Hej allesammen


Hanskrist, du skriver:



Jamen, selv tak! Jeg er meget taknemmelig for, at du deltager i tråden :-)

Og jeg er selvfølgelig nysgerrig efter at høre, hvornår og hvordan "det ikke altid går i din retning".




Dette ville jeg ikke have forstået engang. Men efter at være begyndt at læse i biblen dagligt (begge testamenter) og lytte til N. T. Wright og hans måde at fremlægge biblens meta-narrativ, så begynder jeg at forstå. Nu er det så spændende, om vi forstår det samme; eller måske kommer vi fra to forskellige vinkler til det samme. Jeg vil derfor forsøge at kommentere på din udtalelse om, at Gud ikke er menneskeløs, selv om menneskene godt kan være gudløse:

Efter at Adam og Eva blev smidt ud af Edens Have på grund af deres oprør, fortsatte menneskene i samme oprørske spor. De tilbad verden frem for Gud - de afgudsdyrkede, hvilket er syndens rod. De havde grebet ud efter frugten på kundskabens træ for selv at definere, hvad der skulle være godt og ondt. For at lave deres egne regler frem for tålmodigt at underkaste sig Guds undervisning og visdom.

Gud spredte dem (Babelstårnet) og vaskede Jorden ren for ondskab (Noah og syndfloden). Men det var ikke nok. Ondskaben var stadig i verden - dog lovede Gud med sin regnbue aldrig at ødelægge alt igen.

Og mennesket skulle igen vise sig at være kaldet til at være Guds agenter i verden. For Gud vil herske i sin skabelse gennem mennesket. Mennesket skal være Hans Kongelige Præsteskab, ment til at manifestere hans vise herredømme ind i og ud over skabelsen. Så Han indgik en pagt med Abraham. En gammel mand fik et løfte om, at gennem ham skulle Jordens folk velsignes.

I den forbindelse er det interessant at høre Paulus give mere vægt til dette løfte end til omskærelsen (ja, de uomskårne skal forblive uomskårne - for det vigtige er hjertets omskærelse). For løftet kom først, og Abraham er derfor fader til både de omskårne og uomskårne.

Abraham fik Isaak, og Isaak fik Jakob. Og Israel voksede til. De blev reddet ud af Egypten og gik gennem vandet. Hos Johannes Døberen fik folk også en tur gennem vandet - næppe en tilfældig symbolsk handling taget i betragtning hvordan Israel gennem tiderne fejrede udfrielsen af Egypten. Ligesom Israel blev udfriet fra Egypten og fik deres eget land (med besvær pga. deres fortsatte oprør!), lige sådan udfries mennesket gennem dåben fra den gamle skabelse, og noget nyt får lov at blive til i os og gennem os.

Men det, jeg i virkeligheden vil påpege, er netop Israels konstante oprør mod Gud. Ja, de kunne være gudløse. Men Gud er aldrig menneskeløs. Igen og igen tilgav Han dem. Igen og igen rakte han ud og bad dem være Hans Folk.

Hvorfor?

Fordi Gud vil handle i Sin skabelse gennem mennesket!
Det vender altid tilbage til, at vi er Guds agenter, Hans aktører i Hans skabelse. Vi er ment til at være et kongeligt præsteskab, der reflekterer Hans kærlighed og visdom ind i verden.

Og Israel skulle være et lys for alle nationer. Israel var Guds "redningshold". Gennem Israel skulle skabelsen bringes på ret køl igen. Først skal mennesket bringes på ret køl - så kan skabelsen i sin helhed føres på ret køl. Først mennesket (Guds aktører), så verden (Guds skabelse). Vi har betydning for Gud.

Men Israel svigtede igen og igen. Og igen og igen. Og igen. Og igen. Og igen og igen og igen og igen. De var ikke et lys for verden, men var tilfredse med at være "lysets børn". Og Israel lukkede sig stolt om sig selv.

Og til sidst måtte Gud komme ind i verden. Som menneske. Som os. Hvordan kan en ond verden rumme noget så godt? Ak, det gik som bekendt også, som det måtte gå. Verdens had ramte Jesus og dræbte ham. Jesus døde på grund af verdens synd. Men også for verdens synd døde Jesus.

