1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#24750 - 19/02/2018 13:38
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Lidt mer fra bjørnen i vigen, og en lyd allerede savnet:
Morgenlyd
Brumbassen ved det åbne vindu summer udhvilet nøgternhed, vild sødme og tidlig sommermorgen ind i øret højlydt og uforstyrret, eneste lyd som var der intet sket for mig siden engang for længe siden, årtiernes tummel af utilregnelig natterus energisk summet hen i glemsel af dens lodne flid og vekslen mellem borende brum i en støvbund og hidsig flugt til den næste – i bassens pels safrandryp fra et himmelrum i brand og i dens vingesurr en dobbeltsvingning af kontrabas fraskaberdyb af humor, af skingrende planetklang med hæs dæmper uændret hørlig også denne morgen.
- Thorkild Bjørnvig.
Nu vi er i bjørnens habitat, fandt jeg forleden endnu noget ukendt: Tommy og Tanne af Tom Buck-Swienty, en rejse i Tannes historie der nok vil interessere dig. Ellers vil Suzanne Brøggers Sølve så ganske afgjort, som er en række helt igennem herlige lokalhistoriske fortællinger, et tidsglimt der bestemt ikke befrier nogen fra lidt kærlighed til madammen på landet, der så behændigt ormer sig rundt i kildematerialer – ”medormen” Keld Zeruneith, har ligefrem skabt bevidsthedshistorie, nemlig pragtstykket Træhesten, blot nævnt hvis pludselig natbordet sku’ trænge til lidt lys fra nogle af verdenshistoriens allerstørste dramatikere. Man ved jo aldrig..;) mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24759 - 20/02/2018 18:08
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Til dig her i aftenskumringen, Simon Lige på netop denne dag vandrede jeg med morgenlyset i bjørnens fodspor, som nærmest vil følge prins Henrik på vej med et tak for livet. Lykkestrejf
Røde Skyer mod den nøgne Himmel, Røg af den gale Aftenbrand. Mit Hjærte: en Fugl, som tumler sig svimmel og slig ind i sit Fødeland.
***
Nu
Nu, under disse rentblæste Forårshimle med Dybder, som vækker en isnende Fromhed, nu, da dén Følelse længst er gravlagt under en kølig Sol, en ustoflig Dagmaane -
saa lad mig aldrig møde dens Genfærd ved natlige Vejkryds, når det med glemsom Fryd går derhen, hvor ingen mer venter, og maa min Følelse, Guddom, svare nøjagtig til Hjærtets Plads og mit Legemes Linjer.
***
Præludium
Hvor er der en Indgang - skinnende Stene er Laase og Slaaer for dette Landskab, alle dets lukkede Skatkamre - en mægtig Maskinduren føles, naar Havet er tomt, for lav til at blive til Lyd, blot et Vindtryk i Øret, en Smærte i Trommehinderne, ja -: Men et Himmelrums-landskab, en Smeltedigel, Paradis for Mineraler -
I denne sørgmodige Purpurslette i Solnedgangsstunden synker min Sjæl som en Kilde i Ørknen, forsvinder sporløst i Sandet, men hvisker, imens den synker:
Eneste Renhed, hvor Kaos paany og paany sletter alt levendes Spor, Ternens paa Stranden og Myrens i Klitgryden, Skarnbassens, Hugormens Mønster og Hjelmens Cirkel - Vinden fører dens spidse Straa rundt og rundt som en Passer, der tegner det blivende: Himlens Figurer - og slutter den evige Kreds med fygende Sand -
Thorkild Bjørnvighttps://vimeo.com/31895885Fra den blå skumringstime på en nærved-og-næsten-forårsdag RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (20/02/2018 18:18)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24762 - 21/02/2018 02:52
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
P.s.
Her i natten et af prinsens egne digte:
ANDRE STEDER
En dag, måske, en dag - vil vi finde andre egne, ja, andre landskaber, fyldt med andre tiders sødme. I andre byer - varmere - smukkere - vil du rødme mere lykkeligt end her, hvor hver dag og hver time kun var en snærende lænke, som lod kærligheden segne.
Vort liv på dette sted, er nu tilendebragt - for alle kar er tømt, som vor elskov havde fyldt. De skønne år, der var evighed på jord, er nu som byens mure - ruiner af det ord, vi gav hinanden - spredte sten af vor fæstnings pragt ...
Det blotte syn af denne ruin, som var en by, af brudte spir og tårne, af ødet kærlighed, får sjælen til at vige forfærdet bort. Et sted så smuldrende og mørnet som vore hjerters bånd vil jeg ikke mere kende. - Kom, følg mig, tag min hånd i dette rustne fængsel, og lad os sammen fly.
En dag, måske en dag - vil lykken atter vende og smile til os, give os vor første fryd tilbage. Kom - jeg skal finde kilder, der risler mindre spage, langt friskere, langt rigere på kærtegn mod din hud. Pinje og eg skal knejse, og roser springe ud - Vi skaber skønne haver, som når til verdens ende ...
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|