1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23795 - 12/10/2017 18:12
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hejsa RM..
Tak tak! Ja både Norge, Island, Svalbard, ganske sikkert også Grønland, samt uendelig mange andre horisonter, ska’ nu snuses ind i sommervarmen, men vinterlandskabet, dét er en side helt for sig. Godt med en kummefryser, selv om den nu ér fandens svær at skie i, for nu at sie’ det sår’n…
Ak ja, disse pinehoveder, som om hoveder ikke var pinelige nok. Hovedsageligt er ventetider vel næppe værdsat, i al fald ikke mellem mennesker med hovedet under armen, men disse salige hoveder er vel så igen heller ikke forsvundet i Enzensbergers øjeblikke, hvad man nu godt ku’ unde mange. Tænk, at se mennesker sidde ved og i busserne, fordybet i andet end elektronisk krimskrams – ai-sikkelajsikkelontonton, killemillemaksikaksikuksi-ladetøj! Jeg vil mene, at Tumult o.a. fra herren ved havelågen, vil være noget af det man ønsker at genlæse. Og så ikke mer sludder fra mig, udover ønsket om god bedring med hovedet ;)
mvh Simon P.s.: En gl. ven havde for længe siden en yoga-tid m. næseskyldning, knuder på lemmerne af besynderlig slags og meditative tilstande, der bevirkede, at vi gerne satte os i en rundkreds og betragtede dette fænomen indgående. Han hævdede, at han ved at stå på hovedet, ku’ afvise enhver hovedpine, og syntes vi var ret åndssvage, når vi med et øjenbryn helt oppe i håret spurgte, hvor faen ha’ dog sku’ ha’ fået dén hovedpine fra. Nu ska’ jeg selvfølgelig ikke afvise at metoden ka’ være virksom, om ikke andet gir den jo et andet perspektiv, hvad der velsagtens ka’ ha’ sine fordele.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23796 - 13/10/2017 06:29
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen til dig, Simon
... og til en dag med udsigt til at kunne glemme tanken om paraplyer og des lige. Ja, endda med udsigt til en periode med indian summer i oktober :))
Og tak for latteren med dine tanker om ski'e scener fra en dybfryser, pinlige pinehoveder, krimskrams, tumult og en omvendt verden på hovedet :)))
Humor er helbredende og livsforlængende, og man kan kun takke for hver en smilerynke, der måtte sætte sig som et fasttømret aftryk af lattermildheden. Her i al min efterårs-endevenden af rod pakket ind i støv og edderkoppespind dukkede Storm P op i form af Møllehave læser Storm P, og heri er der et afsnit om Harald Høffdings forhold til humoren:
Det var Høffding der talte om latteren som det pust, der fjerner et fnug. Forholdet mellem pust og fnug kan være højst forskelligt, sagde han. I den barnlige latter, i den „kåde overgivenhed og fryd for ingenting“ behøver der slet ikke at være noget fnug, nogen ydre anledning. Den overstrømmende livskraft og livsfølelse fører til, at man forholder sig legende og spøgende til alt. Sådan møder vi ofte Storm P.s vagabonder. Lykkelige over bare at være til, med hatten i hånden for et blad som falder eller en stjerne på himlen, der ser ud som om den sad i toppen af grantræet. Nærmest i slægt med den spontane latter – som et udslag af overstadig livsglæde – er den latter der skyldes lettelse af et tryk eller befrielse for en fare. Hemingway har en novelle, hvori han skildrer en dreng, der tror han skal dø, fordi hans temperatur er så ubeskrivelig høj. Det viser sig han har taget fejl af celsius og fahrenheit. Havde han haft den høje feber kunne ingen more sig, nu smiler man af fnugget. Storm P. lader ofte den lille mand sige en replik som trækker gulvtæppet væk under den oppustede person: – Her er det mig der bestemmer, brøler en kraftig herre. Og en lille mand spørger uanfægtet: – Nå, og hvad bestemmer De så? Undertiden lader han også alvorsmanden selv forstå spøgen med randen af bevidstheden: – Det er meget ubehageligt, siger sådan en person, at indtage en stilling som tvinger en til at tage sig selv alvorligt! En svær herre tænker over sine forspildte muligheder og siger: – Livet handler med os. Som dreng drømte jeg om at blive Harlekin på Pantomimeteatret. Og der er direktøren som indrømmer overfor sig selv: – Der er en betydelig forskel på mine beslutninger før og efter frokost. Det som kan synes et angreb kan vejres hen som et pust, som i fluen hvor den ene herre meget kategorisk siger: – Jeg synes Dickens er rædsom! Hvortil den anden svarer: – Såh, det overlever han aldrig.
