0
registrerede
805
gæster og
209
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19399 - 28/06/2015 08:37
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’ RM..
Og tak for fine ord og god poesi. I denne søndag på dette tidspunkt, ligger en del jo nok og puster tankebobler mod loftet, hvoraf nogle sikkert er fyldt med kærlighed, mens andre for længst er stået op, og sørme om ikke jeg er én af dem. Det er altså lidt kækt at vågne til fuglesang med kaffe og en smøg i døren kl. 04.00, men nu ska’ jeg jo heller ikke være kordreng kl. 10.00, og ka’ derfor gi’ mig selv én på øjet, mens andre synger for – her er det, jeg gerne ser dig Arne for mig, med velpudset tonsur og krydret andenstemme. Jeg ska’ for øvrigt og i forbindelse med kærligheden hilse fra Gustava Brandt, og sige, at der stadig er dragespor i Pelegs mark, en vellystning af en drage med en ånde som Lars Løkke Rasmussens, har sikkert danset på små lyseblå skyer mens den malede byen rød. I hvert fald var byen i går sort af hvide huer der sang om fremtiden, om det var deres egen, var nogen dog lidt usikre på, men vi skålede på deres vegne, og jeg har ondt i hovedet…
VILJE til kærlighed, kærlighed som princip og behov hvad er det, andet end hjertets lighed hjertelighed som målsætning ufattelig svær som styring destineret af noget modsat som hver blankøjet idé dækket ind af sit daglige drab – Kærlighed er noget ved legen, dens lys, måske, noget ved forholdet mellem to eller flere Under dyrkning bliver den som ensomhed egentlig uerkendt, men ophøjet til forklaring og dogme dræbende! Men er ensomhed ikke nødvendighed og vilkår? Ensomhed er noget du er, om du er det Hverken ensomheden eller det meningsløse er kærlighedens modsætning Men rendyrkelse af ensomhed, kærlighed og det som ikke svarer er drab uden mening i drømmenes vakuum – Kun den der har forholdets overflod der måske er dette lys i denne lysning, et afsides sted magter at være ene og møder de mange.
*
Nå, kærligheden har jo mange vilkår at opstå i, og forleden så vi den herlige farce med Marilyn Monroe, Tony Curtis og Jack Lemmon, og senere satte jeg mig så til at læse lidt om fruen: Normativer, Marilyn’er og kunstneriske udtryksformer, kunne man måske kalde dette. I hvert fald var der godt med poesi i Norma’en, se bare disse intime bevægelser, hevet ud af ”Fragmenter” og en sart bevidsthed om et maskepi der nok snarere end hendes behov, tilfredsstillede en omverdens:
“I see myself in the mirror now, brow furrowed—if I lean close I’ll see—what I don’t want to know—tension, sadness, disappointment, my blue eyes dulled, cheeks flushed with capillaries that look like rivers on maps—hair lying like snakes. The mouth makes me the saddest, next to my dead eyes. There is a dark line between the lips in the outline of several [illegible] waves in a turbulent storm—it says don’t kiss me, don’t fool me I’m a dancer who cannot dance”.
Umiddelbart forestiller man sig her ægtemandens (Norman Mailers) udviste interesse og hjælp med sprogligt at fixere hustruens neurotiske problemer, for at få skabt et bevidsthedspunkt der kunne efterlades og blikket fritstilles mod egne eller et fælles punkt i horisonten. Men også amerikansk kultur på den tid, adskilte kønnene i uens arbejdsopgaver med kvindens job i hjemlige trygge rammer med kun børnenes og ægtemandens udadvendte karrieremuligheder. Normas problemer med Marilyn kan på et tidspunkt have fået ”Norman” til at anspore Norma til et litterært psykologisk arbejde, set som udtryk for et fællesbehov, men næppe i dimensioner der truede med helt at fratage den estimerede forfatter opmærksomheden, for truslen om at blive forvekslet med Norma iført husmorforklæde, har næppe huet den maskuline amerikanske identitet indpodet på college. Sikke en hjælpsom ægtemand, sikke en kærlighed. Intet tyder noget sted på nogen form for hjælp-til-selvhjælp fra hans side, tværtimod skrev han en roman om problemerne med hendes problemer, skrev hende ud af livet i en forurettet stil, der mere end antydede en selvanskuelse som skødehund på vej til hendes filmarbejde, og på et tidspunkt hvor han sandsynligvis var kommet sig lidt over at være blevet tilgodeset for indre, men ikke ydre kvaliteter, hvad der så end ansporede ham til at gifte sig med hende.
