Eksistens (og eksistere) som vi almindeligvis taler herom, altså om noget/nogen findes så vi kan identificere det/vedkommende som en foreliggende "entitet".
Det siger sig at på sådan vis må Gud ikke eksistere. I samme øjeblik dette er tilfældet er vi adskilt fra Gud uanset hvor meget vi måtte have tilfælles med en sådan tåbelig "ateist Gud" 's ide, tanke.
Hvis Gud tømmer sig selv i eksistens er Gud ikke længere Gud.
Gud er hvad og hvem vi eksisterer i kraft af, dette er en virkelighed - der dog ikke er i eksistens men "skaber" ud af nok både
noget og
intet.
intet er en fremtidig mulighed. Ikke kun og alene ved en manipulation (og omorganisering) af noget der allerede eksisterer - men igennem at noget nyt aldrig set før kommer frit istand , istand ud af frihed, ellers er det ikke en central og dermed Åndelig akt, kreativ fri akt.
Gud må ikke følge med ud i eksistens, eller det skabte.
Hvad jeg ovenfor har forsøgt at beskrive kunne rent praktisk foregå således:
dette er, hvad guddommelig Ånd betyer, nemlig Gud som nærværende i vor ånd. Ånd er ikke en mystisk substans; den er ikke en del af Gud. Den er Gud selv; men ikke Gud, som den skabende Grund for alle ting og ikke Gud, som styrer historien og som åbenbarer sig i dens afgørende begivenheder, men Gud som nærværende i fællesskaber og personligheder, idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.
Svar
Citer