Han kom til verden for at redde den. Det gamle Israel kunne ikke. Det gamle Israel syndede som alle andre folk. Men Jesus var syndfri. Han var verdens lys. Det lys som Israel ikke havde været i stand til at være.

Og da det onde samlede sig om ham - allerede som spæd blev han stræbt efter livet - kunne det ikke ernære sig af ham. Det fik ikke lov at cirkulere. Han gav det ikke videre. Det onde blev brudt i ham. Og sådan døde han for vores synder. Han døde ved at lade al uretfærdighed, had og ondskab ramme. Det hele bar han uden at give noget af det videre. I en vis forstand udmattede han det ondes kraft og vandt sejren over verdens ondskab. Og sådan kunne han blive førstegrøden af Ny Skabelse. Sådan kunne Den Nye Tidsalder indvies.

Og her står vi - efter indvielsen og før fuldkommengørelsen. Og hvad vi gør nu i Jesus Kristus, vil blive en del af og have betydning i al evighed.

Hej igen (fortsættelse)

Jeg skrev:





Det må jeg lige nuancere en del (du ved måske en del om dette, Hanskrist?):

Israel ventede på Messias. En Messias - som ifølge deres fortolkning - ville ødelægge deres fjender og oprette god ro og orden, Guds Rige.
Indtil Messias komme gav Gud Israel loven, som skulle sørge for, at de ikke kom for langt ud af en tangent. Når Messias så kom, ville Guds folk få et helt nyt hjerte, hvorpå loven ville være skrevet.

Hvorledes er det, at Israel fortolkede Messias komme anderledes, end det skulle vise sig at blive?
I det gamle testamente har "Land" en stor betydning. "Land" er meget tematisk. F.eks.: På Jesu tid var Israel besat af romerne, og jøderne ventede på en Messias, som ville befri dem og give romerne en ordentlig omgang tæsk.

Men Jesus ville noget ganske andet. Vende den anden kind til og gå den ekstra mil når en romersk soldat bad en jøde om at bære oppakningen én mil. Han var ikke den krigeriske Messias, folket havde håbet på. Ak, han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham.

Og det var sandelig til Israel, Jesus var sendt. Til de fortabte får af Israels hus. Han kaldte Israel til at blive det lys for verden, som de var ment til at være. Men de ville ikke!

Så han rekonstituerede Israel omkring sig selv og sine tolv disciple. Tallet er ikke tilfældigt, da Israel tænktes at have tolv stammer.

Da Jesus genopstod, sendte han Det Nye Israel ud i verden for at gøre det, hvor Det Gamle Israel havde fejlet. Nemlig at være et Lys i verden.

Guds folk skulle vise sig at inkludere alle nationer, og temaet "Land" skulle vise sig at gælde fornyelsen af hele skabelsen.

Nogle kommentarer?

Arne du skrev:






Som I her på trosfrihed (og tidligere på religionsdebatten) har stiftet bekendtskab med min lovsang, fortale og store beundring for den kristne "tro" (engagement) og spiritualitet dette stammer alt sammen fra mine voksne års videnskabelige studier. Jeg har ikke noget kristendom eller kirkeliv og engagement med mig fra mit hjem (mine forældre) eller fra mit opvækstmiljø.

Mat Fys student og meget naturvidenskabelig orienteret, endda i om ikke ekstrem grad så i særlig stor grad.

Sådan betragter jeg også mig selv i dag.

Og det er også som sådan at kristendommen begynder at fange mig, interessere mig, som voksen, første gang omkring Jung hvor jeg er omkring de 30 år, og næste gang da jeg har rundet de 40 og er på vej imod de 50 her fascineres og drages jeg af Paulus, meget direkte ved at læse de syv ægte breve af ham + Efeserbrevet og Kolossenserbrevet og indirekte gennem især Paul Tillich (Barth og Luther og Rudolf Steiner, og religionsfilosofferne Harald Høffding og Søren Holm) og ikke mindst Nicolai Berdyaev.

