Et ord er et symbol for summen af de sanseerfaringer, vi har gjort i relation til ordet. Da vore sanseerfaringer er forskellige, kan der ikke gives en entydig definition af et ord. Det eneste, vi nogenlunde kan definere, er vores egen brug af ordet.
Selv om vi så gør det, er det ikke tilstrækkeligt til at kunne kaldes en entydig definition af vores egen brug af ordet, for i processen anvender vi andre ord som synonymer, og da disse ords betydning heller ikke er fælles med andres opfattelse, skulle de først have været definerede, og så fremdeles.
Fra logikken ved vi, at et forhold, der er defineret ved sig selv, er meningsløst i forhold til virkeligheden, selv om det kan have en indre sandhedsrelation. At fastslå betydningen af et ord ved hjælp af ord, hvis betydning ikke er fastslået, giver derfor ingen mening overfor andre end en selv.
Fuld forståelse i kommunikationsprocesser kan derfor ikke opnås ved ord alene.