|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
Du skrev tidligere: ”Men tænk også at kunne ha' været med på hundeslæden sammen med Knud Rasmussen. At opleve hvordan han var i stand til at få mennesker til at tale, synge, danse og fortælle. At opleve hvordan han med sine øjne viste sin egen sjæl for også at se lige så direkte ind i det andet menneskes øjne og sjæl med stor respekt og vedkendelse. Sneen, lyset, mørket, myterne og sangene, eskimoerne og Knud ... Humoren, glimtet i øjet og latteren, livslyst og elskov. Jeg tror, jeg ville ha' elsket hans latter lige så meget som hans blik…”.
- Ja, jeg forputtede mig engang i hans ’rejsedagbog, skildringer fra den første Thule ekspedition’, så i ’Festens Gave’ og ’Den Store Slæderejse’, i hvilken han på side 65 skriver: »Pilekvisten« var også en betydelig digter. Hans fantasi var frodig, og han havde et meget følsomt sind; han sang altid, når han var uden beskæftigelse, og sine sange kaldte han for »kammerater i ensomheden«. Her er en af dem:
Mit åndedræt
Jeg vil synge en sang, en lille sang, der er stærk
Unaija – unaija.
Syg har jeg ligget siden efterår,
hjælpeløs lå jeg, som var jeg mit eget barn.
Bedrøvet ønsker jeg min kvinde bort til et andet hus,
til en mand, der kan være hendes tilflugt,
sikker og fast som vinteris.
Unaija – unaija.
Bedrøvet ønsker jeg min kvinde bort til en bedre beskytter,
nu, da jeg selv mangler kraft til at rejse mig fra mit leje.
Unaija- unaija.
Kender du dig selv? Så lidt du dog ved om dig selv.
Kraftesløs ligger jeg her på min briks,
og kun mine minder er stærke!
Unaija- unaija.
- Pilekvisten.
Jeg holdt i øvrigt meget af Ellen Forchhammers ’Kære Knud – Kredsen omkring den unge Knud Rasmussen’, hvori jeg syntes at ane lidt af personen fremfor dennes tanker om, ja…livet, osv. Ja så vidt jeg husker læste du den jo selv med samme begejstring, engang i Mellemrummets ungdom, eller længe før.
Jeg har aldrig selv været i Grønland, kun snuset til lyset du omtaler og hørt bekendte fortælle om det, med en vidde i øjnene der nok ku’ få enhver til at ane en storslået oplevelse, noget der helt sikkert havde sat sig, for aldrig siden at forsvinde. Og her er vi så igen inde på hukommelsen og det uforglemmelige, og måske mere præcist hvad der igrunden får så mange grønlandske kvinder og mænd til at længes efter noget der lever i dem, en grønlandsk natur, en frihed og et lys, der sikkert får Skagens til at blegne og som ikke lader sig transportere med den effekt det formentlig indgyder sindet, i det menneske der givet må føle sig hel og lykkelig midt i en trods alt barsk vildmark, for det er jo hvad det ér, og lige så sikkert må føle husene klamre sig til én, når man betræder et klaustrofobisk Danmark hvor man gerne ævler om friheden som begreb, men sjældent har oplevet den snerre under dén himmel. Det kræver nok sin grønlænder rigtig at mærke suget fra mindelser i brystet, når der daskes lidt til lyset på film og fotos, samt at forstå hvad Knud Rasmussen og de mange andre igrunden taler om, men her et lille dask, om ikke andet ka’ vi jo i fantasien rejse hvorhen vi vil… https://www.youtube.com/watch?v=jIphBNsfLjs
Nisseligt
Simon
|
|
|
|
