Små ører ska' også ha' det godt:

https://www.youtube.com/watch?v=3nlmh-g3348

mvh
Simon

Hej i natten, fru nisserinde..

Ecce puer

Af tidens mørke
et barn er født.
Af sorg og glæde
har hjertet blødt.

I ro i vuggen
og svøbt i liv.
Oh, kærlighed
ham nåde giv.

Det ny livs ånde,
skæbnens spil.
En ufødt verden
bliver til.

Et barn der sover,
en død i løn.
Forladte fader,
forlad din søn.

- Joyce.

Digtet har sine rødder i Joyce’ sorg over datteren Lucias sindsuligevægt, samt fødslen af barnebarnet Stephen, der i 1932 oplevedes som lidt solskin på farens grav.

And then we are married,
O, how happy we’ll be
For I love sweet Rosie O’Grady
And Rosie O’Grady loves me.

- Joyce, A portrait of the artist as a young man, Penguin Books 1960.

*

Nu vi er der, hvorfor så ikke lidt fra ham der fandme var til, og som så udmærket lod sig begribe i og med sproget, der i høj grad bærer udvist kærlighed frem for sig – som modstykke kærligheden der snakkes ud af livet. Tværtimod, er det jo let at forstå venner der savner Jac, når livet og kærligheden popper op i øjnene fra hans digte:


Vi står her oprejst i seksualitet


jeg vil ikke sige noget
eller jeg har aldrig set det
i en dybde formfuld nok,

og det er jo kun et hus
som vi bor fælles i,

og dér denne grænse af vor virkelighed
som ikke bør optegnes,

og så den silkesilhuet
du altid bærer for at tydeliggøre os,

du står strengt
og hårdt udtrykkende bag et træ,

og du peger ned mod en plet af jord
med et let skrig efter fælleshed,

får det talende løst op
at vi har fået denne jord
for at forherlige os i al dens mudder,

og din mund er fuld af kærtegn
som står højt op i luften,

hvis det da ikke er verden
som du er rettet vredt imod,


hvad er begrundelse andet end ustandseligt
at blive grebet af sveden og kroppen,

at se sig selv som noget hele tiden
og formulere sig i svedfremstød der nært og tæt
dækker endnu en tid for en krop,

og jeg vil altid kunne mærke
din skrøbelighed
under centimeter af varm sødende sved,

du har ingen mulighed for at undgå dig selv
bare på grund af en svedtærskel,

for vi vil være sammen
som to glidende formaliteter,

og vi vil møde verden som hårdhændet
følsomhed under spejle af opblødt fysik,


vi taler langsomt og knyttet om
konkylierne for at se vor opstandelse
af virkeligheden,

forstærker os med de smuldrende år
der stadig synes at ville anskueliggøre,

og kraftigt syngende lægger jeg
min blødende masse af oprørt testikel
tæt ind til dine hofter,

og du i en sidste nedtrapning
inden du langsomt begynder at fornemme
at vi endnu engang
har været sammen om et tidsrum,

og fra vinduet rotationen i stenene
der aldrig løsriver sig fra hinanden,


jeg har vasket min mund ren
og glemt alt i en sidste let vrede,

kun din grænse ser jeg hele tiden efter
oppe i vinduet,

vi kender jo ikke hinanden
ser bare altid dybt mod vinduerne
for at formidle genert lys og sort skræmthed
dybt ind i hinanden,

ustandseligt rører jeg døren
for at lægge vægt i kampen mod støvet,

usigeligt slår jeg knytnæver
ind i dørene,

for at isolere min sky sarte kærlighed
til alle de fremmede,


jeg tror kun vi venter på døden
før vi slår os dybt forankret sammen,


der får ingen ende
det får ingen ende,

og vi står her stædigt i vores fordybelse
til kærligheden kunsten nuet og kønnet,

skriger håbløst beriget
om at alle verdener vil følge trop
og bare beherske deres kærlighed til os
menneskekønnet,

og når vi nu ikke magter
at løsrive os fra jorden
så må vi give os tid til at forstærke os
nu med jordiske intervaller,

og lade tiden fortone sig i os
til en stor almægtig kønskrop,

og så indtage vores plads i billederne
ligesom fuglene

- Jac.

*

Apropos kærligheden, og døden – nylig vakt til live i endnu en kinesisk tråd – fandtes mellem Karin Boyes efterladte papirer en samling digte som Hjalmar Gullberg skrev forordet til, i hvilket han forklarer ganske mange interessante forhold, bl.a. med referencer til Fröding, Pär Lagerkvist og velnok Karin Boyes yndlingsdigter, Rainar Maria Rilke, hvis Duino Elegier sandsynligvis havde deres faste plads på hendes natbord. De Sju Dödasynderna och andra efterlämnade dikter hedder samlingen, der også kan betragtes som en kantate, med døden der kalder som en ven og Karin Boye, der i sindsro ber døden følge sig. Uanset formsnak er digtene forunderligt virksomme – uden mystikeres dommedagsluner – og ville sikkert ta’ sig fint ud på natbordet dit, som venskabelig hilsen fra en brillant forfatterinde. I et af de sidste digte finder man disse fine betragtninger:

De Lugna Stegen Bakom

Lyssnar jag, hör jag livet fly
ständigt snabbare nu.
De lugna stegen bakom –
död, det är du.

