Hej i natten RM..

Nissehuer (eller barneører) i x antal, ku’ være et kvalitetsstempel for den særlige forfatter eller historie der stadig bevæger sig i os, trods tidsforløb og historier der er forekommet siden mor og far var fortælleren, og stadig elsker vi nemlig at få fortalt historie, akkurat som var ørerne ganske små. Jeg har fået fortalt at Ove Sprogøe ofte læste højt for sin kone, og i øvrigt var vidunderligt barnagtig, men lige udover han jo var så storartet en oplæser, anser jeg akkurat det at man læser højt for hinanden for at være et samlivs særlige dimension, og måske det har lidt at gøre med at to liv dermed forenes i barndommens seng, at to tidslinjer krydser hinanden i en tid og på en måde der fører tryghed med sig, akkurat som når børnene ligger og putter sig som små fugleunger, mens spændingen lyser i øjnene, for til sidst at få alt til at slappe af i søvnen. Kender du en bedre måde at falde i søvn på, end netop ved at putte sig som en fugleunge mens man hører historie?

Jeg kendte slet ikke »Mis med de blå øjne«, som altså er tiden hvor alt bare var kæmpe stort, ikke mindst de voksne – jeg var dengang dybt fascineret af deres enorme fødder, som jeg ikke overhovedet synes så særlig elegante ud, men der var vel lidt ’store sko - stor tryghed’ over det…
Sjovt er det, som helt tidlige fortællinger sidder uafrysteligt fast, hvad der nu også får min ”nostallogicus” til stolt at rejse sig som et fyrtårn i fortiden, måske særlig fordi jeg hører til dem der pludselig finder sine nøgler i køleskabet, men hævder stadig at alt for meget ”nyt” bare er gammelt i nye bowser og at jeg holder mere af originalen – selv om det lyder som om alt bare var så meget bedre dengang da … og som kronen på værket, ja jeg ved ikke om du har læst det, men en hidtil ukendt Hr. Duncan Lewis har forleden udgivet ”sit nye projekt”, en engelsk oversættelse af Tom Kristensens Hærværk, hvad der netop fik enkelte til at flippe ud på nogenlunde samme måde. Ja vi har sørme megen glæde af vores barnlige kæledæggeideer, men der ér altså historier vi knytter særlige minder til, og som vi sikkert vil bære med os til vi stiller snabelskoene og nisser af – og sådan må det for min skyld også gerne blive ved med at være. Men Mis med de blå fik altså førstepladsen..;)
Jeg tror forøvrigt det er første gang Lars Bukdahl nævnes her i Mellemrummet, men jeg tar nok fejl, strofen var i al fald fin, og kvitterer i natten med første vers fra en (anden) gammel dreng:

Den store stille Nat gaaer frem
Med Lys fra Himmelenes Sale;
Hvert Lys er Sol for Sjæles Hjem
I Høiere Verdners Dale.

- B.S. Ingemann.

Nisselige hilsner
Simon

Hej igen, min nisseven ;))

Jeg smiler varmt ved din respons på de ikke nisseligste, men misseligste blå øjne :))

... og her kommer

2) som er Benny Andersen og hans "Nikke nikke nambo" i den gamle og oprindelige udgave. En udgave hvor barneøjne og -ører vækkes af den finurlige forsidetegning og indledningsord, som danner ikke mindre end et spejl i gåde.

Den bog fandt jeg på nysgerrig opdagelsesrejse iblandt min fars bøger i stuens bogreol og altså i de voksnes verden. Det var bogen, mine fingre igen og igen pillede ud, ja bare for at se på forsidens illustration ... at tegn og uforklarlighed på ny kan opstå i en sammenhæng som noget ganske nyt alligevel genkendeligt. Ja, lidt som Punktum punktum komma streg", og den langt senere (for mig) som Storken" i Tannes vilde Afrikafortællinger :)))

Her blev streger, tegn og ordlyd pludselig til billedkunst, musik og rytme sammensmeltet til ét. Her blev tegn og ordrytme til musik, og poesiens havde sat sine spor som et hjertesprog, og en genklang blev vakt til live for stedse ...

Ja, og det blev begyndelsen og vækkelsen i min sjæl og i mit inderste til poesiens mangfoldige udtryk i forhold til både både indsigt og udsigt. Her tror jeg, jeg må ha' været godt og vel 4 år, som jeg skønner det i forhold til mine egne spor og "optegnelser" i bogen :)))

Nikke nikke nambo no se rambo para para poski para para po.
Nikke nam nikke num para para poski.
RoseMarie

Hej RM..

Det er en meget fin andenplads, ingen tvivl om det, for selvfølgelig tænkte jeg mig at netop han måtte svaje et sted deroppe i det tynde luftlag, hvor barneøjne jo ingen alder har.
Opdagelsesrejser i snudehøjde er sjove mindelser, og en vigtig erindringspost til forståelsen af store øjnes trang til i uforstyrrethed at undersøge denne enorme verden som et lille hjem kan være - hvad der så også fik mig til at mindes et særlig spændende bogskab i en reol, der råbte på udforskning men uden øjne i nakken! Den slags historier fører tit andre med sig, akkurat som her...;)

Og i aftenvinden et pust fra én af de særligt private lyrikere, den til tider dystre men nu forgudede skikkelse som sikkert kun oversættere forbander langt væk; så med ham og fra trækronernes aftenmusik, et gonat:

A PROCESS IN THE WEATHER OF THE HEART

A process in the weather of the heart
Turns damp to dry; the golden shot
Storms in the freezing tomb.
A weather in the quarter of the veins
Turns night to day; blood in their suns
Lights up the living worm.

