1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25041 - 01/04/2018 21:20
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
I Elsa Gress’ vidunderlige Fuglefri og fremmed, en usentimental vandring i tankelandskaber gennem 30’ernes fremmedfølelse og frygt, findes på s. 162 dette digt, skabt af broderen Palle:
Apokalypse 41
De fire rider gennem verdens riger med domsbebudelsen som igen standser, og hestene har svedigvåde flanker.
Og den der ser dem komme stivner, skriger. For deres hovslag døver alle sanser. Og deres ridt går gennem alle tanker.
Og deres blik slår sjælens skal itu, og blodets rytme brydes af dets gru. De gamle vidste det. Jeg ved det nu:
De fire, kamp og smerte, higen, død, skal ride altid, aldrig finde freden, før alting atter flyder, som det flød, da tiden skar sig ind i evigheden.
- Palle Gress.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25049 - 03/04/2018 18:18
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Fra En kavaler i Spanien:
Forfald
Jeg gik i en by, som var øde, og talte for højt med mig selv. Mit ekko sprang op for at møde en tomhed i portenes hvælv.
I byen hang palmernes blade og vifted som pjaltet tapet, og øde lå gyde og gade, de tommeste rum, jeg har set.
Det dryssed fra hul og fra fure, det dryssed fra hal og fra stald, det dryssed fra mauriske mure og myldred med sagte forfald.
Jeg mumled i drømmende klager og talte for højt med mig selv, og ordene dryssed som flager i portenes kalkede hvælv.
Jeg gik i en by og var ene, i gyde, i hal og i stald, og talte blandt smuldrende stene, og ordene var mit forfald.
*
Klokken
Som en klokke mellem krykker hang en betler uden ben, svang en betler langsomt kroppen for at minde om sit mén. Krøbling-malmen maned mørket ind i gadens åbne dag, og fra usseldommens klokke lød et lydløst bedeslag.
Grinet om hans gamle læber var en sammensunken bøn, og det krummed sig i rynker under smertens stumme støn. – Nej, det var en hån mod ynken, og et kræmmersmil lå bag, når han kaldte ynken til sig med et lydløst bedeslag.
Fra en klokke uden knebel ånded slaget uden klang. Rædslen svared i mit hjerte med en svingning og en sang. Og medlidenheden kimed, kimed som med tunge tag for at møde denne måben af en klokkes bedeslag.
Alt for let mit hjerte kimer, låner lyden ud til alt. Derfor vugged betlerkroppen med en tone i hver pjalt, vugged, vugged, dyb og dunkel, dyb og dunkel, brag på brag. Der var klang af tunge malme i mit hjertes bedeslag.
- Tom Kristensen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25053 - 04/04/2018 17:15
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Poul Martins savn efter dansk sommer i Manilla, en julidag 1820:
Rosen blusser alt i Danas Have, Liflig fløiter vist den sorte Stær, Bier deres brune Nectar lave, Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave, Drengen plukker af de røde Bær.
Her imellem Havets dybe Kløfter Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt, Hvalen kold og dum ved Skivet snøfter, Tause Fugl de brede Vinger løfter med sit Bytte fra den vaade Jagt.
*
Også Ove Abildgaard sukker glad over foråret, her sidste strofe af Forårets Trompet:
Forårets skingre soltrompet går os ind i marven, ægget får vinger, væksterne gror imod lysets himmel; et under er sket! Frihedsdrømmen vokser sig stor, får næb og klør og vinger, eet med livet i jordklodens rum, klokken hvori tonerne svinger.
*
Pt. skæver man lidt til himlens skyer under sneluen, og tør slet ikke sige ordet forår, i frygt for næste snebyge..;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (04/04/2018 17:16)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
Array
|
|