– Af og til snakkes der om jordens undergang. – Ja, men det er som regel kun en overgang.
Selv en afdød kan fremkalde et smil: – Blev der noget til familien? – Ja, han efterlod sig en æske maltbolcher.
Høffding sondrer mellem den humor der er forbundet med hån, altså beslægtet med satiren og sarkasmen, og den som ikke er hånende. I hånen forsøger man at komme en fjende til livs, at puste fnugget væk med humoren, som gør det tunge let. I den ægte humor er sympatien det bærende element. Mens hånen forsøger at komme sin genstand til livs, siger Høffding, søger humoren ligefrem at skærme og frede den. „Højsindet bærer med et smil ikke blot sin egen byrde, men andres byrde, idet det føjer sin kraft til den ringe kraft der har fremkaldt smilet“. Næsten overalt i Storm P.s fluer er der tale om en sådan sympati med det som fremkalder smilet, altså hverken hån eller satire, men humor. Den holdning, der kommer til udtryk hos manden, som sidder og filosoferer over et ord i sproget og bliver bevæget ved hvad det dækker: „Der er egentligt noget rørende over ordet fjerkræ“. Når man siger et sølle kræ (sølle er en biform af ordet salig) føler man et stik i hjertet. Hvad så med fjer-kræ? Et kræ, som slet og ret består af fjer!
Den holdning mener jeg man møder som grundholdning hos Storm P., en dyb sympati og et skævt smil. Sympati f.eks. med forskeren, der siger: – Muligvis sker der en del i vore dage, men jeg er nu ikke nået længere end til trettenhundrede og nitten. Sympati med den tiltalte: – At tiltalte er en ærlig mand bevises af, at han åbent tilstår at være en stor slyngel. Med den stakkels tiltalte, der selv udtaler sig: – Jeg er uskyldig, og jeg beder dommeren betragte dette som en formildende omstændighed. Eller med mennesker i al almindelighed:
– Menneskene er jo gode – men hvorfor er de det så ikke?
Høffding taler videre om en humor som har sin grund i vemod eller længsel. Der er f.eks. manden som står længe og ser på det hjerte, hvori han engang skar sit og sin elskedes navn. Så sukker han og siger: – Det var en god kniv. Eller manden som ved synet af skiltet „Isen er usikker“ mindes: – Det var Petrea også. Eller ham, som næsten på Oscar Wildes vis siger: – Jeg har haft det vidunderligt i min tid – takket være en svag karakter. En mor 1er ikke hånende af sit barn, fordi hun ser det i dets ringhed eller i dets selvmodsigelse, men hun kan godt smile med varme og sympati af sit barn – og netop sådan smiler Storm P. Høffding siger: „Intet i humoren er latterligt og komisk, som ikke har et element af værdighed eller ikke kan vække til vemod – intet er ophøjet og tragisk som ikke under sin udformning i tidens lave verden kunne synke ned i det betydningsløse eller det latterlige.“
Det er en fin definition på fluernes sære blandingsformer. Det er f.eks. værdigt at være videnskabsmand og kunne de latinske betegnelser på insekterne. Men når Storm P. lader en videnskabsmand fundere: – Denne myggeart kaldes diptera ortorropha – et temmeligt langt navn, når man betænker at en elefant slet og ret hedder elephas!
Må vi begge få en god og lattermild dag :))
Bedste hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (13/10/2017 06:33)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23802 - 14/10/2017 04:38
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
P.s.:
"Den gode vise, det er viddet, vinen, vildskaben, visdommen sat på lette vers. Den trænger ind som en pil, den smælder som en snert, den jubler sorgløst som fuglekvidder. Den klapper en værdighed på maven, slår en slyngel på snablen, pilker en torsk, giver latteren ord. Den synger spøgen vågen og tungsindigheden i søvn. Den hamrer med sit omkvæd en sandhed ind i de mest fornaglede hjerner. Et omkvæd! Et kongerige for et uforglemmeligt omkvæd! Det er mere værd end en afhandling, som glemmes!" – George Brandes til Anton Melbye
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23806 - 14/10/2017 15:11
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Højsi RM..