A process in the eye forwarns
The bones of blindness; and the womb
Drives in a death as life leaks out.

A darkness in the weather of the eye
is half its light; the fathomed sea
Breaks om unangled land.
The seed that makes the forest of the loin
Forks half its fruit; and half drops down,
Slow in a sleeping wind.

A weather of the flesh and bone
Is damp and dry; the quick and dead
Move like two ghosts before the eye.

A process in the weather of the world
Turn ghost to ghost, each mothered child
Sits in their double shade.
A process blows the moon into the sun,
Pulls down the shabby curtains of the skin;
And the heart gives up its dead.

- Dylan Thomas

Nisseligst
Simon

Hej igen Simon

... og tak fordi, du bringer Dylan Thomas på banen. Jeg har tidligere læst enkelte af hans digte, men havde helt glemt ham igen. Det vil jeg nu gøre godt igen og lade mig lukke ind i hans verden af smukke ord og ja, til tider også den lidt mere dystre side af ham.

Dobbeltheden hører altid sammen med dybden, og jeg ser ikke den og det dystre som noget skræmmende. Ingen skygge uden lys, velvidende at formuleringen her er omvendt af den sædvanlige ordlyd :))

Notes On The Art Of Poetry

I could never have dreamt that there were such goings-on
in the world between the covers of books,
such sandstorms and ice blasts of words,,,
such staggering peace, such enormous laughter,
such and so many blinding bright lights,, ,
splashing all over the pages
in a million bits and pieces
all of which were words, words, words,
and each of which were alive forever
in its own delight and glory and oddity and light.

Dylan Thomas


Her Pia Tafdrup (og en bette smule Dylan Thomas) :)) fra "Hvalerne i Paris"


I LOTTERIET

I lotteriet vandt jeg retten til tavshed,
lod frivilligt min mund fylde med sand,
der løb fra mange hænder

som en forsegling af tungen.

Lod mig føre ind i det rum, der blev anvist som bolig,

asketisk,

ikke større end et skab.
Døren blev lukket af et venligt menneske,
skåle med mad dukkede op,

nok til hele døgnet

og bøger af Edgar Poe og Dylan Thomas.
Disse feberdage var en stige

uden trin.

En stor fugl satte sig nu og da på en gren
uden for et vindue højt oppe,
lagde sit hoved på skrå, stirrede med ét øje

ind i min bedøvelse

og fløj bort ...
Den samme hund gentog sin hylen aften efter aften,
som sad den fanget i en rævesaks, ikke langt borte.
Ravnevingers gravkammermørke var nætterne,
når de lukkede sig om mig, fikserede mig

i urørlige positioner.

Døden
læres tålmodigt, tænkte jeg,
og lagde øret mod døren, når nogen bankede -
men da var lyden af besøgendes trin allerede forsvundet,
som ekko fortabes i labyrinters labyrinter,
i dag var for længst blevet i går ...
Jeg måtte lade tiden gå, men vågnede og hørte stemmer,
slog døren op,
der til min rasende forundring

ikke havde været låst!

En have, der ikke har opgivet sin drøm,
breder sig ud for mine fødder nu
i et kalejdoskop af lysreflekser -
buske blomstrer og sender vådt lynende dufte mod mig,
regnbuefarvede fugle stryger i koder gennem luften,
under træerne bevæger talende sig omkring,
ihærdigt dechifrerende en ny vækst.
Døren slår i bag mig,
jeg går syngende ud,

går jeres kendte ansigter i møde.


Go'natteligst
RoseMarie

Hej RM..

Der ligger særlige forventninger i forgrunden for etiketten dyster, alvorlig, ville oprigtig talt være bedre, og læser man så Rejsen Tilbage, bobler en humørfyldt anerkendelse af barne- ungdomssindet i hver en krusning.
Ja det er pulsen i lagene der skaber livet, hver historie har liv, hvori jeg aner en himmelsk pegefinger, overalt, der afstøder en egen frigørende vildskab, kontraster, livet indeni. En fascinerende gut - Caitlin har ædt kameler fra morgen til aftning ;)

Nu er jeg så spændt på 3'eren? ;)

mvh
Simon
P.s.: bogskabet går igen over det hele, alle steder, hvor der er øjne. En verden springer i øjnene, når nøglen drejes om, og netop dér står så de omtalte, som selv træder frem, hvis de da ikke hopper rundt i små ginflasker på gulvet som fx Jac, ja så tripper de ind på særlige erindringspladser, som de selv markerer på særlige måder, og er siden lige til at hive ud, ved blot en enkelt lille association. Man har pludselig fået sit eget bogskab, der vokser som et mellemrum helt uden hylder, et mellemrum i mellemrummet, hvori også Tafdryp opstod – men hun kan ikke være 3’pladsen, hmm…nej, der må ligge noget imellem?...;)