Förr var du långt borta –
jag höll dig alltför kär.
Nu, när jag inte längtar längre,
nu är du där.

Käre död, där finns i ditt väsen
något som tröstar milt:
vad frågar du efter om man vuxit stor
eller hela livet spillt!

Käre död, där finns i ditt väsen
något som renar klart:
det som är lika hos onda och goda
lägger du blott och bart.

Följ mig och låt mig hålla din hand,
det lugnar djupt och gott.
Det vackra gör du bärande stort,
det fula gör du smått.

Det är som du ville mig något.
En gåva vill du visst ha:
en underlig liten nyckel –
det lille ordet ja.

Ja, ja, jag ville!
Ja, ja, jag vill!
Min fromhet lägger jag ner för din fot –
så växer livet till.

- Karin Boye.

mvh & go' weekend i forårssolen ;)
Simon

Halløjsa her i aftningen

Forårssolen har taget fat i både kinder, der blusser og knopper, der hurtigt grønnes for at springe ud i det lysegrønne skær. Der er tidligt gang i klipningen på trods af udsigten til nattefrost og en morgen med rimgræs. Poesien fortsættes her i den nordiske forårssol for have og hjerte ...


Kom deg ut døra, beinfly
til stasjonen, kast fra deg
bagasjen, hopp på toget
i fart! Finn

kupéen din. Spør hun
som sitter der, med øyne
som lyser slik furutrær
dufter om våren: -Hvor

går dette toget, egentlig?

– Det er det ingen som vet.
– Er det vakkert der?
– Det kommer an på.
– An på hva da?
Oss.

Joakim Kjørsvik

***

Der ute sopar dei gatene for støv til våren.

Dei tek minna med seg
når dei dreg vidare for å klargjere andre gater,

andre somrar.

Kanskje er du der

Oddbjørn Birkeland

***

Byrje på ny

av og til får eg
lyst til å vere
ny i verda

ikkje sakne, sørgje
eller skamme seg

men vere som våren

vere ei lita spire
som ligg nede i jorda
strekkjer seg oppover

gjennom mørke molda

ei lita spire som bryt
skorpa og kikar opp

faldar seg ut og
seier hei, verda

her er eg

Ruth Lillegraven

***

Morgen

Det er morgen igjen, vesle håp
og verden frotterer seg med nyvasket solskinn.
Livets ansikt er aldri det samme
selv om vi ser på det i all evighet.

Kolbein Falkeid

***

PÃ¥ jorden et sted

Tro ikke frosten som senker en fred
av sne i ditt hår.
Alltid er det på jorden et sted
tidlig vår.

Tro ikke mørket når lyset går ned
i skumringens fang.
Alltid er det på jorden et sted
soloppgang.

André Bjerke

***

Lauvet

Under lauvet som stilt fall ned
bad eit hjarte om dødens fred.
Ville aldri sjå sola snu.
Aldri elske meir. Aldri tru.

VÃ¥ren kom til den nakne skog.
Hjartet inn i si natt seg drog.
Fjorårs lauvham låg kald og død,
kvilte tungt over kim og frø.

Aldri stansar ein vår for godt.
Gjennom lauvlaget tært og grått
friske spirer bryt fram og gror.
Hjartet finn att si grøne jord.

Får sin sommar. – Men når det ser
bleike fjorlauv som enno tér
skuggelett over frodig grunn
gløymer hjartet den lyse lund.

Halldis Moren Vesaas

Også go' weekend og forårssol til dig
RoseMarie

Morn' RM..

Ja, sølvskæret den tidlige morgenstund her, ligger også og venter på solen. Foråret sprudler af liv, her har vi små sangere der pikker på ruderne som spætter i fortællerglæde.

Godt billede: nyvasket solskin. Herlige digte!

Her lidt af en anden slags:

Udvalgte Digte ved Thorkild Bjørnvig.

(Sonetterne til Orfeus…)


FORAARET ER HER IGEN

Foraaret er her igen, Vor Jord
er som et Barn, der kan Digte, o, mange …
Nu faar den rigelig Løn for den lange
tunge Læretid, som den erfoer.

Streng var dens Lærer. Vi kunne dog lide
det hvide Skæg hos den gamle Mand.
Nu, om det Grønne, det Blaa vil vi vide
hvad de betyder: den kan det, den kan!