Herlige tanker fra og om, ja engang imellem tænker man jo lidt på hvordan han har det, og synes vel det er lidt trist sådan at se skyggerne stå parat, men kan jo så tilsidesætte dem ved netop at trække slige tanker i forgrunden, og faktisk finder man næppe noget bedre lyspunkt end netop Storm P, hvor jeg hvad humoren angår, stadig ser for mig Slaget om Asgårdsvej sætte Reden lidt i baggrunden; nåja, det hjælper måske lidt at ligge dér med sår hals og opvartes af en sygeplejeattitude fra Krimkrigen, i al fald har en sår hals sjældent leet sig så øm. For han var jo mageløs, hvad man bestemt også må sige om Møllehave, som har bistået utroligt mange mennesker i deres kvide, med netop en forståelse der stikker dybt, for i tragiske situationer at kunne fremmane humørets bedre udkigspost. Nu ka’ man selvfølgelig ikke le eller elske alt ubehageligt ihjel, hvor det at få flyttet blikket og se situationer fra andre synsvinkler ligefrem kan være helsefrembringende, og det er nok dér at begge d’herrer, Storm og Møllehave, begge har gjort så mange mennesker rigere.
Så jeg kvitterer for det fine stykke, ja på sådan mælkehvid lørdag eftermiddag hvor Storm og Alstrup sikkert havde stået ved Sokkelund med hunden i mente, og hvor Møllehave lige så sikkert var stokket rundt som kun Søren ville ha’ forstået nødvendigheden af, med to smukke stykker af Mathew Arnold – ikke fordi jeg ka’ ventes at gro mig ældre, sikkert blot gamlere og med et fandens humør i vente:
Growing old
What is it to grow old? Is it to lose the glory of the form, The luster of the eye? Is it for beauty to forego her wreath? —Yes, but not this alone.
Is it to feel our strength— Not our bloom only, but our strength—decay? Is it to feel each limb Grow stiffer, every function less exact, Each nerve more loosely strung?
Yes, this, and more; but not Ah, ’tis not what in youth we dreamed ’twould be! ’Tis not to have our life Mellowed and softened as with sunset glow, A golden day’s decline.
’Tis not to see the world As from a height, with rapt prophetic eyes, And heart profoundly stirred; And weep, and feel the fullness of the past, The years that are no more.
It is to spend long days And not once feel that we were ever young; It is to add, immured In the hot prison of the present, month To month with weary pain.
It is to suffer this, And feel but half, and feebly, what we feel. Deep in our hidden heart Festers the dull remembrance of a change, But no emotion—none.
It is—last stage of all— When we are frozen up within, and quite The phantom of ourselves, To hear the world applaud the hollow ghost Which blamed the living man.
*
Dover beach
The sea is calm tonight. The tide is full, the moon lies fair Upon the straits; on the French coast the light Gleams and is gone; the cliffs of England stand, Glimmering and vast, out in the tranquil bay. Come to the window, sweet is the night-air! Only, from the long line of spray Where the sea meets the moon-blanched land, Listen! you hear the grating roar Of pebbles which the waves draw back, and fling, At their return, up the high strand, Begin, and cease, and then again begin, With tremulous cadence slow, and bring The eternal note of sadness in.
Sophocles long ago Heard it on the Ægean, and it brought Into his mind the turbid ebb and flow Of human misery; we Find also in the sound a thought, Hearing it by this distant northern sea.
The Sea of Faith Was once, too, at the full, and round earth’s shore Lay like the folds of a bright girdle furled. But now I only hear Its melancholy, long, withdrawing roar, Retreating, to the breath Of the night-wind, down the vast edges drear And naked shingles of the world.
Ah, love, let us be true To one another! for the world, which seems To lie before us like a land of dreams, So various, so beautiful, so new, Hath really neither joy, nor love, nor light, Nor certitude, nor peace, nor help for pain; And we are here as on a darkling plain Swept with confused alarms of struggle and flight, Where ignorant armies clash by night.
