Nu det er så svært at finde vinteren, åh, lidt frost på huden gør ingen vinter, ingen jul…

SENSOMMERDIGT

Så mørk en sommer allerede
og gennem ruden
trætte øjne ser

– –

Så mørk
en længsel
når længslen er stillet

– –

Så tung
en sommers
sol

– –

Uhørligt hjertet
men mærkbart håndens greb
om hånden længe efter

– –

Og den der nu går bort
og ud af haven
er en anden

– –

Så tryg en blæst
et efterår
så langt et liv

- Poul Borum

mvh
Simon

En morgenhilsen fra en genopstået …

Anton i Kærby
Hans død og genopståen

Vi ved alle, at julen er hjerternes fest, det er en glædesfest, som muligvis er anbragt på et forkert tidspunkt i året, men det er fordi man har overtaget de gamle hedenske feststunder for at overbevise de vantro om noget ganske andet.

Førhen troede man jo fx på, at tordenen skyldtes, at Thor kørte henover himlen med sine bukke. Nej, det tordner, fordi GUD og Sct. Peder engang imellem tar sig et slag tennis, og når bolden så rammer jorden (vores himmel. red.), så tordner det. Det giver også en meget bedre forklaring på, hvorfor det næsten kun tordner om sommeren.

Anton W. Olsen, der boede i Kærby, blev en skøn sommeraften, da han vaklede hjem fra den lokale café, ramt af et lyn. Han kom derfor op til himlens port, da bestyrelsen trods alt følte sig lidt ansvarlig. Han fik hurtigt tildelt en palmegren og en lille harpe samt skemaet for den himmelske dagsorden.

08 – 12: Synge Hallelujah
12 – 18: Juble
18 – 24: Synge Hossiannah

Kl. 8 om morgenen begyndte Anton altså at synge ˶Hallelujah˝. Han, der havde levet det meste af sit liv på værtshus, gav den faktisk efter det, man i salmebogen kalder ˶egen melodi˝. Det samme skete med Jubel og Hossiannah.

˶Hallelujah, kommer der ikke snart…˝
˶Hossiannah˝…

Efter næsten et halvt år blev det den gode Gud for meget, han kaldte Sct. Peder til sig. De blev imidlertid enige om, at de ikke kunne være bekendt at sende ham ned i underverdenen.
Men pludselig en torsdag, mens GUD var travlt optaget af at sætte det mindste blad på en nælde, kom Sct. Peder løbende: ˶Vi sender ham tilbage igen, vi sender ham tilbage igen˝, råbte han.
˶Vi har dog kun sendt nogen ned, hvis vi kunne gøre om på menneskeheden eller dele af den˝, svarede Herren.
˶Vi kunne sende ham tilbage igen med en gudelig indskydelse til den danske regering˝, mente Sct. Peder.
˶God idé˝, sagde den gode Gud, og han vidste jo virkelig, hvad der var godt.
Hurtigt skrev han et par gudelige indskydelser ned, og kort efter stod Anton i den himmelske elevator, som en af de få, der ikke skulle i kælderen, men som havde fået lov til at stå af i stuen.

Da Anton atter stod i Kærby og så sin gamle stamcafé, og hørte Harmonika-Egon give den med ˶Kommer der ikke snart …˝, så gik han lige ind. Den gode, gamle stemning greb ham igen, og da han jo allerede havde mærket suset af evighed, ja så blev han siddende, og siddende, og siddende … og siddende. Det er derfor, at den danske regering aldrig nogensinde har fået en gudelig indskydelse …

Det er en mærkelig historie, og den er heller ikke sand.

- Jesper Klein, Almanak 1984.

mvh
Simon

Marconis hytte

Lille og vagtsom som et fyrtårn,
et rent og klart sted for barnet i enhver,
er det som havde havet talt i dig,
og så var ordene tørret ud.

Bidt og opforstret der ved havet,
og af det Britiske forår,
er der vist kun en måde at ske på
og et digt til at vise, at det er sket.

