Når vi taler om ords betydning, tænker vi sjældent på, at ordene ikke kun er begrænsede til den individuelle opfattelse af dem, de er også begrænsede i tid.
Alle ord, som mennesker betjener sig af, skifter betydningsområde i tidens løb. Selv simple ord som op, ned, frem og tilbage, som formodentlig oprindeligt blot var retningsangivelser, har i tidens løb fået en række abstrakte anvendelser.
En gadelampe "oplyser" gaden, selv om lyset er rettet nedad. Vi kan også selv blive oplyste, men her betyder det noget ganske andet. Vi taler om fremskridt, skønt der hverken er tale om skridt eller retningen frem. Det kan gå tilbage for os selv nå vi bevæger os frem i tid, og når vi "ryger helt ned i kælderen" har vi en stigende depression.
Vore ord er kun midlertidige metaforer for vore sansemæssige opfattelser af verden og os selv, og de skifter med sproget, kulturen, tiden, miljøet og stavemåder og udtale ændres løbende.
I begyndelsen var ORDET, men det var et helt andet ord end i dag. Ord kan ikke beskrive noget evigt, for de er ikke selv evige.
Vil vi have en forestilling om evigheden, må vi trænge om bag de nuværende ord og forlade os på vore sanseoplevelser.
Mvh
P.S. Forlade betyder her ikke at tage afsked eller tilgive, men at stole på.