Hejsa i la notte, RM..

Ja, helt utroligt så mild natten pludselig blev, da halen af sibiriske isfugle omsider fløj forbi. Også fuglene blomstrede syngende op, da det blev dem klart at tiden måske var inde til at sænke brystkassen lidt, men det er selvfølgelig vinteren vi har forårsfornemmelser i, slet ikke dårligt, ikke spor…;)

Lige før forår er et rigtigt lille mesterværk, af den slags der gør en forskel, nøjagtig som helt nødvendige digtere, der jo stemmer særlige toner an i os. I den forbindelse overvejede jeg at levere et exempel af samme art fra Tom Kristensens bassedreng af kronikker og artikler, men bade i den sku' du måske selv, såfremt interesse osv. - fik du mon læst Sølve...
Her i stedet en anden af den nødvendige slags, men som jo desværre forsvandt i 2001, men alligevel nåede at sende en kolossal kulturhistories yndlinge en lille hilsen fra et årtusindskifte, digtere og filosoffer, hvorimellem flere nok ville ha’ peget på vor tidsregning som ganske forskruet, hvad jeg er ganske enig i, og apropos brugen af målestok:

Høstregn

Når regnen på andet døgn falder kraftigt, så vi ikke går ud
uden tvingende grunde, og tvinger kornet i knæ, der rankt
stod parat til at blive rekordhøstet, men vel ventede på at
maskinerne skulle blive ledige, mindes vi om at vi lever af
naturens nåde.
Men det er kun et svagt minde. Hos os sker der ikke naturka-
tastrofer, og det er ikke vores problem hvis vort høstudbytte
bliver for lavt: manglen og sulten mærkes andre steder. Det
kan være et problem at høsten bliver for stor og prisen for lav:
så sker det vi må have økonomisk hjælp til at destruere over-
floden.
Vi lever af kulturens nåde. Andre dør af den, såvel som af
naturens unåde.
Regnen falder kraftigt, men forvolder ingen oversvømmelse.
Vi går alligevel ikke ud uden tvingende grunde.
Vi hygger os.

*

Ansvar

Undertiden går det bedre
når man ikke kan holde sig selv til gode
at man ikke har det for godt.
Gode undskyldninger er gerne overflødige
dårlige undskyldninger kan man ikke få nok af.

Så længe man er lille, er det de andres ansvar.
NÃ¥r man er halvvoksen, er det de andres skyld.
At blive voksen er at tage ansvaret,
at tage skylden på sig, også for det man ikke har gjort.
At blive ved at give de andre skylden, er at blive infantil,
selv om de andre har skylden – og man selv har ret.

At have ansvaret er at være under anklage:
de andres, sin egen.
Derfor kan man godt have brug for at holde sig selv til gode:
at man ikke har det for godt.

Det blir et problem, når man både har ansvar
og »har det godt«, dvs. masser af goder
– og ingen undskyldning.

- Villy Sørensen.

mvh
Simon

Et lille hop i tiden sammen med befrieren og bassisten med vægten, kasketten og piben, herunder vinterens smukke mælkehat, der nok tårner støt en tid endnu:

Portræt af kunstneren
som et træ

Er lyden Regn eller Stilhed?
Hør Sommermaanen.
Alleen aabner sig. Modlys.
Og det er Porte.
Duften af Salvie. Aftenmusik.
Hvor det blænder.
Træerne staar, som de plejer.
Groer. Grønne. Sorte.

Her lufter af Ansvar.
Hvilende Nepotisme.
Selvbebrejdelsen, laadden:
En Bjørnespinder.
Natten er ikke Nat nok.
Og Bølgerne ikke
sortladne. Fryser I,
Drømmere, Natravn, Veninder?

Tjørnene, blæst imod Øst,
deres hvide Forklædning.
Maanen med sine Aftryk
af Gudens Fødder.
Slægterne uddøer. Det kalder:
Fisk. Øgle. Amøbe.
Er regnen Lugt eller Hvile?
Her slog jeg Rødder.

*

Ved Tybring Kirke

Musvaagetrækket,
rolige Rovfugle,
brune, lysere,
hvidblaa, som Sne,
stiger op gennem
Livets højeste Himmel.

Kirkegaardsmuren,
Kastanierne fælder.
Intetsteds priser man
varmere sine Tarme.
En Graver, bleg,
ved sin Skovl,
dybere, dunklere
vokser hans Kælder.

Musvaageskrig,
eet eneste. Svimmel
ser jeg derop.
Dér er den,
graabrun, som Svovl,
med afslidte Streger.

Og inden
den atter skriger,
falmer mit Blik:
I den Bleges HÃ¥nd
en Hovedskal. Se,
hendes lyse Lokker
for Vinden leger.

- Frank Jæger.

Men sikken forårssmag foran caféerne, dér sad de intolerant indpakkede julegaver med smøger og kaffe på bordene, mens fuglene lo fornøjet, ..;)

mvh
Simon
P.s.: anbefalet læsning: Glasbåden af Karen Enevold.

