|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Go'morgen til dig, Simon
... og til en dag med udsigt til at kunne glemme tanken om paraplyer og des lige. Ja, endda med udsigt til en periode med indian summer i oktober :))
Og tak for latteren med dine tanker om ski'e scener fra en dybfryser, pinlige pinehoveder, krimskrams, tumult og en omvendt verden på hovedet :)))
Humor er helbredende og livsforlængende, og man kan kun takke for hver en smilerynke, der måtte sætte sig som et fasttømret aftryk af lattermildheden. Her i al min efterårs-endevenden af rod pakket ind i støv og edderkoppespind dukkede Storm P op i form af Møllehave læser Storm P, og heri er der et afsnit om Harald Høffdings forhold til humoren:
Det var Høffding der talte om latteren som det pust, der fjerner et fnug.
Forholdet mellem pust og fnug kan være højst forskelligt, sagde han. I den barnlige latter, i den „kåde overgivenhed og fryd for ingenting“ behøver der slet ikke at være noget fnug, nogen ydre anledning. Den overstrømmende livskraft og livsfølelse fører til, at man forholder sig legende og spøgende til alt.
Sådan møder vi ofte Storm P.s vagabonder. Lykkelige over bare at være til, med hatten i hånden for et blad som falder eller en stjerne på himlen, der ser ud som om den sad i toppen af grantræet.
Nærmest i slægt med den spontane latter – som et udslag af overstadig livsglæde – er den latter der skyldes lettelse af et tryk eller befrielse for en fare.
Hemingway har en novelle, hvori han skildrer en dreng, der tror han skal dø, fordi hans temperatur er så ubeskrivelig høj. Det viser sig han har taget fejl af celsius og fahrenheit. Havde han haft den høje feber kunne ingen more sig, nu smiler man af fnugget.
Storm P. lader ofte den lille mand sige en replik som trækker gulvtæppet væk under den oppustede person:
– Her er det mig der bestemmer, brøler en kraftig herre.
Og en lille mand spørger uanfægtet: – Nå, og hvad bestemmer De så?
Undertiden lader han også alvorsmanden selv forstå spøgen med randen af bevidstheden: – Det er meget ubehageligt, siger sådan en person, at indtage en stilling som tvinger en til at tage sig selv alvorligt!
En svær herre tænker over sine forspildte muligheder og siger: – Livet handler med os. Som dreng drømte jeg om at blive Harlekin på Pantomimeteatret.
Og der er direktøren som indrømmer overfor sig selv: – Der er en betydelig forskel på mine beslutninger før og efter frokost.
Det som kan synes et angreb kan vejres hen som et pust, som i fluen hvor den ene herre meget kategorisk siger: – Jeg synes Dickens er rædsom! Hvortil den anden svarer: – Såh, det overlever han aldrig.
– Af og til snakkes der om jordens undergang.
– Ja, men det er som regel kun en overgang.
Selv en afdød kan fremkalde et smil:
– Blev der noget til familien?
– Ja, han efterlod sig en æske maltbolcher.
Høffding sondrer mellem den humor der er forbundet med hån, altså beslægtet med satiren og sarkasmen, og den som ikke er hånende. I hånen forsøger man at komme en fjende til livs, at puste fnugget væk med humoren, som gør det tunge let.
I den ægte humor er sympatien det bærende element. Mens hånen forsøger at komme sin genstand til livs, siger Høffding, søger humoren ligefrem at skærme og frede den. „Højsindet bærer med et smil ikke blot sin egen byrde, men andres byrde, idet det føjer sin kraft til den ringe kraft der har fremkaldt smilet“.
Næsten overalt i Storm P.s fluer er der tale om en sådan sympati med det som fremkalder smilet, altså hverken hån eller satire, men humor.
Den holdning, der kommer til udtryk hos manden, som sidder og filosoferer over et ord i sproget og bliver bevæget ved hvad det dækker:
„Der er egentligt noget rørende over ordet fjerkræ“. Når man siger et sølle kræ (sølle er en biform af ordet salig) føler man et stik i hjertet. Hvad så med fjer-kræ? Et kræ, som slet og ret består af fjer!
Den holdning mener jeg man møder som grundholdning hos Storm P., en dyb sympati og et skævt smil. Sympati f.eks. med forskeren, der siger: – Muligvis sker der en del i vore dage, men jeg er nu ikke nået længere end til trettenhundrede og nitten. Sympati med den tiltalte: – At tiltalte er en ærlig mand bevises af, at han åbent tilstår at være en stor slyngel. Med den stakkels tiltalte, der selv udtaler sig: – Jeg er uskyldig, og jeg beder dommeren betragte dette som en formildende omstændighed. Eller med mennesker i al almindelighed:
– Menneskene er jo gode – men hvorfor er de det så ikke?
Høffding taler videre om en humor som har sin grund i vemod eller længsel. Der er f.eks. manden som står længe og ser på det hjerte, hvori han engang skar sit og sin elskedes navn. Så sukker han og siger:
– Det var en god kniv.
Eller manden som ved synet af skiltet „Isen er usikker“ mindes: – Det var Petrea også.
Eller ham, som næsten på Oscar Wildes vis siger: – Jeg har haft det vidunderligt i min tid – takket være en svag karakter.
En mor 1er ikke hånende af sit barn, fordi hun ser det i dets ringhed eller i dets selvmodsigelse, men hun kan godt smile med varme og sympati af sit barn – og netop sådan smiler Storm P. Høffding siger:
„Intet i humoren er latterligt og komisk, som ikke har et element af værdighed eller ikke kan vække til vemod – intet er ophøjet og tragisk som ikke under sin udformning i tidens lave verden kunne synke ned i det betydningsløse eller det latterlige.“
Det er en fin definition på fluernes sære blandingsformer. Det er f.eks. værdigt at være videnskabsmand og kunne de latinske betegnelser på insekterne. Men når Storm P. lader en videnskabsmand fundere: – Denne myggeart kaldes diptera ortorropha – et temmeligt langt navn, når man betænker at en elefant slet og ret hedder elephas!
Må vi begge få en god og lattermild dag :))
Bedste hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
