|
0
registrerede
13
gæster og
980
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Skyggesider
|
Hej Tikka..
Lige et par ting. For det første er jesushysteri slet ikke min men lægprædikantens afd. – det er ham med den off. trosonani over kristusikonet – og følgelig dér man bør henvende sig, hvis man er følelsesekshibitionist og mangler en partner. Men jeg synes at ane en ”buldrende stemme” i endnu et af sine dress, påfuglen..,)
Noget helt andet er din kærlighed til imaginære personer. Dine følelser er jo konsekvensen af trykimpulser på dit sanseapparat; sproget gir dig i kraft af kognitive processer mulighed for at kommunikere dine indtryk, den evt. succes afhænger helt af sproglig præcision, der ligeledes er nødvendig når det gælder problemformulering. Nu er det jo også sproget og ikke kærligheden du anvender, når du her formulerer dine problemer med følelser for en himmelnisse, der naturligvis ikke er i stand til at besvare din kærlighed, hvorfor selve (jesus-)hysteriet m.a.o. er ganske forståeligt – mennesker flest blir skam ganske frustreret hvis ikke de får respons på deres anstrengelser overfor den de har kær.
Nu gir jeg mig ikke af med ”uddrivelse af ånder”, eller andet hurlumhej apologeter i kølvandet på helt naturlige misforståelser opfandt i forbindelse med deres samtids overnaturlige religiøse tro. Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg nok selv ville ha’ anstrengt mig gevaldigt for at erkende en sådan hjertenskær for en ganske umulig liebling, ikke mindst som et usandsynligt sted for evt. reproduktion, hvilket bringer mig til noget helt tredie. For biologisk set er kærlighed jo dels en sikring af afkommets mulige overlevelse, og dels et udtryk i selve reproduktionsprocessen, der netop er en indviklet kommunikationsproces – i særdeleshed hvis man er vejrhane. Nu er religiøse troende uanset nok så virkelige tanker om troens referencer jo underlagt præcis samme naturlige præmisser som alle andre dyrearter, og agerer skam instinktivt helt som forventet, hvis byttet puf forsvinder foran næsen, eller slet ikke er til at finde – trods ”åndelige” betragtninger om kærligheden som nok så overnaturligt et fænomen. Den slags er netop diffust sprogbrug, og ind imellem har man altså virkelig sine tvivl om hvor troende har deres tanker, idet apologeter jo netop har brugt århundreder på en succession der skal internalisere referencer fra overtroen i deres følelsesliv, og akkurat fordi kæledæggen, hvis forstået og erkendt som romanfigur med de nydeligste attributter tilskrevet, jo puf forsvinder fra erindringer som alle andre af slagsen.
Pers. ville jeg nok ikke overlade Lord Peter Wimsey at løse mine problemer, selv om jeg da anser Dorothy L Sayers for en spændende forfatter som jeg nyder at læse. På samme måde forholder det sig med andre forfatteres romanfigurer. Det betyder selvfølgelig ikke at du ikke kan overlade dine problemer i hænderne på en romanfigur i biblen, blot at du bør være dig bevidst om at netop det er hvad du foretager dig. Religiøs dogmetro har gennem en lang kulturhistorie gjort utallige mennesker godt kulrede, der er skam intet bemærkelsesværdigt over at se samme kuller udtrykke sig i vor tid, med troende der tror deres bønner leveret med særlig affektation enten får himmelnissen til at skride behjælpsomt ind, eller at successionen gir fru Hansen et extra pift i fløjten så hun får fingeren ud og løser sine problemer – at fru Hansen her kan forveksle målet med midlet er heller ikke usædvanligt, det usædvanlige ville være hvis dette aldrig skete. Og vi ved rent faktisk hvor let det er at lade os snyde af selv det værste sludder, men det har skam noget at gøre med at flytte opmærksomheden fra hvad der egentlig sker til selve illusionen. Hvorvidt et menneske ønsker at leve i en illusion er et godt spørgsmål, altså om en nødvendighed kræver en illusion, men at konstruere en illusion og bevidst indbilde et folk at illusion og virkelighed er et og samme fedt, det er hverken god etik eller en korrekt forståelse af meningen med hulelignelsen – for lige at vende tilbage til Apiqoros pointe med sin kritik af lægprædikanten og hans misforståelser af Platon og Sokrates. Der er skam en væsensforskel mellem at være sig illusionen bevidst, og så at tro at illusioner gør én bevidst – hvilket er hvad kreationister som Somo og lægprædikanten er ude i.
Du selv gir jo indtryk af at være dig din religiøse tro bevidst, hvilket i sig selv et befriende syn, i og med flere af dine trosfæller her på Trosfrihed anser det for umådelig spændende at udgive sig for agnostikere m.m. – der bare var måden hvorpå man fik lidt opmærksomhed fra mennesker der ingen interesse havde i overtroen. Dit forsøg på at gi’ noget pers. fra dig er også forfriskende, pers. vurderinger og meninger, humor, viden, objektive (stedfundne) kendsgerninger m.m. går langt forud for det private følelsesskaberi vi i årevis har måtte se på fra den slags – der blot endte med at isolere og afskære dem fra god debatetik. Det at gi’ noget personligt (uden privat føleri) fra sig, det må du derfor se om du ka få til at smitte af på lægprædikanten og hønsemand, det ville da være et kønt syn på Trosfrihed..;).
M.h.t. din jesuskærlighed, så findes der jo også attraktive og ganske udmærkede mennesker at kaste sin kærlighed på, hvorfor jeg ikke ser nødvendigheden af kun at kaste sig over fantasiens frembringelser (romanfigurerne), medmindre naturligvis man er blevet grundigt træt af mennesker og hellere vil ha’ sig en kat – ak ja, de arme kræ har ligeledes været en tur i mytologiens mølle, der findes ligefrem de mest fantastiske beretninger om katten, hvis du sku’ være glad i folkesagn og den slags.
Ellers vil jeg nøjes med at ønske dig fortsat god fornøjelse med himmelnissekærligheden, dog med et enkelt vink mod en rigtig historisk personlighed (som jeg anser for betydeligt mere spændende end dit himmelnisseri), nemlig Erasmus af Rotterdam, der nu er glemt i lyset af den mærkelige gut Martin Luther.
mvh
Simon
|
|
|
|