Hej til dig her i natten

Skønne digte af Jægeren, en godbid på selve Poesiens dag. Jeg har googlet Glasbåden, og den må jeg forsøge at få fat i ... efter Sølve. Den er jeg slet ikke nået til endnu. :))

Morgenbønnens lysfyldte grynede tåge
en stilhed
der brydes af spætte-hakken
en insisterende hvirvel
der blandes op med en tung hamren
Brædder der sømmes fast
over det forladte hus’ døre og vinduer

***

Står og ser ud af vinduet. Den daglige udsigt, som ved sin fortrolighed mærkværdigvis hele tiden er en trussel om at glide over i andre billeder. Billeder som også er fortrolige men ikke ønsket. Eller det er måske blot årets gang. Eller tåge, lyset der er slukket, eller pollen i luften. Det splintrer for øjnene og alle linier hakker sig uskarpe over et rum af kit-gulnet farve. Hvis man står der længe hver dag, synker man ned, og fødderne sidder fast som i fortidens asfaltsøer, og kroppen svulmer op og synker samtidig sammen. Men fordelene er indlysende. Man sætter sig ikke ned og skriver om transparens, og udsyn der bliver til indsyn, eller forudsigelige opsatser som fotografi som kunst eller ikke kunst. Man reagerer ·sletikke.Der er slukket for knappen. Jeg vil gå over i min karnap, med vinduer på tre sider. Det var bedre da der voksede en stor grov og underernæret kaktus op af den ene sprosse. Det har jeg skrevet om (Rodin).

Per Kirkeby

https://www.information.dk/kultur/2011/04/vaere-spraeller

Sov godt med drømme i farver
RoseMarie

Hej RM..

"Jeg har googlet Glasbåden, og den må jeg forsøge at få fat i ... efter Sølve. Den er jeg slet ikke nået til endnu."

- Det er ikke umuligt du så havner i armene på Thoreau, der godt nok byggede sin hytte i Walden godt 50 år før åndsfællen Karen Enevold gav naturen sit vræl, men hvor de ligner hinanden, næsten for meget til ikke at være familie – måske hun allerede som ung bar en klog gammel kone i sig, en Vølve med særlige anlæg for naturskildringer, noget i retning af Sølves moder. Der er så mange mærkværdige slægtsskaber på tværs af tid og rum mellem forfattere – hvilket sanseligt udtryk vores egen gråd for resten ville have fået i skyggen af Struensetiden, er jo ikke godt at vide, men så skrøbeligt et fartøj som Glasbåden sir det næsten alt – der er noget helt særligt over titler, og denne er helt fantastisk! God fornøjelse..;)

mvh
Simon

Hej Simon

Naturens poesi, havet, skoven, lyset og himlen ... årstiderne. Jo, der er mange poeter og andre skribenter og kunstnere, der har ladet sig inspirere af naturen og årets gang. Skovens digter blev han kaldt. Skoven hvor han arbejdede, så og sansede og fik sin inspiration til poesiens gaver.

- Hold sinnet ditt mjukt,
sier en stemme i vinden.
- La det ikke stivne
av år og alder. Smør det
med dagenes gule soltalg,
dynk det med dogg fra en blomsterkalk,
garv det i motgangs bitre saltlake.
Hold sinnet ditt várt og villig
som greina i brisen:
en hvileplass for fugler
med vingen av blå himmelluft.

***

Men drøm din drøm
Det er det eneste
som kan verge dine øyne
mot altfor nakne syner:
Drømmen er blømmende lyng
som skjuler dødens helleristninger
på grunnfjellet i ditt sinn.

***

Jeg sitter her i en kirke
av skogduft og dogg en dag.
Linnea ringer til messe
med lydløse klokkeslag.
Og presten har intet ansikt
og prekenen har ingen ord.
Det hellige sakramente
er angen av vårlig jord.
En løvsanger kvitrer ved redet,
en bille bestiger et strå.
Og dypt i den signede stillhet
hører jeg livshjertet slå.
Det finnes en tillit i verden,
et lys over store og små

***

Havet og skogen er søsken.
De taler langveis sammen
på vindspråket. Den ene blond
av brenningers hvite skumbrem,
den andre mørk
av rotvokste vingeslag.
Havet og skogen er søster
og bror. Og selv er jeg
av samme higende ætt.
Jeg anerkjenner ingen grenser,
selv ikke dødens. Jeg har
sloppet mitt hjerte på beite
på solnedgangens røde enger
og slått opp min lengsels sandslitte
beduin-telt
bortenfor synsranda,
der lendet haller vestover
mot evigheten.

***

Den som har lengselen i seg
er aldri fattig.
Lengselen kan legge
en blå kongekappe
selv over tiggerens
magre skuldrer.

Hans Børli

Naturen er på én gang både ny og gentagelse på gentagelse. Naturen har hverken begyndelse eller ende, den bevæger sig ikke på en linje. Naturen bevæger sig som en ubrudt cirkel ... og jeg kan godt li' cirkler, cirkelbevægelser, rytme og gentagelser ... :))

Bl.a. derfor kan man ikke tale om nuet. Fordi vi som mennesker oplever i sanser og tanker, vil vi altid være både i fortiden med vores erfaringer og i fremtiden med genkendelsen eller nysgerrigheden. Så længe vi kan tænke, vil vi altid være mest i fremtiden. Naturen, poesien og lyrikken eksisterer og opleves ved det næste skridt, næste vers, næste tone ...

Go' weekend :))
RoseMarie