Og med Paul Tillich og Nicolai Berdyaev er jeg godt klædt på til at forstå i dybden de kontinental europæiske eksistentialister, tyske og franske, fra især mellemkrigstiden.

Det er også i denne filosofiske skole eller tradition at Zizek og Badiou har fået øjnene op for Paulus.

Udenom Paulus ville der for mit vedkommende nok aldrig kunne være blevet tale om at jeg var blevet fascineret og draget, tiltrukket af kristendommen (det kristne engagement og outlook, og den kristne spiritualitet og filosofi, tænkning). Det er Paulus der er blevet far til mig i KRISTUS, det er Paulus der har iklædt mig KRISTUS, det er fra Paulus jeg har en stor del af min dannelse = karakterdannelse = viljestyrke og gemyt/gejst/begejstring flow, kreativ flow og engagement.

Min tilgang er/var intellektuel akademisk og naturvidenskabelig (især psykoanalytisk og neurovidenskabelig for at forstå den paulinske KRISTUS MYSTIK og SPIRITUALITET) i første omgang og det er så lykkedes mig herefter at forstå den kristelige paulinske protestantiske etik, spirit/gemyt (robusthed) og folkesjæl i det sekulære moderne vesten.


Det sekulære frie europæiske vesten med dens frihed ånd og gejst/begejstring og optimisme, på samme tid sociale ansvarlighed, er i bund og grund paulinsk i sin oprindelse (det påstår ihvertfald alle os kendere af Paulus, Paulus der får en renæssance med reformationen og protestantismen og som i dag er blevet højaktuel i moderne filosofi) der er næppe den moderne filosof i dag der ikke har taget stilling til Paulus)).

-0-0-0-

Paulus er Tænkningens Skytshelgen, han er Frihedens Apostel og Åndens Apostel pr se. Og så er han på samme tid religiøs mystiker i moderne avanceret forstand, hvor mennesket ikke skal opgive og opløse sig selv for at grunde eller gå til grunde i Gud eller det guddommelige.






Hvis kristendommen var som Flemming Vang og Thomas (og millioner andre dygtige bibellærde teologer) gør rede for det ville den aldrig være blevet til noget, men ville være død før den fik begyndt. Så kristendommen er altså ikke de der meget stort anlagte forkromede forklaringer der gennemgår og forstår sig på hele bibelen fra a - z. Thomas og Flemming Vang har deres berettigelse som bibellærde, men dette har meget lidt at gøre med den kristne spiritualitet som var det der grundlagde kristendommen i sin tid.

Hvis vi skal forstå den kristne spiritualitet så skal vi kigge på den entusiasme og voldsomme affektfulde ekstatiske begejstring, spirit og humør, og kreativ flow der som en steppebrand overvældende og umiddelbart greb folk udenom lange logiske bibelske forklaringer, som fx dem Thomas og Flemming Vang er så fremragende til og som fx mange bibelfundamentalister også benytter sig af inklusiv Jehovas Vidner fx.

Altså at være eller blive kristen på urkristendommens tid eller i dag, har ikke noget at gøre med at forstå bibelen fra a - z og så derudfra på fornuftigt vis at drage en lære om hvad kristen tro er. Det har ej heller noget at gøre med kirkens trosbekendelser som værende dem man render rundt og tror på. Paulus ville aldrig haft godkendt dette som at have noget at gøre med de nye pneumatiske skabninger vi er i Kristus, hvilket enhver kan forsikre sig om ved at studere de paulinske breve.


Skal vi forstå de nye skabninger og mennesker vi er i og med og ved begivenheden Kristus ind i verden og ind i, rammende i en omvendelse, hver enkelt af os eksistentielt, da skal vi se på revolutioner som ungdomsoprøret i 68 og fx den russiske revolution, den franske og amerikanske.

Nogle af de samme social politiske kræfter er der tale om, selv om kristendommen er meget mere fredeligt og gennemsyret spirituelt, og derfor, gennem dets religiøsitet, evigt varende.

KRISTUS memet er så antropologisk stærkt at den aldrig vil udtømmes, blive forældet, og miste sin potens og aktualitet, uden at menneskeheden forandres til det ukendelige og umenneskelige inhumane.

