|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1470
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Fra En kavaler i Spanien:
Forfald
Jeg gik i en by, som var øde,
og talte for højt med mig selv.
Mit ekko sprang op for at møde
en tomhed i portenes hvælv.
I byen hang palmernes blade
og vifted som pjaltet tapet,
og øde lå gyde og gade,
de tommeste rum, jeg har set.
Det dryssed fra hul og fra fure,
det dryssed fra hal og fra stald,
det dryssed fra mauriske mure
og myldred med sagte forfald.
Jeg mumled i drømmende klager
og talte for højt med mig selv,
og ordene dryssed som flager
i portenes kalkede hvælv.
Jeg gik i en by og var ene,
i gyde, i hal og i stald,
og talte blandt smuldrende stene,
og ordene var mit forfald.
*
Klokken
Som en klokke mellem krykker
hang en betler uden ben,
svang en betler langsomt kroppen
for at minde om sit mén.
Krøbling-malmen maned mørket
ind i gadens åbne dag,
og fra usseldommens klokke
lød et lydløst bedeslag.
Grinet om hans gamle læber
var en sammensunken bøn,
og det krummed sig i rynker
under smertens stumme støn. –
Nej, det var en hån mod ynken,
og et kræmmersmil lå bag,
når han kaldte ynken til sig
med et lydløst bedeslag.
Fra en klokke uden knebel
ånded slaget uden klang.
Rædslen svared i mit hjerte
med en svingning og en sang.
Og medlidenheden kimed,
kimed som med tunge tag
for at møde denne måben
af en klokkes bedeslag.
Alt for let mit hjerte kimer,
låner lyden ud til alt.
Derfor vugged betlerkroppen
med en tone i hver pjalt,
vugged, vugged, dyb og dunkel,
dyb og dunkel, brag på brag.
Der var klang af tunge malme
i mit hjertes bedeslag.
- Tom Kristensen.
mvh
Simon
|
|
|
|
