Inger Christensen, ja ... :))

Altid kan hun sige mig noget og som regel noget dejligt, som gør glæden ved livet en lille tand større og dybere :))
Hun må være mange nye danske poeters "mor" og inspiration?

Og lad os bare fortsætte sådan, liggende på ryggen med ansigtet og øjnene vendt mod himlen og skyerne :)) her med Henrik S. Holck fra "Vi må være som alt".


SKYBILLEDE

næsten udviskede
skyers
drift
disse sejl
over himlen
sart og gennemsigtig
dis
og næsten udviskede
skyers
blottede drømeksistenser
over himlen
som de tidlige morgendyr
mod livsbegyndelse
sart blå og gennemsigtig
dis
over forkroppede tanker
under vindrejserne
her og her og her
næsten udvisket
de indbyrdes forhold
svævende
sart blåt
næsten borte hvidt
gående fjernere
over himlen
en ufornægtelig samforståelse
og
denne
denne sarthed
i det hele


Og herefter må vi vende os om og la' blikket søge mod havet for at følges med Holcks poesi imellem os :))


SOM ALT

som åbent morgenhav
skal vi ses
når vi træder ind i lyset
der skal bringe sig
fordi vi og alt andet
er tilsigtet

solunivers af skabelse
mellem livstilstandens
begyndelse og slutning

som alt
ja som alt skal vi beskues
af vore indre legemer
når vi går ind i dette hvide rum
hvor murværket endnu ikke
er revnet

og vi skal videreførelsen
af det vendte syn
når alt går sammen
og det ene er som følge af det andet

vindene må os
og særlig lyset i solunivers
spændt som hud over træerne

som vi skal omfavne
og genkende som dele af vore bevidstheder

som åbent morgenhav
skal vi beskues
ikke tungt og ikke bortbølgende
men blotlagt i en levenhed
strakt frem som snegleøjne


Jeg ved ikke, hvordan det er med dig, men når jeg læser Holck, så banker mit hjerte lidt hurtigere og åndedrættet bli'r en smule dybere :)))))

Ha' en herlig dag, gerne både med puls og vejrtrækning :)))

RoseMarie

Og så lige et enkelt mere af Holck :))


REJSER I BLÅ

rejser i bjergene
blå
blå livstråde i blå
hudbløde lys
og rejser i bjergene
sammen i mit indre som vandet før det dråbes
og uafbrudt nye uplukkede virkelighedsdrømme
livstråde blå
disse nethinder
og en forløsnings blå begyndelse
mod fuglenes tegnede luftcirkler
og disse bjerges gravsenede stenspor blå
blå mine uophørlige skridt i bjergenes stenfolder
blå min mikrobeagtige klatren imellem dagenes livspupiller
sammen i mit indre som himlen før den skyflækkes
livstråde blå
disse nethinder
og en forløsnings blå begyndelse
under mine tavse
rejser i bjergene
ørernes konkyliesus i luftens store himmelrum
og den næsten forstenede massivitet i bjergenes dybe spor
hvor sneen højt oppe lægger sine handlinger
mod bjergene åndede til den fuldstændige følelse af
fuldkommenhed

fordi alt er blåt


Søndagshilsner i regndråbernes livsdryp

RoseMarie

Hej Simon

September måned, den første efterårsmåned, kalder på et af de smukkeste efterårsdigte, jeg kender ... og nok også du? :))

efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
findes; og enrummet findes; englene,
enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
findes, erindringen, erindringens lys;
og efterlyset findes, egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden
findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

Inger Christensen

Og så er der farverne, efterårets farveorgie ...

Ja, farverne findes, og selvom de kommer meget stille og næsten usynligt, så er det kun for at tiltage og langsomt tænde det store bål, det er at sætte naturen i brand og flammer ... derfor bære blus vi med glæde :))

Fuglene flyve som vind på vinger
let over vildene hav,
skjaldene flyve, som rimet klinger,
glat over slægternes grav!
Derfor bære blus vi med glæde!

Hjerterne vakle, når højt de banke,
drages til fuglenes spor,
lyset dog sejrer, den mørke tanke
flygtende synker i jord.
Derfor bære blus vi med glæde!

https://www.youtube.com/watch?v=QU7ZLw4kwjQ

Glædesblus til dig fra

RoseMarie

Ohøjsa RM…

Ja, nu sidder vi her så igen – som Christensen sagde i April – sørme om ikke vejret er over os – igen! Snart sprudler det hele i noget nær et hørligt farvesmæld, lige meget hvor vi går, nåja, Vesterbros øjne fritaget, da ørerne i den del af verden er underlagt mobiltelefoners rasen, men det undskylder træerne nok.
Det er Holcks og Christensens skyld, at det hele summer af poesi, men er jo et dejligt syn, selv om de egentlig selv skulle ha stemt for; men den ene er jo desværre naturligt undskyldt. Så jeg vil spole tilbage i den Christensen’ske kalender, og ups! dér var jo et brev i april:

IV

Her sidder vi så
i dette voldsomme enrum,
hvor løgene pukler
under jorden,
og venter.
Ved middagstid
da bjergregnen standser,
står der er fugl
på en sten.
Ved aftenstid
da hjertet står tomt,
står der en kone
på vejen,
Hendes ansigt
er rynket og rundt,
og det ser ud
som om hun husker
sig tilbage
i tiden,
mens hun stille
regner efter,
hvornår
og hvorfor
hun mon sidst
så et menneske.
Så nikker hun
og går.

oo
Jeg ser anemonerne.
Jeg forestiller mig ikke
at anemonerne
ser mig,
men alligevel er der,
idet de ilter
skovluften
og i det smuldrende
efterbillede
som efter brændende
magnesium
noget der siger mig,
at jeg er mere synlig.

o
Sig mig
at tingene
taler
deres eget
tydelige
sprog.

oooo
Stenløven med øjne
så blinde som løg
under jorden
der bærer
fundamentet til huset,
og det underste
skridende kælderdyb
hvor de ældede spædbørn
piber som moderløse
munke og nonner,
og stenrankerne
bladenes brudstykker
af rasende
lidenskabelig kulde,
som trevler
fra underjordens
lasede mund,
der stum og tvær
og næsten som en sær
foranstaltning
svupper alverdens
kulturer
frem i lyset,
som en so
føder grise.
Hele denne hvisken
gennem mængden
af hinder
og hud,
hele dette menneskelige
røre
er vi tvunget til at kalde
for fryd og frydes,
jubel og juble,
lyst, nydelse, salighed, lykke,
og som mursejleren
der sover i luften
huse vores hjemløse
forstand i en drøm.

- Inger Christensen, Breve i April.

Sikke mange fine smuksakker, du siden sidst har lagt på plads mellem rummets ord, RM – også selv om jeg jo godt ved, at du må ha de sidste suk med dig fra havens grønne stemmebånd, da særlig inden jordens farver stiger mod trækronerne. Ak ja, efteråret, kors i hytte mi, hvor jeg dog elsker sensommerens grænse mod dén, hvor vi næsten må danse på regnbuerne, for at komme tørskoet frem mellem bygerne, ja det ville da være så meget lettere bare at danse barfodet til trækronernes musik, på hjortefødder, måske..;)
Ja den går rask til, tiden – men er også hurtigt tilbagevist, med bare et lille knips på viseren, tilbage til det ståsted man ønsker, og vups, står de der pludselig, hver og én dér på gulvet foran os, og synger den ene strofe efter den anden, eller hopper som Jac rundt i små ginflasker som en lykkens pamfilius, i bare glæde. Selv om Fru Christensen er tidløs, er det nu kækt af og til at hive hende ud af uret, vi har jo godt af hende, så vi tar sgu én til:

Der findes basilisker med stenvinger
kronede sten der bevæger sig

kroner af guld til de hellige
fabler om materiens frihed

hellige stenlitanier
der kværner i de dybe kulturlag

en grøde i den prisgivne ørken
en blomstring i basis halleluja

visionernes asymmetri.

- det Christensen’ske Det, urtidens femme.

Nå, håber du grønner dig i fryd, på de glædelige suks tankebroer ;)

de klorofyliske hilsner..
Simon

Halløjsa hallehejsa

... her fra nydningen i septembersolens stråler :))

Inger Christensen rører mig altid, også når der ikke er så meget rørelse deroppe under hårtotterne. Måske er det fordi, hun skriver med en stor enkelthed og la'r hvert ord hvile i sig selv ... ikke mindst visuelt. Og det er godt for øjnene. Ja, man kan vel egentlig godt sige, at det er klorofyltgrønt for mine øjne :))) ... og noget af det samme finder jeg i mange af Holcks digte, her med et par stykker fra "Drømmesøn"


Forklarelse

døende
nej
gå da ud af en sommerdag

syngende
med øjnene i det grønne
og roser
syng da

og ikke fordi
kun du
står her
ja
men også alt det
udenom
er beviset


*


Sang

de store rødgyldne blade
ligger som både under træernes nøgne kroner
ude i min krops grænse
til livet

fugtige
endnu blødt bevægelige
som store kloder
brændende ind og ud
af øjnenes drømme
og virkeligheder


*


Og se

Solfuglen optages i sit univers
og landet vokser med dagen
og vi bevæger os som de første over det hvide landskab
og der er kun vor tavshed
kun vort blik og kun dets kærtegn
og det er godt

solen går ned
og solen står op
vind drejer ind
og vind drejer ud
skyerne driver skyerne blå
og ilten hvisker sit blod

og se
ja se
vi fortsætter
med en erkendelse
før ikke mulig
før ikke værende
din hud tegner dig
som regn af regn gennem himlen
sole går ned
sole går op
fugl synger ind
og fugl synger ud

at være



Septemberlevende hilsner

RoseMarie