Kristus memets relevans, potens og aktualitet, bunder i vores autonome nervesystems evolutionbiologiske hierarkiske opbygning hvor kronen på værket er vores næstekærlige prosociale kreative flow og engagement der er hardwired neurobiologisk i et brain face heart system der fungerer når vi er i trygge fredelige omgivelser. Nøjagtig denne form for autonomi og kreativitet, kreativ flow og spiritualitet og nye kommunikation og omgangsformer mellem mennesker er = vores KRISTUS SPIRITUALITET, de nye mennesker og skabninger vi er i KRISTUS, det er Kirke på jorden at vi kan leve sådan med hinanden. Dette er KRISTUS bevægelsen ind i verden og ind eksistentielt på hver enkelt af os gennem en omvendelse imod næstekærlig autonomi og stor spirituel kreativitet.

Det ses meget tydeligt at denne "i Kristus Mystik og Spiritualitet" er fuldt ud foreneligt med en samfundsudvikling i sekulær retning, hvor der er plads til lige så meget mystik og spiritualitet som passer det enkelte menneskes temperament.

Hej Tikka



Jeg mener også, at dette er en væsentlig del af det. Men er det primære ikke, at den korsfæstede og genopstandne Jesus, som døde for vores synder, er Herre?

Er det ikke dette, der er troen?
Jesus er verdens genopstandne frelser og Herre.

Troen rummer også trofasthed. Uden den er troen tom.



I fadervor ser vi:
ske din vilje
som i himlen således også på jorden

I missionsbefalingen ser vi:
Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Og i Johannes' Åbenbaring hører vi, hvordan Det Nye Jerusalem kommer ned på jorden, og:
Nu er Guds bolig hos menneskene

Guds Rige eksploderede ind på scenen med Jesu komme. Hans helbredelser og mirakler er skilte, der peger ind i Den Nye Skabelse. Med hans død og opstandelse blev det onde overvundet, og Den Nye Tidsalder blev indviet. Kirken fortsætter med at virke via Helligånden og arbejder på at manifestere Guds Rige. Og når Guds bolig er hos menneskene, så er det fuldkommet.

Guds Rige kommer derfor i flere faser. Den sidste, radikale fase sker, når Gud fuldkommer verden. Men selv her vil der være kontinuitet, idet alt, hvad vi gør nu i Jesus Kristus, vil blive en del af Guds fremtid.

"Den himmelske åndeverden" du taler om, opfatter jeg derfor ikke som en verden langt herfra. Himlen er Guds dimension, og den overlapper visse steder vores dimension, Jorden. Forhænget mellem de to dimensioner er meget tyndt visse steder. I Jesus er de to dimensioner ét.

Hej Thomas, når du skriver som her efterfølgende, ja så jubler jeg:







Synes lige det var på sin plads at påpege hvor meget jeg påskønner hvad du der skriver, så du bedre vil kunne forstå den min kritik hvor jeg sammenligner dig med Flemming Vang, hvor I for mig at se indimellem har det med at glide for meget over i at kristendommens tro er lig med et forkromet logisk overblik og forståelse af hvad der står i Bibelen fra a-z som hovedet og vores tanker så skal være overfyldt og overbebyrdet tynget af.

At nogle mennesker vælger bibelkyndighed, vælger i særdeleshed at uddanne sig selv som bibellærde i en klasse for sig selv, gør ikke at disse mennesker kommer den kristne tro og spiritualitet nærmere end det menneske der kommer til KRISTUS udenom nogen som helst bibelforståelse og lærdom.

Hvorfor det forholder sig som jeg skriver, har vi i det forhold at den "Paulinske Kristus Mystik" er kristendommens essens.

Men det er så også Paulus selv der forlanger at vi skal lovsynge med vores forstand/fornuft om de nye skabninger vi i kraft af Gud (på mystisk vis) er i og med og ved begivenheden og/eller bevægelsen KRISTUS ind i verden og eksistentielt for hver enkelt af os i forbindelse vores omvendelse, hvor vi gribes af Kristus og Guds Ånd gennem ikke vores fornuft, men gennem ekstatisk fornuft.

De bedste hilsner HansKrist