0
registrerede
829
gæster og
247
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26190 - 15/09/2018 19:40
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Et endnu fra den gamle nisse, der passer den elskovssyge så rasende godt. Her er bestemt også landskaber at føle for og i, med indskrifter om kærlighed i gamle ege til evig tid, mark, skov og eng der damper ind i alle sanser, særlig i morgensolen hvor det hele vågner påny. Den gamle fisker og bonde ses kun sjældent, mens landskabet stadig barer gamle minder videre, også når vi er væk..;)
I Danmark
I Danmark er der roser i bedene, når foråret kommer, der er også små lysthuse i haverne, såsnart det er sommer, de består af fletværk af træ og blomster, som kommer og kommer i solen, i vinden, såsnart det suser af sommer.
Så står vi op og klæder os på igen – vi går i haven med en allerkæreste ven – vi drikker af duggen og duften med øjne og næse, vi drikker morgenkaffen og begynder at læse.
Hør, det skyller af blå bølgers skvulp mod det hvide sand – vi ser et vuggende skib i den våde strand. O, fisker, som synger, mens skibet gynger i blinkende vand! så klart som dit øje, din strålende sjæl i det strålende land!
Det er åbenbaring af skønhed, det mosgrønne land, skoven sænker sig dybt i en kløft bad den tand-hvide strand! Hvor smiler du yndigt, Georgette, i din rød-hvide mund! Det er, som slog fiskenes haler ud af din mund!
Du slår med din tunge, som var den en guldfiske-hale! som dem du i dammen ser stige og dale og dale ned i det dybeste grønne – og pludselig slå med halen i luften, som var det din storetå!
Du svømmer i luften, min sjæl – du stikker din tå engang imellem i dammens dirrende blå, så fiskene tror, det er luftfisk, der kommer fra oven – de sælsomme dyr – men de kender jo slet ikke skoven!
De véd ikke, skoven har træer, at graner suser så dybt og så helligt som havet – de véd, der er ruser, som fanger dem ind, så de dør – det er alt, hvad de véd – jeg ønsker, at fiskene vidste lidt bedre besked.
Men fisken er fisk – Rembrandt blev aldrig forstået af laks eller rødspætter – ikke engang, da de flået og stegte lå døde på bordet – El Grecos smil malede aldrig for fisk, som vi spiser dertil.
Er du tragisk, muse – hør havet suse, lad skoven beruse din brændende sjæl – husk, havet véd slet ikke selv, hvor skønt det suser – og skoven beruser end ikke havet selv.
Men elsk de roser, som Danmark har dybt i sin dejlige muld – elsk de skove, de strå, som har sommerfugle af guld –
elsk de skyer, som sendte regn ned i det duftende mos – elsk den fisker, som gynger endnu, båret af havet for os!
- Schade.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26194 - 15/09/2018 21:44
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Schade mærkede dét, der var, ér og bliver uden alder. Han skrev sin poesi udfra det og gav det videre til os andre. Jeg tror, at både Grundtvig og Vagn Lundbye gjorde noget af det samme ... at give noget videre, der blev givet og taget imod til låns fra fortiden og deres stemmer.
At være i skovens dybe stille ro
At gå i skovens farvevæld er en vandring i mig selv. Jeg har en rod, jeg har en top det myldrer rundt i sjæl og krop med hvide larver, hyld og hjort de mindelser, som går i sort og husker alt og svinder bort.
At være skov, dens dag og nat er at være mus og kat at gå på jagt og skjule sig at æde grumt og dødsensbleg og ikke skelne død fra leg. Jeg suser som et eventyr et eventyr som fortidsdyr.
Slet ingen ser, åh gudskelov mine træer for bare skov. Jeg skyde her og visner der men alle kroner har jeg kær. Her synger nonne, munk og nar for hver en sang er dyrebar og synger du så får du svar.
***
Vi er nok gamle, men ikke glemt og synger højt i din dybe sjæl. Vi er ikke blevet blot til digte og styrer stadig de kækkes skridt. Når du mærker kræfter, du ikke kender, så sanser du mere end, du ser.
I birken høres Balders stemme, og vølven kalder fra en kælder. Bjovulf og Røskva råder dig, når du farer vild et fremmed sted. Det blide brus igennem dit blod er kærtegn sent til dig fra Kraka.
Du er aldrig ene, når du er alene, men trøstes af helte, du holder af. Alt der sker, det har en hensigt, og husker du os, så ved du også, at livet fortsætter,og målet med det er, at livet fortsætter, og døden gør forskel.
Vagn Lundbye
Bedste hilsner på vej ud i et efterår af farver RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|