1
registreret
(1 usynlig),
826
gæster og
202
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#22858 - 14/03/2017 01:41
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Sådan en nat, hvor månen stirrer én i ansigtet som et lille barn på narrestreger, ka' jeg ikke lade være med selv at stirre og tillægge den små hemmeligheder, ja at se den som vidnet til det mest utrolige over aners lange historie. Jeg ved at M.T. Cicero gerne lod sine tanker stivne i dens ansigt, og mon ikke at månen på Palatinerhøjens tag fik det varmeste smil, da den lille Tullia kom til verden: så heldig kan en mand være! Nogen fødes i solens, andre i månens strålende ansigt, atter andre havde måske en lille sky hængende over sig - uden dog af den grund at blive sky -, men at se månen spejle sig i Venedigs kanaler sender virkelig tanker på rejse: den blir ens ven for evigt, men har jo igrunden ingen fjender. Forelskede blikke glemmer den aldrig, fulderikken smiler, når den hjælpsomt viser ham nøglehullet, og den hæver jo aldrig så meget som et øjenbryn i selv de fortroligste stunder, og så ka' den holde på din hemmelighed. Og så er der alle de digtersnuder den gennem tiderne har kigget over skuldren. Paul la Cour er én af dem, han fandt den dybt betagende og iaggtog den gerne, og sendte den sikkert et lille smil mens pennen kradsede sig ud af buskadset. Dette er et af hans sidste månesmil, som han lod Ole Wivel udgive kort efter sin død, han døde 20. september 1956:
Maanenat
Himlen er lys, men højere lyser Maanen gylden og blaa. Med Straalefinner svømmer gennem et Hav af Dugg den stille Maane.
Engene hvide, Græsset hvidt og Løvet, Blomster af Vand staar hvide alle Steder, Kvæget med aabne Øjne er sovende Sne.
Inde i mine Hænder ligger Mørkets sammenrullede Orm, men Øjet drikker elskeligt Lys ved Livets sidste Grænse. Min Stav er Vindens Lugt af Jord og Løv.
Myrerne jager mig paa Askefødder over min egen hemmelige Afgrunds spinkleste broer. Kærligheden løfter den fordrevnes Ansigt paa min salte Mund.
- Paul la Cour, Efterladte Digte, 1956. mvh Snotnæsen
Redigeret af Simon (14/03/2017 01:44)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22859 - 14/03/2017 11:48
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej igen til Snotnæsen :))
Månen ja, for hvor har vi de sidste par dage haft en smuk måne i skue, for ikke at tale om klare stjerner og planeter i skumringen og den blå time. Jeg er vild med la Cour, men det ved du vist. Jeg er også vild med måne og stjerner, det er vist også kendt. Mange ord er sagt og skrevet om månen også her i Hvedekorn fra 11/11-13 ...
"Hvordan man skriver et digt om månen
Man skal først få trukket en tand ud.
Det virkede i hvert fald for Tal R (der stod bag det fantastisk røde heste-cover til Hvedekorn for en 4 år siden), da han skulle male et billede af månen, iflg et interview i Politiken:
Hele vinteren gik jeg og døjede med, hvordan jeg skulle male månen, der spejler sig i Sortedamssøen. Jeg fik løst det, fordi jeg fik tandpine. Nytårsdag var der en pakistaner, der rev min tand ud. Så gik jeg hen ad gaden på Nørrebro med sådan en negativ Vesuvio i kæben og tænkte: Jeg er her stadig. Han kunne også have taget min arm. Og så gik jeg direkte hen og malede og kunne godt male månen, der spejlede sig i søen. I løbet af få sekunder var min forestilling om mig selv udvisket af sådan en negativ vulkan, der går nedad i kæben. At male månen, der spejler sig, er jo også at male en ting, der er deroppe på himlen, og så er den i en negativ form dernede i søen. Som tanden, der er der og ikke er der."