Noget burde selvfølgelig ha været tænkt og gjort, for hende, i retning af forsøg på at flytte omverdens blik fra Marilyn til Norma, hvilket muligvis ville ha afspejlet hendes forståelse af forskellen, og eksempelvis ved at hjælpe hende med at formulere tankerne og sin situation og livet i disse besynderlige filmkulisser, få skabt nogle prosaiske pejlemærker, for de fandtes jo, men manglede bare at komme ud. Men med ”venner” i så kunstigt et miljø og hvor ”dog-eat-dog” var eneste anerkendte realpolitik mod at få skabt en illusorisk verden af kunstnerisk attråede spydspidser, har det været svært for nogen psyke at overleve, idet man var anerkendt som enten producent eller produktet – noget i retning af miljøet vi overalt i Europa er ved at genskabe, trods en lang histories bitre menneskelige erfaringer med griske ”reale økonomer” der erstattede reelle politikere, med svære psykiske konsekvenser for også mennesker der aldrig indså dem – ”dog-eat-dog”.
I det lys, skinner Marilyn Monroes exempel som produktet af samme profitkultur, i et samfund der atter skaber mindre og mindre plads til flere og flere sarte psykers naturlige reaktioner p.a. syge politiske manerer, men hvor skal disse psyker mon nu flygte hen?
mvh & god synddag ;) Simon
Redigeret af Simon (28/06/2015 09:31)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19407 - 03/07/2015 03:57
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Her et par Taf-drypske stemninger fra digtsamlingen Territorialsang:
EFTERDØNNING (Lovsyngelsen).
Lykken uddeles ikke i udmålte portioner den skal røves ved nattetid i mørket der blafrer vidtåbent, når lyset er pustet ud og den første stjerne sætter sit aftryk eller i skæret af en solopgang når gazeller springer op ad bjergsiden og skorpioner borer sig længere ned i sandet
Jeg bider i flint, hyler mig ind i stilheden så vandet kruser op på de rolige damme Jeg samler dig til en svævende sten strækker dig ud og lytter indad til safir og systolisk fryd
Hvem søgte hvem og rev himlen ned med kiler af ømhed og floder af ild Blikstille sind nu, omfavnelsens efterdønning - døden må vente et langt liv Jeg ønsker dig sådan, som du er og kan ikke finde vej ud af drømmen.
*
FOKUS (Syndromet)
Sol og isblå himmel et fly bryder lydmuren under en dagklar stjerne
Jeg overvintrer spinkelt indad - hvis jeg intet hører, er verden kun en film - lukker jeg øjnene, er verden stadig virkelig:
Stjernen over Israel eller landet under denne stjerne Fugle der stiger og stiger så højt de vil, kerubisk.
*
TERRITORIALSANG (Byen)
Hvor du ser en sky af støv hvirvle flygtigt op i grænselandet ser du tanks, ikke en krukke der knuses ved kilden Uden midte synker støvet vender tilbage til jorden mellem frø og ugræs Fugle synger foråret ind højt over et røde ler Springende stilhed før ordet udskilles og slår rødder.
- Pia Tafdrup, Territorialsang, 1994.
Jeg rejser væk og digterne venter hjemme på bordet. Der har de gemt sig i skrivemaskinen.
- Peter Laugesen, Konstrueret Situation, 1996.
Her lidt godt fra en særlig yndlings poetiske billedgjorte modsætninger, der både oplyser hinanden og bringer sammenhæng i livet, vi lever:
Fugle større end vinden, ved ikke hvor de skal hvile vingen.