Jeg er tæt på nu, breder armene ud
imod dine slotstykke mure. Jeg må lære
at bruge din vildskab, når jeg låser din dør
op og i, den er svagere end kys.

Måske er du en eller anden slags gud
eller menneskestjerne, varig på trods
som en node lænet op ad en vase med blomster.
Eller en rød skjorte på lyseblå baggrund.

Dit sinds seng har udstået bøger
af kærlighed, du er hvad jeg har samlet
til mig af andet; dit køds slidte glans
har jeg lært mig at elske igen.

Endnu en ustruktureret, ugift og ufærdig
sommer putter sit løsslupne vejr
ind i mine vinterdigte, snyder tiden
og blodet for dens tidløshed.

Lær mig at have dig for evigt
som man siger, det dybere modsatte
af et billede, dine blade, den del af dig
som havet først talte til.

*

Rødkridtstegning ved auktion over dødsbo

En tyk og livmoderagtig knude i gardinet
(præcist som en tømrer der viser muskler)
unaturligt komprimeret et rige af brunt:

som om himlen var smeltet en smule,
med sine to jeger vendt af en høtyv,
en streng af rubiner trukket igennem
den sorte perle, den falske, og virkeligt månelys.

Jeg savner en temmelig stor bunke silke
fra min arm hvor den putter sig usagt
i et L’s bøjning eller går til vandet, brudt af sten
mellem fingrenes ornamentale læber;

og skænds på hvert eneste kuldskært plan
af det særlige blad hvis efterårs slægtskab
snor den rene grønne tråd ud af mit kød.

*

Gladiolus

Denne grænseplante, hvis statelige blomster
kloner mættede røde på en enkelt stængel,
vil ikke tømme jorden som georginen:
Den har kun et mål, og det er kunsten
at gøre sig elsket.
Den vokser i transit med ærligheds måner
af atlask, den træder ud af sit eget bladhang,
evigt grøn eller grå med de kravede blade
lagt over hinanden og frøene venligt
flået som kerner, som tusind spillekort
blandet i træk og svindel, kun for at fange
de datterceller, der forårsager de gule ar.

- Medbn McGuckian.

mvh
Simon

En digters skrift

Grafologer bøjer sig over digterens skrift.
Ordenes rutinemæssige forhør.
Ude i det fjerne Europas uundgåelige græsgange.
En cyklist der venter foran en sænket bom.
De uregelmæssigt stigende sætningers alpinister.

Ud fra den første betragtning kan man slutte
at her har vi med en kimæresamler
at gøre.
De pedantiske optegnelser kataloger og registre
afslører forkærlighed for kostbare nederlag.

Hans arvtagere ser ham af og til
i de terningformede landskaber
når han bortødsler sit lange liv
på en kortvarig udødelighed.

*

Hestevæddeløb

Denne kærlighed har brug
for et liv efter døden og hestevæddeløb.

Vi kan jo ikke nå at gå fra hinanden.
Vi kan ikke nå at være hinanden utro.

En triumfbue i spisestuen.
Morgenen fra nærtliggende juveler.

Vi sejler i sprogets nedarvede gondol.
En tropisk libretto. Tidens galge.

- Ewa Lipska.

mvh
Simon

Meningsløshed

Dette år gik fallit hurtigere end vi havde troet.
Vores aktieselskab kaldet ægteskab
er nu insolvent. Vi mangler følelser.
Vi går konkurs og tager til Sutherlands vandfald
for at slukke tørsten. I Auckland
hos Richard H. taler vi om at imitere døden.
Rømmede pirater. Solister fra en forstadsballet.
Pianister klædt i anakronistiske parafraser.
Vi lægger vores rejsekufferter til side. En plaid.
Gør os fortrolige med tennisskoenes ortodokse sorthed.
Syge drenge. Cortisonslaver
træner tavshed på bibliotekerne
som normanniske trappister.
Hortensia
farvernes spraglede provins
smykker vores meningsløshed.

- Ewa Lipska.

mvh
Simon