0
registrerede
829
gæster og
247
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19639 - 16/09/2015 15:54
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon September måned, den første efterårsmåned, kalder på et af de smukkeste efterårsdigte, jeg kender ... og nok også du? :)) efteråret findes; eftersmagen og eftertanken findes; og enrummet findes; englene, enkerne og elsdyret findes; enkelthederne findes, erindringen, erindringens lys; og efterlyset findes, egetræet og elmetræet findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden findes, og edderfuglen og edderkoppen findes, og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden
Inger Christensen Og så er der farverne, efterårets farveorgie ... Ja, farverne findes, og selvom de kommer meget stille og næsten usynligt, så er det kun for at tiltage og langsomt tænde det store bål, det er at sætte naturen i brand og flammer ... derfor bære blus vi med glæde :)) Fuglene flyve som vind på vinger let over vildene hav, skjaldene flyve, som rimet klinger, glat over slægternes grav! Derfor bære blus vi med glæde!
Hjerterne vakle, når højt de banke, drages til fuglenes spor, lyset dog sejrer, den mørke tanke flygtende synker i jord. Derfor bære blus vi med glæde!https://www.youtube.com/watch?v=QU7ZLw4kwjQGlædesblus til dig fra RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (16/09/2015 16:01)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19640 - 16/09/2015 21:10
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Ohøjsa RM…
Ja, nu sidder vi her så igen – som Christensen sagde i April – sørme om ikke vejret er over os – igen! Snart sprudler det hele i noget nær et hørligt farvesmæld, lige meget hvor vi går, nåja, Vesterbros øjne fritaget, da ørerne i den del af verden er underlagt mobiltelefoners rasen, men det undskylder træerne nok. Det er Holcks og Christensens skyld, at det hele summer af poesi, men er jo et dejligt syn, selv om de egentlig selv skulle ha stemt for; men den ene er jo desværre naturligt undskyldt. Så jeg vil spole tilbage i den Christensen’ske kalender, og ups! dér var jo et brev i april:
IV
Her sidder vi så i dette voldsomme enrum, hvor løgene pukler under jorden, og venter. Ved middagstid da bjergregnen standser, står der er fugl på en sten. Ved aftenstid da hjertet står tomt, står der en kone på vejen, Hendes ansigt er rynket og rundt, og det ser ud som om hun husker sig tilbage i tiden, mens hun stille regner efter, hvornår og hvorfor hun mon sidst så et menneske. Så nikker hun og går.
oo Jeg ser anemonerne. Jeg forestiller mig ikke at anemonerne ser mig, men alligevel er der, idet de ilter skovluften og i det smuldrende efterbillede som efter brændende magnesium noget der siger mig, at jeg er mere synlig.
o Sig mig at tingene taler deres eget tydelige sprog.
oooo Stenløven med øjne så blinde som løg under jorden der bærer fundamentet til huset, og det underste skridende kælderdyb hvor de ældede spædbørn piber som moderløse munke og nonner, og stenrankerne bladenes brudstykker af rasende lidenskabelig kulde, som trevler fra underjordens lasede mund, der stum og tvær og næsten som en sær foranstaltning svupper alverdens kulturer frem i lyset, som en so føder grise. Hele denne hvisken gennem mængden af hinder og hud, hele dette menneskelige røre er vi tvunget til at kalde for fryd og frydes, jubel og juble, lyst, nydelse, salighed, lykke, og som mursejleren der sover i luften huse vores hjemløse forstand i en drøm.
- Inger Christensen, Breve i April.
Sikke mange fine smuksakker, du siden sidst har lagt på plads mellem rummets ord, RM – også selv om jeg jo godt ved, at du må ha de sidste suk med dig fra havens grønne stemmebånd, da særlig inden jordens farver stiger mod trækronerne. Ak ja, efteråret, kors i hytte mi, hvor jeg dog elsker sensommerens grænse mod dén, hvor vi næsten må danse på regnbuerne, for at komme tørskoet frem mellem bygerne, ja det ville da være så meget lettere bare at danse barfodet til trækronernes musik, på hjortefødder, måske..;) Ja den går rask til, tiden – men er også hurtigt tilbagevist, med bare et lille knips på viseren, tilbage til det ståsted man ønsker, og vups, står de der pludselig, hver og én dér på gulvet foran os, og synger den ene strofe efter den anden, eller hopper som Jac rundt i små ginflasker som en lykkens pamfilius, i bare glæde. Selv om Fru Christensen er tidløs, er det nu kækt af og til at hive hende ud af uret, vi har jo godt af hende, så vi tar sgu én til:
Der findes basilisker med stenvinger kronede sten der bevæger sig
kroner af guld til de hellige fabler om materiens frihed
hellige stenlitanier der kværner i de dybe kulturlag
en grøde i den prisgivne ørken en blomstring i basis halleluja
visionernes asymmetri.
- det Christensen’ske Det, urtidens femme.
Nå, håber du grønner dig i fryd, på de glædelige suks tankebroer ;)
de klorofyliske hilsner.. Simon
Redigeret af Simon (16/09/2015 21:11)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|