To efterladte digte, fra et øjeblik – samt en smuksak fra endnu et par stjerneklare øjne:
https://www.youtube.com/watch?v=1edqNf1AYBEDU KAN BEGYNDE HER
Hold kæft hvor er der meget liv i verden!
Hvor er den ikke til at holde UD så stor den er!
Hvis man skulle være med til alle de begravelser
eller klippe navlestreng på alle de blodrødt-
nyfødt-skrigende molekyler.
Eller træer, bare træer,
inden du var færdig med at tælle
alle verdens træer var der kommet mindst
ét til.
Eller kærlighedsforhold og lignende geometriske figurer.
Man, det er bare for STORT.
Og så skal du jo selvfølgelig til at begrænse dig
– men har du nogensinde tænkt på hvor mange
begrænsninger der er,
utallige som himlens sand og havets stjerner.
Og ja, stjerner, svimlende deroppe, hver gang
et par af vores øjne slukkes blir de hængt derop,
systemer efter systemer, alt velordnet, planlagt, pænt
og ret stort i al sin uendelighed.
Eller tanker, hver enkelt med sin biografi,
sin stamtavle, sit personlighedsbevis, kørevækkort m.m.
hver enkel med sin tilblivelse, vækst, modning, forfald, død
og eventuelle opstandelse, men forvandlet. Åh, forvandlet.
Elsk alle tanker, fordi de er der.
Og er der så flygtigt, og dør så ømt, små tåretanker, små
tankelængsler, alleheder.
Hold kæft hvor er der meget liv i verden,
rør ved noget, sig til dig selv: du kan begynde her!
Begynd!
*
JEG ER MIN INGEN
Jeg er min ingen afstandstagen bevidst
jeg har altid været meget nærtagende
jeg har pindehugget de tørre små sekunder
jeg har tidsbestemt al tiden altid
Så de skal ikke komme her og påstå
med deres sorte grimme grin
at det er en retfærdig straf
når tiden nu snart dødt og varigt
tages fra mig
- Poul Borum.
mvh
Simon