Robert Harris om frygten for tidens følelsesporno med henvisning til 30’erne, dens mangel på logik og sund fornuft i et flow af fejlinformation m.m. i Babel: https://www.svtplay.se/video/17437490/babel/babel-sasong-27-avsnitt-3?start=auto&tab=2018

mvh
Simon

I Elsa Gress’ vidunderlige Fuglefri og fremmed, en usentimental vandring i tankelandskaber gennem 30’ernes fremmedfølelse og frygt, findes på s. 162 dette digt, skabt af broderen Palle:

Apokalypse 41

De fire rider gennem verdens riger
med domsbebudelsen som igen standser,
og hestene har svedigvåde flanker.

Og den der ser dem komme stivner, skriger.
For deres hovslag døver alle sanser.
Og deres ridt går gennem alle tanker.

Og deres blik slår sjælens skal itu,
og blodets rytme brydes af dets gru.
De gamle vidste det. Jeg ved det nu:

De fire, kamp og smerte, higen, død,
skal ride altid, aldrig finde freden,
før alting atter flyder, som det flød,
da tiden skar sig ind i evigheden.

- Palle Gress.

mvh
Simon

Svært at dy sig med solen i øjnene, selv i forårsnatten stråler den smukt udover muldvarpeskuddene, og hører man efter på overtissevovseturen, høres hylet fra menneskets bedste ven, der nys fik en på tuden af vingeskovlen tilhørende Hr. Jules:

Den forårskåde muldvarp

Ved denne tid da de deroppe slipper håret løs
hælder stearinen ud af øret
ryster tungen ren for krummer og fortielser
taler om at grave grøfter ind til hinanden
tunneller under gamle skel og slagord

Ved denne tid da alle har sletter til gode
og der går forår i bukser og vimpler
dukker jeg op af min tue
med mine vingeskovle skabt til underjordsflyvning
misser mod de letvingede deroppe

Hvad om man købte en kvidreparlør
og emigrerede til våren
gik ud af sit gode brystbillede
slog sig løs i det grønne
fandt ud af hvor alle disse rødder ender
hvad der blomstrer i toppen af disse seje kabler
og strømlinede kloaker

Men mon ikke man ville tulre hjælpeløst rundt
støde ind i skarpe lyskanter
nyse ustandseligt
ende som kastebold mellem storpolitiske skovle
Hvorfor give slip på sit gode kald som sortseer
bedst at mærke mørke omkring sig
og dybt under rødder kabler kloaker
flittigt gøre dybet farbart.

*

Filosofi

På skovstien stramt snøret af rødder
en guldsmed: lineal og pen parat.

En blomsterflue
kun en apostrof på den blanke himmel
men bok til at guldsmeden
foretager en kraftig understregning.

Inde i køligheden prøver svampe at forstå
de sorte snegle der gnaver sig
gennem deres høje hvide pander.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Fra En kavaler i Spanien:

Forfald

Jeg gik i en by, som var øde,
og talte for højt med mig selv.
Mit ekko sprang op for at møde
en tomhed i portenes hvælv.

I byen hang palmernes blade
og vifted som pjaltet tapet,
og øde lå gyde og gade,
de tommeste rum, jeg har set.

Det dryssed fra hul og fra fure,
det dryssed fra hal og fra stald,
det dryssed fra mauriske mure
og myldred med sagte forfald.

Jeg mumled i drømmende klager
og talte for højt med mig selv,
og ordene dryssed som flager
i portenes kalkede hvælv.

Jeg gik i en by og var ene,
i gyde, i hal og i stald,
og talte blandt smuldrende stene,
og ordene var mit forfald.

*

Klokken

Som en klokke mellem krykker
hang en betler uden ben,
svang en betler langsomt kroppen
for at minde om sit mén.
Krøbling-malmen maned mørket
ind i gadens åbne dag,
og fra usseldommens klokke
lød et lydløst bedeslag.

Grinet om hans gamle læber
var en sammensunken bøn,
og det krummed sig i rynker
under smertens stumme støn. –
Nej, det var en hån mod ynken,
og et kræmmersmil lå bag,
når han kaldte ynken til sig
med et lydløst bedeslag.

Fra en klokke uden knebel
Ã¥nded slaget uden klang.
Rædslen svared i mit hjerte
med en svingning og en sang.
Og medlidenheden kimed,
kimed som med tunge tag
for at møde denne måben
af en klokkes bedeslag.

Alt for let mit hjerte kimer,
låner lyden ud til alt.
Derfor vugged betlerkroppen
med en tone i hver pjalt,
vugged, vugged, dyb og dunkel,
dyb og dunkel, brag på brag.
Der var klang af tunge malme
i mit hjertes bedeslag.

- Tom Kristensen.

mvh
Simon

Poul Martins savn efter dansk sommer i Manilla, en julidag 1820:

Rosen blusser alt i Danas Have,
Liflig fløiter vist den sorte Stær,
Bier deres brune Nectar lave,
Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave,
Drengen plukker af de røde Bær.

Her imellem Havets dybe Kløfter
Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt,
Hvalen kold og dum ved Skivet snøfter,
Tause Fugl de brede Vinger løfter
med sit Bytte fra den vaade Jagt.

*

Også Ove Abildgaard sukker glad over foråret, her sidste strofe af Forårets Trompet:

Forårets skingre soltrompet
går os ind i marven,
ægget får vinger, væksterne gror
imod lysets himmel; et under er sket!
Frihedsdrømmen vokser sig stor,
får næb og klør og vinger,
eet med livet i jordklodens rum,
klokken hvori tonerne svinger.

*

Pt. skæver man lidt til himlens skyer under sneluen, og tør slet ikke sige ordet forår, i frygt for næste snebyge..;)

mvh
Simon