Jord, som har fri, vær nu med til en Vaarleg,
leg nu med Børnene. Dig vil vi fange,
jublende Jord. Den Gladeste faar dig.

Alt det, som Læreren lærte, som tynger,
hvad der staar trykt dybt i Rødder og lange
knudrede Stammer: den synger det, synger!


(Nye Digte…)


SENHØST I VENEDIG

Nu ligner Staden ikke Agnen længer,
som fanger alle vaagne, springske Dage.
Glasagtige Paladsers lette Tage
slaar sprødt imod dit Blik. Fra Haver hænger

Sensommeren som en Hoben Marionetter
træt, hovedkulds, af Liv forladt.
Men fra en Bund af gamle Skovskeletter
slaar Vilje op: som skulde denne Nat

Generalen for Have og Galejer
fordoble deres vaagne Arsenal,
for straks at tjære næste Morgendag

med Flaader, som for tusind Aaretag
staar tæt, og har, mens alle Vimpler vajer,
den store Stormvind, straalende, fatal.

*

BARNDOM

Man skulde tænke grundigt for at tale
om noget tabt, der laa saa dybt i Dvale
som disse lange Barndoms-Formiddage,
der aldrig mere saadan kom tilbage –

hvorfor? Det minder os endnu: i Regn
maaske, hvem husker mer, hvad det vil sige;
men aldrig var vort Liv saa fuldt af Tegn,
og Gensyn og Farvel saa virkelige

som dengang, da der ikke skete andet
for os, end det der sker for Ting og Dyr,
da leved vi i deres Eventyr,
skønt Mennesker, fyldt af Figur til Randen.

Og bleb saa ensom som en enlig Hyrde
og selv det Fjerne bar vi som en Byrde
og langt fra hørte vi det kalde, vække,
og langsomt som en ny blandt lange Traade
blev vi ført ind i denne Billedrække
hvor det at blive nu er os en Gaade.

*


DEN ELSKENDE

Det er min Vinduesrude.
Saa let er jeg vaagnet, at
jeg følte mig svæve derude.
Hvor langt naar mit Liv fra min Pude,
og hvor begynder min Nat?

Jeg kunde mene, at al-
ting i det klare Rum
var mig: mørk som krystal,
gennemsigtig og stum.

Jeg rummede ogsaa hver Stjærne
inde i mig, saa stort
var i mig mit Hjærte, saa gerne
lod det den ene gaa bort,

som jeg maaske var blevet
kær i, maaske kunde faa mig.
Fremmed, som aldrig beskrevet,
stirrer min Skæbne paa mig.

Hvorfor er jeg lagt under denne
vage Uendelighed,
duftfyldt som Engen derhenne,
bølgende op og ned.

Kaldende og beklemt,
om Raabet hørtes af Manden,
smerteligt forudbestemt
til Undergang i en anden.

*


DØDSERFARING

Vi aner intet om den Bortgang, som
fortav os alt. Vi ejer ingen Grund
til Pris, til Had mod Døden, hvor den kom,
og til at elske Dødens Maskemund,

som skæmmes underligt af beske Klager.
Verden er fuld af Roller, som vi prøver.
Saa længe vi ser paa, om vi behager,
da spiller Døden, skønt hans Spil bedrøver.

Dog da du gik, brød ind paa denne Scene
fra Spalten, hvor du traadte ud, en Strimmel
Virkelighed: Se, virkelige Grene,
Grønt, virkeligt Grønt, og virkelig Himmel.

Vi spiller videre, fremsiger tomme
tunge lærte Ting og prøver med Gebærden
i Stykket; men dit fjerne, fra vor Færden
forskudte, dybe Liv kan ofte komme

uventet over os og køligt sænke
sig som en Viden om det virkelige,
saa vi henrevet blot, uden at tænke
paa Bifald spiller Livet, sælsomt rige.

*


ORPHEUS. EURYDIKE. HERMES

I Sjælenes forunderlige Bjergværk
skred de som Sølv. som Aarer
gennem Mørket.
Imellem dybe Rødder sprang det Blod,
som strømmer videre til Mennesker,
og det saa ud som tungt Porfyr i Mørket.
Kun dette Røde saas.

Klipper fandtes der
og væsensløse Skove, Broer over Tomhed
og denne store, graa og blinde Dam,
hvis Flade svæver over fjerne Dybder
som Regnvejrshimmel over diset Landskab.
Og mellem Enge, blidelig, langmodig,
gik denne ene Vejs forladte Strime
lagt ud som lange Lagner, der skal bleges.

Og det var denne ene Vej, de kom.

