Jeg indsætter mine svar med rød tekst.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Arne: Du skriver:
Mit svar:
Jeg kan ikke se, at man kan vælge noget, der ikke i forvejen eksisterer.
Mennesket har jo ikke evne til at skabe noget ud af intet.

SVAR: Ondskab er som kærlighed handling.

Du skriver:
Mit svar:
Enig - men der skulle jo nødig være konflikt mellem de to, for da er det jo total forvirring.
Derfor må f.eks. astrofysik, det vi kalder Darwins lov, naturlovene i det hele taget o.m.a. efter min mening ikke være i konflikt med troen.

SVAR: Hvis ikke videnskaben anerkender Guds eksistens, er der jo i dette alene en "konflikt" ...

… men jeg erindre, men kan ikke finde link – at "de" mener, vi mennesker kommer fra stjernestøv, og det harmonerer jo fint – syntes jeg – med det bibelen fortæller, at mennesket/Adam er skabt af jord.

Men nu kom vi jo ind på dette forhold – tro og viden – fordi du skrev:
Til dette kan jeg kun sige, at den Gud - skaberen - der forkyndes i bibelen, har jo netop givet menneskene en særstilling, da vi – formoder jeg – er de eneste i hvis hoveder ordet Gud kan eksisterer og som derfor også er i stand til at prise ham.

Du skriver angående om Guds Rige allerede er her:
Mit svar:
Det er jo her, jeg sætter spørgsmålstegn ved begrebet: ondskab.

Du skriver:
Mit svar:
Idéen er jo, at det, vi kalder "ondskab", måske er en illusion skabt af vores egoistiske nærsyn. Det er jo ikke just nogen ny ide - tænk bare på buddhismen. Den religion/filosofi finder jeg ikke vrøvlet, og det betyder jo netop, at Gudsriget ikke behøver at være noget hinsidigt - hvis blot vi "åbner øjnne".

SVAR: Nu taler vi jo ikke om buddhisme, men kristendom, og da denne Gud er kærlighed - der skal tilbedes i ånd og sandhed - giver det vel sig selv, at når det ikke gøres vender man sig fra Gud og er derved ond, da man jo ikke lader sig lede af hans kærlighed, men i stedet af denne verdens fyrste der forblænder de ikke troendes forstand – i den forståelse kan man sige livet er illusorisk, men ondskaben er da fakta.

Du skriver:
Mit svar:
Jeg er ikke uenig her.

Du skriver:
Mit svar:
Hvad du kalder "treenighedsdogmet" er for mig blot Faderens/Skaberens henvendelse til os i "kød" og i "ånd", som jeg mener at have erfaret er mulig at opleve.

SVAR: Hvorfor tror du så ikke på eksistensen af bibelens Gud, som jeg husker, du har fortalt?

De andre dogmer ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg kan forholde mig til. Nogle af dem ser for mig ud som propaganda - opfundet af mennesker.

Du skriver til sidst:
Mit svar: Det er jo et meget stort spørgsmål.
Noget af det har jeg vel allerede besvaret ovenfor, men når jeg forsøger at sammenfatte, må det vist blive noget i retning af dette:
Hvad vi kalder Gud har skabt verden ud af intet, hvilket er umuligt for os mennesker at fatte - og endnu mere ufatteligt bliver det, hvis verden altid har været.
Gud - tror jeg - elsker sit skaberværk - også den ret ubetydelige lille klode, vi kalder Jorden - og alt, hvad der er på den - herunder også os mennesker.
I denne verden har vi mennesker mulighed for at holde fred med alt og alle - også os selv - i kærlighed, harmoni og lykke

SVAR: Vil det sige, du tro på en anden Gud end den bibelen forkynder, og samtidig tror på:


¨¨¨¨

Hvad vil du sige med dette indlæg?

¨¨¨¨

Ja, skriften siger, man kun kan komme til Jesus, hvis faderens ånd har draget en – og mennesket kan kun få af Guds ånd gennem Jesus Kristus.

¨¨¨¨

2 citater fra Arne om Gudsriget blafrer i vinden, og jeg har hele dagen været på nippet til at skrive som Tikka gør her:


Hvad vil du sige med dette indlæg?


-0-0-0-


Begivenheden Kristus er her beskrevet af Arne (dog uden at han aner noget om det, fordi han ikke er fortrolig med teologiens nomenklatur i det 20 århundrede):



Dette er begivenheden Kristus ved mennesket Jesus ind i verden.

Erfarer vi begivenheden Kristus (Guds Kærlighed Kristus), ikke bare som en enkeltstående flygtig erfaring/oplevelse, men som en lidt mere permanent ny væren og ny livskvalitet og ny virkelighed hvor Helligåndens ekstatiske livgivende nærværelse gør sig gældende så er vi i Kristus (og vi er Kirke på jorden). Denne nye væren og nye virkelighed i Kristus i kraft af Gud ved mennesket Jesus betegnes som KRISTUSVIRKELIGHEDEN (der om noget altid er kendetegnet af Helligåndens ekstatiske livgivende nærværelse).

I stedet for KRISTUSVIRKELIGHEDEN kunne vi også sige:

de nye skabninger vi er i Kristus

Os som Guds børn

Vores i Kristus væren

Vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur

Vores nye liv i Kristus

De nyfødte/genfødte mennesker vi er i Kristus

eller bare KIRKE, det er nemlig at være KIRKE i verden

Alt i kristendommen og i Nye Testamente og til en Gudstjeneste og i vi kristne menneskers liv har som omdrejningspunktet vores nye liv i KRISTUS = KRISTUSVIRKELIGHEDEN = de nye skabninger vi er i Kristus:

Kristusvirkeligheden er den ny væren og nye virkelighed i kraft af Gud som Jesus bærer ind i verden (tiden og historien), det er inkarnationen evigheden i tiden, det er himmel og jord forenet, menneske og Gud forligt, etc der om noget er kendetegnet ved Helligåndens ekstatiske livgivende helbredende nærværelse i vores liv

Kristus virker mægtig i mig siger Paulus og Kristus er livet for mig (eller siger han livet er for mig Kristus) og i slutningen af sit liv siger Paulus at han kun gider tale om det som Kristus har udvirket gennem ham

Med det ovenfor i mente forstår vi hvorfor Albert Schweitzer kan sige:

Den Paulinske KristusMystik er Kristendommens grundessens

Det er alfa omega

Alt drejer sig om dette ene

Vores væren i Kristus

Vores i Kristus væren

At vi bliver iklædt Kristus

At Kristus vinder skikkelse i os

At Kristus virker mægtigt i os

Alt drejer sig om vores mystiske væren i Kristus

Paulinsk KristusMystik = kristendom


Paulus beskriver så flot hvad Kristusvirkeligheden dækker over, hvad det betyder for os kristne at være i Kristus, at være KIRKE i verden

Paulus beskriver så flot hvad det betyder at vi er nye skabninger, mennesker, i Kristus


Er et menneske nysgerrig kunne vedkommende jo sætte sig ned og læse den verdenslitteratur flest mennesker kan citere udenad fra og som har inspireret flest mennesker nogensinde, men ikke mindst den litteratur flest mennesker har haft som formidlende deres livs turning point, store omvendelse, åndelige genfødelse, lad os nævne nogle:

Markion; Luther; Albert Schweitzer; Rudolf Steiner; Paul Tillich; Karl Barth; David Suchet og endelig ingen ringere end selveste Hans-Kristian Hindkjær