".

SVAR: Spørgsmålet er jo, om irritationen er ægte eller et dække – jeg oplever ikke din irritation som ægte.

Det er umuligt for mig at forestille mig "at give igen" uden en forudgående irritation som årsag.

SVAR: Thjaee … jeg kender nu adskilligt andet end irritation, der kan give anledning til at give igen.

Når jeg tænker tilbage på de mange nedladende bemærkninger, der er blevet skrevet om mig - og på hvordan jeg har forholdt mig til dem, så har jeg nogle gange ignoreret irritationen, andre gange "givet igen" ved at forklare, at angrebet er en fejltagelse, og atter mange gange ved, som du skriver, "korte bemærkninger".
Her har jeg dog altid bestræbt mig på at gå "efter bolden" og ikke "efter manden" - på den måde at jeg aldrig har søgt at karakterisere angriberens personlighed.

SVAR: Det er muligt – men min oplevelse er, du er nedladende med en snert af fryd – og du opsøger gerne konfrontationen.

Jeg skulle jo påpege - og du behøver hverken forklare eller forsvare dig – og hvem siger min oplevelse er rigtig andet end for mig.


Jeg finder det både latterligt - og uendeligt ligegyldigt - hvordan andre deltageres personlighed er - vi kender jo alligevel ikke hinanden - så "manden" er for mig tidsspilde. Det er jo "bolden" der er umagen værd.

SVAR: Jamen – så er der jo ingen grund til indsigt og forståelse af en personens angreb, og ej heller grund til du beder mig påpege noget, ved den personlighed jeg oplever, du viser frem her på sitet, når du udsætter mig for at spilde min tid ...

... men ved at du beder mig om dette, og jeg gør det, bliver du jo bolden, når du gør dig selv til debatemne.


At du kalder mine korte nedladende bemærkninger "grænsende til ondskab", det gør mig ked af det - uerkendt ondskab - det ønsker jeg ikke, så det må jeg se at "sætte kikkerten på".

SVAR: Phyha - ja - jeg havde også ondt i maven og var meget i tvivl, om jeg skulle poste det, men du bad jo, om jeg seriøst ville påpege – og det har jeg forsøgt.

Desuden har vi jo alle det onde i os.

Denne her "leg" - som jo er - bør være tillidsbaseret – har jeg haft gennem årene med åbne mennesker, der ville forstå sig selv, men den er jo lidt farligt, og kan godt komme til at koste et bekendtskab.

Du skriver også under dit punkt 1 - i situationer hvor jeg fejlagtigt har antaget dig for at være Apiqoros - at jeg kan være "skarp", "straffende" og "manipulerende".

SVAR: Forkert forstået.
Du kan være skarp og straffende i din tone – men du er manipulerende.

Jeg er ked af, at jeg - uden at vide det - har anvendt "en tone", som jeg synes passer til Apiqoros - og alt hvad han i mine øjne står for - overfor dig i stedet for - som jeg troede: Apiqoros.
Om det så alligevel er en "skyggeside" må jeg søge at se nærmere på.

SVAR: Man skal ikke tro, men vide

Din udtalelse viser her – for mig - du går efter manden og ikke bolden, da du jo ikke forholder dig til teksten, og ej heller ved hvem du er skarp overfor, men tror det er X

At være forudindtaget samt fastlåse mennesker i et bestemt billede syntes jeg er en fejl … hvordan får tilgivelsen plads?


I dit punkt 3 skriver du:
Mit svar:
Dette er nyt for mig. Jeg er ikke bevidst om at have "skiftet spor" for at undgå at besvare spørgsmål.
Jeg mener nok at huske, at jeg ikke så sjældent har søgt at se et emne i "et bredere perspektiv", men ikke at jeg dermed har "forladt et spor", og slet ikke at søge at undgå at besvare spørgsmål.
Jeg håber du vil gøre opmærksom derpå, hvis du oplever det igen, så jeg ikke efterlader spørgsmål besvarede, og jeg vil selvfølgelig også selv søge at være opmærksom på det.

SVAR: I starten brugte jeg meeget energi for at bevare fokus på trådstart, men har opgivet dette og lader dig bestemme hvad vi nu taler om ... kan jo også være brugbart - og nu er jeg jo ikke debattør.

I dit punkt 4 skriver du:
Mit svar:
Dén fatter jeg ikke!
Med lidt forhåbentlig godmodig dril vil jeg bruge dine ofte brugte ord:
Det må du uddybe!

SVAR: Jamen – det da enkelt – her hygger vi os - og er man beregnede, styrende og manipulerende benytter man sig vel af taktikker for at tilpasse alt til eget bedste – det er jo derfor den pæne facade helst ikke udadtil skal krakelere, hvis man rummer – hvad vi alle gør – ikke acceptabel social adfærd.


Til slut blot dette:
Hvordan det er gået til, ved jeg ikke, men jeg har via denne tråd fået et andet forhold til dem, der går efter "manden" i stedet for efter "bolden": De irriterer mig ikke mere!
Jeg gætter, at det er Jung's skygge-idé, der redder mig

SVAR: Du troller, men der er helt enkle tiltag som en god søvnrutine – sund mad - motion mm. der reducere ukontrolleret udbrud af irritation – irritation som er selvvisk.

Tilbage står dog spørgsmålet, om jeg blot skal ignorere dem - eller finde et svar, de måske kunne få gavn af.
Den sidstnævnte mulighed er bestemt ikke nem

SVAR: Jamen, bliver du ikke mere irriteret, er den ged barberet, så må du kigge på teksten og forholde dig til den – sammenholdt med trådstart, så er det også nemmere at elske alt og alle


¨¨¨¨