0
registrerede
172
gæster og
67
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#24945 - 20/03/2018 01:50
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hejsa i la notte, RM..
Ja, helt utroligt så mild natten pludselig blev, da halen af sibiriske isfugle omsider fløj forbi. Også fuglene blomstrede syngende op, da det blev dem klart at tiden måske var inde til at sænke brystkassen lidt, men det er selvfølgelig vinteren vi har forårsfornemmelser i, slet ikke dårligt, ikke spor…;)
Lige før forår er et rigtigt lille mesterværk, af den slags der gør en forskel, nøjagtig som helt nødvendige digtere, der jo stemmer særlige toner an i os. I den forbindelse overvejede jeg at levere et exempel af samme art fra Tom Kristensens bassedreng af kronikker og artikler, men bade i den sku' du måske selv, såfremt interesse osv. - fik du mon læst Sølve... Her i stedet en anden af den nødvendige slags, men som jo desværre forsvandt i 2001, men alligevel nåede at sende en kolossal kulturhistories yndlinge en lille hilsen fra et årtusindskifte, digtere og filosoffer, hvorimellem flere nok ville ha’ peget på vor tidsregning som ganske forskruet, hvad jeg er ganske enig i, og apropos brugen af målestok:
Høstregn
Når regnen på andet døgn falder kraftigt, så vi ikke går ud uden tvingende grunde, og tvinger kornet i knæ, der rankt stod parat til at blive rekordhøstet, men vel ventede på at maskinerne skulle blive ledige, mindes vi om at vi lever af naturens nåde. Men det er kun et svagt minde. Hos os sker der ikke naturka- tastrofer, og det er ikke vores problem hvis vort høstudbytte bliver for lavt: manglen og sulten mærkes andre steder. Det kan være et problem at høsten bliver for stor og prisen for lav: så sker det vi må have økonomisk hjælp til at destruere over- floden. Vi lever af kulturens nåde. Andre dør af den, såvel som af naturens unåde. Regnen falder kraftigt, men forvolder ingen oversvømmelse. Vi går alligevel ikke ud uden tvingende grunde. Vi hygger os. *
Ansvar
Undertiden går det bedre når man ikke kan holde sig selv til gode at man ikke har det for godt. Gode undskyldninger er gerne overflødige dårlige undskyldninger kan man ikke få nok af.
Så længe man er lille, er det de andres ansvar. Når man er halvvoksen, er det de andres skyld. At blive voksen er at tage ansvaret, at tage skylden på sig, også for det man ikke har gjort. At blive ved at give de andre skylden, er at blive infantil, selv om de andre har skylden – og man selv har ret.
At have ansvaret er at være under anklage: de andres, sin egen. Derfor kan man godt have brug for at holde sig selv til gode: at man ikke har det for godt.
Det blir et problem, når man både har ansvar og »har det godt«, dvs. masser af goder – og ingen undskyldning.
- Villy Sørensen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24950 - 21/03/2018 11:43
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Et lille hop i tiden sammen med befrieren og bassisten med vægten, kasketten og piben, herunder vinterens smukke mælkehat, der nok tårner støt en tid endnu:
Portræt af kunstneren som et træ
Er lyden Regn eller Stilhed? Hør Sommermaanen. Alleen aabner sig. Modlys. Og det er Porte. Duften af Salvie. Aftenmusik. Hvor det blænder. Træerne staar, som de plejer. Groer. Grønne. Sorte.
Her lufter af Ansvar. Hvilende Nepotisme. Selvbebrejdelsen, laadden: En Bjørnespinder. Natten er ikke Nat nok. Og Bølgerne ikke sortladne. Fryser I, Drømmere, Natravn, Veninder?
Tjørnene, blæst imod Øst, deres hvide Forklædning. Maanen med sine Aftryk af Gudens Fødder. Slægterne uddøer. Det kalder: Fisk. Øgle. Amøbe. Er regnen Lugt eller Hvile? Her slog jeg Rødder.
*
Ved Tybring Kirke
Musvaagetrækket, rolige Rovfugle, brune, lysere, hvidblaa, som Sne, stiger op gennem Livets højeste Himmel.
Kirkegaardsmuren, Kastanierne fælder. Intetsteds priser man varmere sine Tarme. En Graver, bleg, ved sin Skovl, dybere, dunklere vokser hans Kælder.
Musvaageskrig, eet eneste. Svimmel ser jeg derop. Dér er den, graabrun, som Svovl, med afslidte Streger.
Og inden den atter skriger, falmer mit Blik: I den Bleges Hånd en Hovedskal. Se, hendes lyse Lokker for Vinden leger.
- Frank Jæger.
