|
0
registrerede
4
gæster og
121
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
"Den gode vise, det er viddet, vinen, vildskaben, visdommen sat på lette vers. Den trænger ind som en pil, den smælder som en snert, den jubler sorgløst som fuglekvidder. Den klapper en værdighed på maven, slår en slyngel på snablen, pilker en torsk, giver latteren ord. Den synger spøgen vågen og tungsindigheden i søvn. Den hamrer med sit omkvæd en sandhed ind i de mest fornaglede hjerner. Et omkvæd! Et kongerige for et uforglemmeligt omkvæd! Det er mere værd end en afhandling, som glemmes!"
– George Brandes til Anton Melbye
- Ja, herligt! ;)
Hertil mit P.s. som lidt dansk og egentlig tænkt med Prospekt af Harald Landt Momberg, der i stedet blev til noget velkendt og godt, under disse mælkehvide safter og som såret på plastret (læs:Gyldendals!), for sjældent få ka’ åbne brystet som den rødhårede Ålborgdreng med hjertet i hånden, bydende rakt mod venner, nærværet, naturen, livet og den kvinde der fik hænderne til at dirre. De ligger alle tre i Morten Nielsen, Digte (1967):
FEBER
Vejenes Børn gaar til Skole
mod Himle, der fyger,
saa Rummene fylder sig tæt
med små drejende Kloder.
Og gennem det blændende Lys
i den dæmrende Snedag
vugger der brune Tornystre
og Skindhuehoveder.
- Jeg gaar i det hvide,
det tidlige, vaade og rene,
igennem de fygende Morgener,
gaar for at gaa
i Verdener af Sne og af Trær,
som med svindende Grene
fortones i Mørke og Byger af sne,
der staar paa.
Jeg søger til Fodtrin af Børn,
til det tidlige, rene,
til syngende Stemmer igennem
det hvirvlende Vejr,
til Byger af Snefog, for jeg er alene, alene
med Lys, der har Dødens og Dødssynders
Skær i sit Skær.
Træerne, Børnene, Dage,
som dæmrer i Sneen,
den tidlige Verden, jeg kender,
den jeg søger til:
og her skal den møde det tidlige,
stærke og klare,
det rene, og det i mig selv,
som jeg inderst vil.
*
HUNDREDE KILOMETER
Grene i tæt, blaa Luft. En Fuglelyd,
spirende ud over Himlene. Savklingen Lyd,
brummende under den søde Lugt af Brænde,
og Lyngen, der virrer mod Havet uden Ende …
Ind over Huden blæser den unge Vejr.
Stoffernes Farver sitrer i Solfigurer
under de lukkede Laag. Og bag Solskinsmure
løber Børnenes Stemmer med hvide Skær - -
De fjerne Motorer, et Øjebliks Stilhed gi’r frem,
gaar dæmpet og frodigt i Baade, som vender Hjem.
Halvøer blaaner, langt, og i et Lys begravet.
Og pludselig synger en Lærke over Havet.
Hundrede Kilometer fra København
famler en Blyant over en haard, hvis Blok.
Bare at nævne Tingene ved Navn
blev et Øjeblik til Glæde nok.
Den rolige Registrering af dette her:
Børnenes Raab, Lyngen, og Havets Skær.
Det som et Skraanende Sollys tilfældigt fandt.
Dette, som ogsaa er sandt.
*
DU VAR BETYDNINGSFULD
Du var Betydningsfuld,
der i det Rum hvor du stod,
Kjolen, der var som en Sætning,
hviskes bevidstløs frem -:
Lad dine Hænder gaa
over min nøgne Ryg,
gør mine Arme fri,
riv denne Kjole itu,
lad mine Brysters Kys
dirre imod dig frit,
min Ryg er en syngende Glæde,
lad den saa synge frit.
- Morten Nielsen.
Nisseligst & god weekend - på ben eller hoved! ;)
Simon
|
|
|
|
