Bare intet frydefuldt i ej heller denne form for følelsesporno - medmindre selvfølgelig man er lægprædikant, og græder af forbløffelse over bevidstheden om sin egen biologiske eksistens, der pustes op til noget af betydning indenfor kreationismen...;)

mvh
Simon
P.s.: det var nu ikke helt uden grund, da jeg bragte Baggesen på banen som forslag til digtet du selvfølgelig selv havde bygget! ;)

Hej Arne

Jeg skrev tidligere:



Det er en kort, men kluntet formulering. Så din snak om at bruge Trosfrihed til at gøre sig forståelig ved at formulere og omformulere kan jeg egentlig godt forstå.

Det, der var min pointe, var, at mennesket har fået den særlige rolle at stråle Guds lys ind i skabelsen. Vi er skabt i Guds billede - ment til at reflektere Gud ind i verden.

Men ligefrem at påstå en uafhængighed af verden er at strække pointen for langt. I kristendommen er mennesket jo ment til at genopstå i kødet - at være fysiske i en fysisk verden.

Du skriver:



Ja, og det er ikke bare en historie, men historie. For bl.a. disciplene - også selv om historien muligvis blev skrevet senere - var rent faktisk overbeviste om, at de havde set den genopstandne Jesus.

* Hvad mener du med margenen til højre?
* Hvor er chatten?

Mangler jeg mon nogle funktioner?

Kh Thomas

Hr. lægprædikant...

Sjovt nok, har også din gud jo tilpasset sig habitatet du brugte mestedelen af livet på at tilnærme dig – en syntese jeg nok havde fundet det værd at overveje.

Hvad poesien angår, og som troende i enhver samtid didaktisk brugte til at illustrere gudsforhold samt forestillinger om livets oprindelse med, ka’ der æstetisk set findes særdeles smukke oplevelser, men som information til en eftertid betragtet, må reproduktion og overlevering af vrangforestillinger om naturen i og udenfor mennesket igrunden anses for at være en grim etisk oplevelse, der ofte bunder i samme intellektuelle dovenskab du selv udviser: at du finder behag i gentagelser af akkurat samme plidderpladder som dine religiøse troende forfædre, er hverken en smuk, kunstnerisk eller poetisk oplevelse - selv om dit livssyn jo i den grad er vældig poetisk anlagt! ;)

For øvrigt & apropos påsken, burde sådan et ”islamisk bogstativ” som dig jo igrunden opleve Seder-aftenerne, hvor man fortæller om jødernes udgang af Ægypten og spiser mazzo, en både sjov og hyggelig fest, ofte med interessante og vidende mennesker, der forstår at fortælle historie. For synligt for enhver, har du jo slet ikke godt af hele tiden at nulre med det kristusikon dér, for ikke at tale dine følerier med så dårlig en novellepsykologi…;)

mvh
Simon
P.s.: Hvad mine synspunkter vedr. poesi angår, kan RM i øvrigt ha' direkte modstridende synspunkter.