Men sikken forårssmag foran caféerne, dér sad de intolerant indpakkede julegaver med smøger og kaffe på bordene, mens fuglene lo fornøjet, ..;)
mvh Simon P.s.: anbefalet læsning: Glasbåden af Karen Enevold.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24957 - 22/03/2018 02:28
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej til dig her i natten Skønne digte af Jægeren, en godbid på selve Poesiens dag. Jeg har googlet Glasbåden, og den må jeg forsøge at få fat i ... efter Sølve. Den er jeg slet ikke nået til endnu. :)) Morgenbønnens lysfyldte grynede tåge en stilhed der brydes af spætte-hakken en insisterende hvirvel der blandes op med en tung hamren Brædder der sømmes fast over det forladte hus døre og vinduer
***
Står og ser ud af vinduet. Den daglige udsigt, som ved sin fortrolighed mærkværdigvis hele tiden er en trussel om at glide over i andre billeder. Billeder som også er fortrolige men ikke ønsket. Eller det er måske blot årets gang. Eller tåge, lyset der er slukket, eller pollen i luften. Det splintrer for øjnene og alle linier hakker sig uskarpe over et rum af kit-gulnet farve. Hvis man står der længe hver dag, synker man ned, og fødderne sidder fast som i fortidens asfaltsøer, og kroppen svulmer op og synker samtidig sammen. Men fordelene er indlysende. Man sætter sig ikke ned og skriver om transparens, og udsyn der bliver til indsyn, eller forudsigelige opsatser som fotografi som kunst eller ikke kunst. Man reagerer ·sletikke.Der er slukket for knappen. Jeg vil gå over i min karnap, med vinduer på tre sider. Det var bedre da der voksede en stor grov og underernæret kaktus op af den ene sprosse. Det har jeg skrevet om (Rodin).
Per Kirkebyhttps://www.information.dk/kultur/2011/04/vaere-spraellerSov godt med drømme i farver RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24961 - 23/03/2018 11:41
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Naturens poesi, havet, skoven, lyset og himlen ... årstiderne. Jo, der er mange poeter og andre skribenter og kunstnere, der har ladet sig inspirere af naturen og årets gang. Skovens digter blev han kaldt. Skoven hvor han arbejdede, så og sansede og fik sin inspiration til poesiens gaver.
- Hold sinnet ditt mjukt, sier en stemme i vinden. - La det ikke stivne av år og alder. Smør det med dagenes gule soltalg, dynk det med dogg fra en blomsterkalk, garv det i motgangs bitre saltlake. Hold sinnet ditt várt og villig som greina i brisen: en hvileplass for fugler med vingen av blå himmelluft.
***
Men drøm din drøm Det er det eneste som kan verge dine øyne mot altfor nakne syner: Drømmen er blømmende lyng som skjuler dødens helleristninger på grunnfjellet i ditt sinn.
***
Jeg sitter her i en kirke av skogduft og dogg en dag. Linnea ringer til messe med lydløse klokkeslag. Og presten har intet ansikt og prekenen har ingen ord. Det hellige sakramente er angen av vårlig jord. En løvsanger kvitrer ved redet, en bille bestiger et strå. Og dypt i den signede stillhet hører jeg livshjertet slå. Det finnes en tillit i verden, et lys over store og små
***
Havet og skogen er søsken. De taler langveis sammen på vindspråket. Den ene blond av brenningers hvite skumbrem, den andre mørk av rotvokste vingeslag. Havet og skogen er søster og bror. Og selv er jeg av samme higende ætt. Jeg anerkjenner ingen grenser, selv ikke dødens. Jeg har sloppet mitt hjerte på beite på solnedgangens røde enger og slått opp min lengsels sandslitte beduin-telt bortenfor synsranda, der lendet haller vestover mot evigheten.
***
Den som har lengselen i seg er aldri fattig. Lengselen kan legge en blå kongekappe selv over tiggerens magre skuldrer.
Hans Børli
Naturen er på én gang både ny og gentagelse på gentagelse. Naturen har hverken begyndelse eller ende, den bevæger sig ikke på en linje. Naturen bevæger sig som en ubrudt cirkel ... og jeg kan godt li' cirkler, cirkelbevægelser, rytme og gentagelser ... :)) Bl.a. derfor kan man ikke tale om nuet. Fordi vi som mennesker oplever i sanser og tanker, vil vi altid være både i fortiden med vores erfaringer og i fremtiden med genkendelsen eller nysgerrigheden. Så længe vi kan tænke, vil vi altid være mest i fremtiden. Naturen, poesien og lyrikken eksisterer og opleves ved det næste skridt, næste vers, næste tone ...
Go' weekend :)) RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (23/03/2018 12:02)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|