Hilsner og god bedring fra Kuglepennen ;))
Redigeret af RoseMarie (14/03/2017 11:49)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22862 - 14/03/2017 22:06
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Ja man ka' godt blie lidt månesyg i mangel, fx. ville jeg lige nu juble som en overstadig kælegris ved smagen af en gul måne, men de fåes nok ikke mer. Det er nok ikke så svært at male månen, for den sags skyld grøn som en ost, det er mere det med måneoplevelsen, der ka' være en gordisk knude. Dér ka' tandpine og andre rædselsvækkende former for afstand muligt være nyttig - smagen af en gul måne ville p.a. den tidsmæssige store afstand sikkert få mig til at male en måne i en hovedbund...nå, pjat med mig, det må være snuen. Det mærkelige er oplevelsen af den, der som erindringsmotiv hænger dér og dingler, og at dette aldrig vil være identisk med "nymånen", hvorfor vi alle og uden hensyn til køn måske går rundt med vores helt egen måneskat, hvad der velnok anbringer månen i en særdeles ensom position: tænk at være årsag til så mange tanker, ja billeder, og så drejer de sig i virkeligheden om noget ganske andet? - nu blir jeg sgu' månesyg igen...den snue! ;)
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22863 - 14/03/2017 22:26
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.: du ska' lige ha' en "måneoplevelse" fra Horace Silver, stykket hedder godt nok Lonely Woman, men ku' ligesåvel være en elegi til månen, der hænger dér helt alene og forårsager så mange spejlbilleder, for som du sir, ér den så smuk - lidt af en kvinde, når den fx ligger dér på ryggen og ser indbydende ud: https://www.youtube.com/watch?v=OkbwGv3QKQcBedste hilsner Simon
Redigeret af Simon (14/03/2017 22:27)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22866 - 16/03/2017 15:02
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej på solsiden, RM..
Igår blev jeg ærlig talt noget træt af snydeskaftet, og da man jo ikke så godt ka' gi' den en styver, tænkte jeg som en rasende på hvordan man dog sku' få lagt afstand til dette opmærksomhedskrævende organ. Efter en stund bar mine anstrengelser så frugt: jeg begravede mig simpelthen i Lars Gustafssons dobbelte sindbilleder, der alle befinder sig i samlingen: Stenkista (1994) - så herfra nogle stk. til fri afbenyttelse, hvis du pludselig selv en dag sku' få brug for at snyde skaftet:
I skolsalen
Bokstäverna, och hur avskyvärt ont de gjorde i fingrar och hand när man skulle skriva dem med stålpennan.
Hästarnas mjuka steg i den mörka natten.
Ett enda äpple faller. Hovar mot lera.
Och den kissande återvänder in i huset med dess större värme.
*
Metaforer och antimetaforer
Lekan är barnets arbete. Arbetet är den vuxnes lek.
Gälarna är fiskens lungor. Lungorna är människans gälar.
Lejonet är djurens konung. H.M. Konungen är människans lejon.
Vingarna är örnens galoscher. Galoscherna är den gamle poetens vingar.
Vattnet är fiskens luft. Luften är fågelns vatten.
Metaforen är digtens hydrofor. Hydroforen är brunnens metafor.
*
Sven Delblanc (1931-1992)
Så många böcker denne vän som dog igår, efterlämnade
i min hylla. Bladen känns torrare mellan fingrarna nu när man vet.
Dessa, och inga andra, var Svens böcker. Det finns inga andra.
I detta stora universum.
Ofta med muntra och ironiska tillrop i dedikationerna.
Som om vi hade varit inbegripna i något gemensamt pojkäventyr..
(En skridskoutflykt med alltför mycket blåst och snö:
"Håll ut Lars, snart är det över!")
Mitt inne i en rykande snöstorm står ett gammalt tornur,
befolkat av sovande ugglor och spindlar. De vaknar och rör sig yrvakat
var gång som den långsammaste visaren rör sig, med ett tungt och tydligt knäpp,
som går igenom tidens kalla storm.
Och är dess hjärtas mörka slag.
- Lars Gustafsson.
mvh Simon
Redigeret af Simon (16/03/2017 15:07)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|