- Mathew Arnold.
mvh & god weekend Simon P.s.: mit mas med dine grønne riter, fik som set ikke gjort kål på Gyldendals, men forsøget var smukt, hi! ;)
Redigeret af Simon (14/10/2017 15:15)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23807 - 14/10/2017 16:14
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
"Den gode vise, det er viddet, vinen, vildskaben, visdommen sat på lette vers. Den trænger ind som en pil, den smælder som en snert, den jubler sorgløst som fuglekvidder. Den klapper en værdighed på maven, slår en slyngel på snablen, pilker en torsk, giver latteren ord. Den synger spøgen vågen og tungsindigheden i søvn. Den hamrer med sit omkvæd en sandhed ind i de mest fornaglede hjerner. Et omkvæd! Et kongerige for et uforglemmeligt omkvæd! Det er mere værd end en afhandling, som glemmes!" – George Brandes til Anton Melbye
- Ja, herligt! ;)
Hertil mit P.s. som lidt dansk og egentlig tænkt med Prospekt af Harald Landt Momberg, der i stedet blev til noget velkendt og godt, under disse mælkehvide safter og som såret på plastret (læs:Gyldendals!), for sjældent få ka’ åbne brystet som den rødhårede Ålborgdreng med hjertet i hånden, bydende rakt mod venner, nærværet, naturen, livet og den kvinde der fik hænderne til at dirre. De ligger alle tre i Morten Nielsen, Digte (1967):
FEBER
Vejenes Børn gaar til Skole mod Himle, der fyger, saa Rummene fylder sig tæt med små drejende Kloder. Og gennem det blændende Lys i den dæmrende Snedag vugger der brune Tornystre og Skindhuehoveder.
- Jeg gaar i det hvide, det tidlige, vaade og rene, igennem de fygende Morgener, gaar for at gaa i Verdener af Sne og af Trær, som med svindende Grene fortones i Mørke og Byger af sne, der staar paa.
Jeg søger til Fodtrin af Børn, til det tidlige, rene, til syngende Stemmer igennem det hvirvlende Vejr, til Byger af Snefog, for jeg er alene, alene med Lys, der har Dødens og Dødssynders Skær i sit Skær.
Træerne, Børnene, Dage, som dæmrer i Sneen, den tidlige Verden, jeg kender, den jeg søger til: og her skal den møde det tidlige, stærke og klare, det rene, og det i mig selv, som jeg inderst vil.
*
HUNDREDE KILOMETER
Grene i tæt, blaa Luft. En Fuglelyd, spirende ud over Himlene. Savklingen Lyd, brummende under den søde Lugt af Brænde, og Lyngen, der virrer mod Havet uden Ende …
Ind over Huden blæser den unge Vejr. Stoffernes Farver sitrer i Solfigurer under de lukkede Laag. Og bag Solskinsmure løber Børnenes Stemmer med hvide Skær - -
De fjerne Motorer, et Øjebliks Stilhed gi’r frem, gaar dæmpet og frodigt i Baade, som vender Hjem. Halvøer blaaner, langt, og i et Lys begravet. Og pludselig synger en Lærke over Havet.
Hundrede Kilometer fra København famler en Blyant over en haard, hvis Blok. Bare at nævne Tingene ved Navn blev et Øjeblik til Glæde nok.
Den rolige Registrering af dette her: Børnenes Raab, Lyngen, og Havets Skær. Det som et Skraanende Sollys tilfældigt fandt. Dette, som ogsaa er sandt.
*
DU VAR BETYDNINGSFULD
Du var Betydningsfuld, der i det Rum hvor du stod, Kjolen, der var som en Sætning, hviskes bevidstløs frem -: Lad dine Hænder gaa over min nøgne Ryg, gør mine Arme fri, riv denne Kjole itu, lad mine Brysters Kys dirre imod dig frit, min Ryg er en syngende Glæde, lad den saa synge frit.
- Morten Nielsen.
Nisseligst & god weekend - på ben eller hoved! ;) Simon
Redigeret af Simon (14/10/2017 16:16)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|