- Paul la Cour.
mvh Simon
P.s.: håber du nyder solvarmen, selv om den bliver drøj de kommende dage – selv holder jeg nu mere til efterårsstemningerne…;)
Redigeret af Simon (03/07/2015 03:58)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19411 - 04/07/2015 02:28
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Her de sluttelige fra Territorialsang, en smuk digtsamling, der dog begynder: Blot en gnist et enkelt dråbelyn sendt gennem luften Verden har længe været klar til eksplosion. PORTAMENTO Som sang begynder den tavse sjæl Naturduftende som etruskisk kaprifolie Et æg i mørket der brister, bliver form, bliver fugle og snart triumferer op mod lyset - det kronhvide lys der får farver til at ekspandere klart I drømme drages himlen ned ørkenstilhed, vågen søvn med åbne øjne en glasagtig væren, sne der smelter under huden før ordene bliver rytme, bliver hørbar sang og dét virkeligt du tror. - Pia Tafdrup. * Lad lige ørerne se hende her! https://www.youtube.com/watch?v=GF_NDRM3498Det eviga En nattklubbsdrottning doftande av logar. Ett lingonris som satts i cocktailglas. En blond negress från Värmlands huldraskogar. Monica Zetterlund. En jazzpaschas, en sång som hejdar sej, till hälften hunnen, och drar den där när Fröding satt på dass. En väv av guldbrokad och vadmal spunnen. Men märk det vemodsdraget över munnen: ett nordiskt sångardrag, en sorg i rosenjazz. - Tage Danielsson, 1967. Mvh Simon „
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19413 - 04/07/2015 09:12
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Jaaaaa, Pia Hun ka' nu noget, som ikke bare er noget. Hun ka' noget med ord og sanselighed, så det ka' mærkes helt ind under huden for så at sætte sig i kødet på én. "Poesien gør livet rigere. Den sprænger døren og låsene til hjertets blokeringer. Den blæser bekymringen ud af brystet. Dens status er det ufattelige, uden hvilket vi går til grunde." skriver Jørgen Gustava Brandt. Og det er så sandt, som det er sagt! Det vil jeg godt skrive under på :))) NY MORGEN
Alligevel lyst, står omkring mig betalte fuglefløjt, spørgende mellemgulv besvaret af dig, af dig, formummet alt muligt.
Ordknap rugende varm udover øjnene, dansetrin af klodset gavmild kom igen drikkelige solhjort.
Igenfunden morgenplet med føletrådende i nøgen regn, nærmende bund, silkeblød, då i sin moses lysning mellem storskovens stammer,
Præluderende orgler skudt op af højene, rosa røgblå himmelvertikaler vifter sig ud.
Du, dine områder, fremmed for gotik din solsøjles stimer, blå fugl uden spejle svirrende i stuens lugt af ny maling.
Aksens stage rolig gennem de skrå genlydes mildhed af morgenskove, dæmringers syden af gentagen høstak, de årle møders roterende skjul med havets bestandige nærhed.
Jørgen Gustava Brandt (fra "Etablissementet" 1965)... og så er der Monica Zetterlund, åh en guddommelig stemme og det dejlige melodiøse svenske. Tak for hende også :)) Hende vil jeg synge med på her midt i hedebølgen ... https://www.youtube.com/watch?v=ZTwx3juJY3cVarme hilsner (kan man vist roligt sige!) fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19415 - 04/07/2015 11:27
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i lummerheden..
Ja den er drøj, lummerheden, som gerne må slutte, så det er bare med at få knoppen og resten ud i vind og vand ;)
Er selv glad i Zetterlunds røst, prøv evt. cd’erne ”Ohh Monica” og ”Swedish Sensations” – hvor Bill Evans akkompagnerer hendes spæde skridt ud i verdensrummet – der nok ka’ lånes på bib., hvormed din egen får baggrund dér i haven ;)
Ja der er virkelig poetik i Brandts horisont, en tankeverden af undrende registrationer, lidt matchende Morten Søndergaards: Du og jeg kommer alligevel ud på et, vi er tankens mønstre og skygger på psykens væg.
* Gaden
Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slår. Det er den elskede gade, som gennem mig går… Det er det hvirvlende med omhvirvlede sjæle, som i mit hjerte har samlet sig, og i mit mæle… Folk og butikker, markiser, og fodtrin på fliser. Malstrømmen, menneskelivet, der myldrer og stimer. Sporvogn, der brummer, og klokker, der klinger og kimer.
- Emil Bønnelycke.
mvh samt et, puhh…det er lunt ;) Simon
Redigeret af Simon (04/07/2015 11:28)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|