|
0
registrerede
19
gæster og
1327
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM..
Og tak for fine ord og god poesi. I denne søndag på dette tidspunkt, ligger en del jo nok og puster tankebobler mod loftet, hvoraf nogle sikkert er fyldt med kærlighed, mens andre for længst er stået op, og sørme om ikke jeg er én af dem. Det er altså lidt kækt at vågne til fuglesang med kaffe og en smøg i døren kl. 04.00, men nu ska’ jeg jo heller ikke være kordreng kl. 10.00, og ka’ derfor gi’ mig selv én på øjet, mens andre synger for – her er det, jeg gerne ser dig Arne for mig, med velpudset tonsur og krydret andenstemme. Jeg ska’ for øvrigt og i forbindelse med kærligheden hilse fra Gustava Brandt, og sige, at der stadig er dragespor i Pelegs mark, en vellystning af en drage med en ånde som Lars Løkke Rasmussens, har sikkert danset på små lyseblå skyer mens den malede byen rød. I hvert fald var byen i går sort af hvide huer der sang om fremtiden, om det var deres egen, var nogen dog lidt usikre på, men vi skålede på deres vegne, og jeg har ondt i hovedet…
VILJE til kærlighed, kærlighed
som princip og behov
hvad er det, andet end hjertets lighed
hjertelighed som målsætning
ufattelig svær som styring
destineret af noget modsat
som hver blankøjet idé dækket ind
af sit daglige drab –
Kærlighed er noget ved legen, dens
lys, måske, noget ved forholdet
mellem to eller flere
Under dyrkning bliver den som ensomhed
egentlig uerkendt, men ophøjet
til forklaring og dogme
dræbende!
Men er ensomhed ikke nødvendighed og vilkår?
Ensomhed er noget du er, om du er det
Hverken ensomheden eller det meningsløse
er kærlighedens modsætning
Men rendyrkelse af ensomhed, kærlighed og det
som ikke svarer
er drab uden mening
i drømmenes vakuum –
Kun den der har forholdets overflod
der måske er dette lys
i denne lysning, et afsides sted
magter at være ene
og møder de mange.
*
Nå, kærligheden har jo mange vilkår at opstå i, og forleden så vi den herlige farce med Marilyn Monroe, Tony Curtis og Jack Lemmon, og senere satte jeg mig så til at læse lidt om fruen: Normativer, Marilyn’er og kunstneriske udtryksformer, kunne man måske kalde dette. I hvert fald var der godt med poesi i Norma’en, se bare disse intime bevægelser, hevet ud af ”Fragmenter” og en sart bevidsthed om et maskepi der nok snarere end hendes behov, tilfredsstillede en omverdens:
“I see myself in the mirror now, brow furrowed—if I lean close I’ll see—what I don’t want to know—tension, sadness, disappointment, my blue eyes dulled, cheeks flushed with capillaries that look like rivers on maps—hair lying like snakes. The mouth makes me the saddest, next to my dead eyes. There is a dark line between the lips in the outline of several [illegible] waves in a turbulent storm—it says don’t kiss me, don’t fool me I’m a dancer who cannot dance”.
Umiddelbart forestiller man sig her ægtemandens (Norman Mailers) udviste interesse og hjælp med sprogligt at fixere hustruens neurotiske problemer, for at få skabt et bevidsthedspunkt der kunne efterlades og blikket fritstilles mod egne eller et fælles punkt i horisonten. Men også amerikansk kultur på den tid, adskilte kønnene i uens arbejdsopgaver med kvindens job i hjemlige trygge rammer med kun børnenes og ægtemandens udadvendte karrieremuligheder.
Normas problemer med Marilyn kan på et tidspunkt have fået ”Norman” til at anspore Norma til et litterært psykologisk arbejde, set som udtryk for et fællesbehov, men næppe i dimensioner der truede med helt at fratage den estimerede forfatter opmærksomheden, for truslen om at blive forvekslet med Norma iført husmorforklæde, har næppe huet den maskuline amerikanske identitet indpodet på college.
Sikke en hjælpsom ægtemand, sikke en kærlighed. Intet tyder noget sted på nogen form for hjælp-til-selvhjælp fra hans side, tværtimod skrev han en roman om problemerne med hendes problemer, skrev hende ud af livet i en forurettet stil, der mere end antydede en selvanskuelse som skødehund på vej til hendes filmarbejde, og på et tidspunkt hvor han sandsynligvis var kommet sig lidt over at være blevet tilgodeset for indre, men ikke ydre kvaliteter, hvad der så end ansporede ham til at gifte sig med hende.
Noget burde selvfølgelig ha været tænkt og gjort, for hende, i retning af forsøg på at flytte omverdens blik fra Marilyn til Norma, hvilket muligvis ville ha afspejlet hendes forståelse af forskellen, og eksempelvis ved at hjælpe hende med at formulere tankerne og sin situation og livet i disse besynderlige filmkulisser, få skabt nogle prosaiske pejlemærker, for de fandtes jo, men manglede bare at komme ud. Men med ”venner” i så kunstigt et miljø og hvor ”dog-eat-dog” var eneste anerkendte realpolitik mod at få skabt en illusorisk verden af kunstnerisk attråede spydspidser, har det været svært for nogen psyke at overleve, idet man var anerkendt som enten producent eller produktet – noget i retning af miljøet vi overalt i Europa er ved at genskabe, trods en lang histories bitre menneskelige erfaringer med griske ”reale økonomer” der erstattede reelle politikere, med svære psykiske konsekvenser for også mennesker der aldrig indså dem – ”dog-eat-dog”.
I det lys, skinner Marilyn Monroes exempel som produktet af samme profitkultur, i et samfund der atter skaber mindre og mindre plads til flere og flere sarte psykers naturlige reaktioner p.a. syge politiske manerer, men hvor skal disse psyker mon nu flygte hen?
mvh & god synddag ;)
Simon
|
|
|
|