Den slanke Mand i stærkblaa Kappe forrest,
som stum og utaalmodig saa frem for sig.
Hans lange Mandsskridt tygged ikke roligt,
men slugte graadigt Vejen. Tungt og lukket
hang Hænderne fra Kappens dybe Folder
og følte ikke mer den lette Lyre,
der af sig selv var vokset ind i Venstre
som Rosenranker i en Oljegren.

Hans Sanser var som tvedelt: mens han Blik
løb foran som en Hund, der drejed om
og kom tilbage, vented, og paany
stod vagtsom spejdende ved næste Vejsving –
blev Hørelsen tilbage som en Lugt.
Og ofte var den ham, som nåede den
ned til den sagte Skriden af de to,
som skulde følge hele denne Vandring
opad. Saa atter bare Genlyd af
hans Skridt, og bag ham Vinden fra hans Kappe.
Han hvisked til sig selv: de kommer nok,
han sagde det højt og hørte Lyden svinde.
De kommer nok, blot var det to, som gik
fortvivlet sagte. Voved han kun éngang
at se sig om (hvis ikke ved det ene
forbudne Blik det hele Værk forspildtes,
som først skal ske), saa maatte han jo se dem,
se disse to, som lydløst fulgte efter:

Guden for Vandring og det langvejs Budskab
med Rejsehætten over klare Øjne,
med Staven baaret frem foran sin Krop,
med Vingerne, som slog omkring hans Ankler,
og givet til hans Haand, den venstre: hende.
Den saa Højt-elskede, at fra en Lyre
kom mere Klage end fra Grædekoner,
at der af Klagerne blev skabt en Verden,
hvor alting atter fandtes: Skov og Dal
og Vej og Landsby, Mark og Flod og Dyr;
og at om denne Klage-Verden kredsed
nøjagtig som omkring den anden Jord
en Sol ved Dag, ved Nat en Stjærnehimmel,
en Klage-Himmel med forgrædte Stjærner –:
den saa Højt-elskede.

Men hun gik frem med Haanden lagt i Gudens,
med Fodtrin hæmmet af det lange Ligsvøb,
usikker, tøvende og fuldt af Taalmod.
Og indadvendt, som vented hun et Barn,
var Manden foran fjærnt fra hendes Tanker
og denne Vej, som steg mod Livet, fjærn.
Saa indadvendt, at det at være død,
det følte hun som Fylde.

Og som en Frugt af Mulm og Sødme var hun
saa opfyldt af sin store Død, saa ny
i hende, at hun ingenting begreb.

Hun gik dér i fornyet Pigeuskyld
fjærn og urørlig: hendes Køn forseglet
og lukket som en purung Blomst mod Aften,
og hendes Hænder vænt fra varme Favntag,
saa grundigt, at endog den lette Guds
stilfærdigt ledende Berøring krænked
hende som alt for stor Fortrolighed.

Thi hun var ikke mer den blonde Kvinde,
som Digterne saa ofte havde fejret,
ej mer det brede Lejes Ø og Duft,
og ikke mere denne Sangers Eje.

Hun var forlængst løst op som langt, blødt Haar
og allerede faldet som en Regn
og uddelt som et hundredfoldigt Forraad.

Længst var hun Rod.
Og da paa een gang Guden
i Smærte greb om hendes Arm og udbrød:
Nu har han vendt sig om –, forstod hun intet,
og spurgte sagte og forundret: Hvem?

Men fjærnt, og mørk mod Aabningen til Dagen,
stod én, hvis Ansigt ikke kunde skelnes.
Han stod og saa paa Stiens blege Strime,
hvorledes Rejsens Gud ,ed sorgfuldt Blik
dernede vendte om for tavs at følge
hin Dejlige, som allerede skred
tilbage ad den samme Vej, hun kom fra,
med Fodtrin hæmmet af det lange Ligsvøb,
usikker, tøvende og fuld af Taalmod.

- Rilke.

mvh & god dag dér..;)
Simon

Consummatum est

Birken lo med alle birkes lyse, lette latter,
suged’ solens lysblink, rejste sig på tæerne
og kastede et fingerkys til himlens gode gud,
dengang dagen brød igennem graners vagt
ved grå rabatter,
jog sin ketcher gennem tågen, pilled’ mørket
ned af træerne
og viste hele skoven, at en bøg var sprunget ud.

Å-h! sa’ fire popler, og et egetræ sa’: næ-h!
Og bøgetræets egern, kom hjem fra pigens træ,
fo’r forvildet rundt i skoven for at finde sit logi.
Men bøgen stod og nikkede med tusind spæde stilke,
og nye knopper bristede i brus af dunet silke;
for våren lå og lynede, og knopper lå og længtes,
og inden i hvert hylster lå undere og trængtes,
til lyn og længsel gnistrede,
så brune pupper sprængtes,
mens alle vårens guder galoperede forbi.

- Nissemand Petersen.

mvh
Simon