Længslen efter at være hjemme hos Herren
v1 Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. v2 For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen v3 – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. v4 For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. v5 Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.
v6 Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet v7 – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. v8 Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. v9 Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej. v10 For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.
Forligelsens tjeneste
v11 Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker, men vort liv ligger åbent for Gud, og jeg håber, at det også ligger åbent for jer, så I kan kende det. v12 Vi vil ikke igen anbefale os selv over for jer, men give jer anledning til at være stolte af os, så I kan have noget at stille op imod dem, der sætter deres stolthed i det ydre og ikke i hjertet. v13 For var vi ude af os selv, var det for Gud, og er vi besindige, er det for jer. v14 Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. v15 Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.
v16 Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. v17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, v19 for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. v20 Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! v21 Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.
