Hej Arne

Du citerer din kilde:



Det kan jeg godt finde mening i.

Da Gud hverken er et væsen i vores verden eller en idé i vores intellektuelle verden, men skaberen af begge, giver det god mening, at det er svært at udtale os om ham. Han er ligesom i en kategori for sig selv.

Fra Anden Mosebog 3, 14:
Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer."

Oplevelsen af Guds ånds nærhed vil jeg tro er individuelt, for de som mener at ha' denne ånd, som jeg tror, er noget der sker i hovedet …

"Hvis det er noget der kun sker i hovedet, er det ikke Guds Ånd, men menneskets ånd."

SVAR: Troen kommer af det man hører og med troen gerninger.

Derfor kan oplevelsen af Guds ånds nærvær i hovedet også "gå i blodet" - det viser fortællingen om Jesus jo, men beviser ikke - mener jeg, at det er Guds ånd – ej heller ved at se om den troendes adfærd kendetegner det, bibelen kalder åndens frugt.

¨¨¨¨

... men bibelen taler om en konkret himmel, hvor Gud skaberen bor.

"Du har læst bibelen som et barn og ikke forstået bibelens symbolske billedesprog (læst noget bogstaveligt der aldrig har været tænkt at skulle forstås bogstaveligt, da det er billede tale eller symbolsk tale). Men derudover siger bibelen også selv flere steder at det ikke kan eller må forstås bogstaveligt."

SVAR: Ja der er meget billedtale i bibelen.

Hvad siger du til beretningen om Moses på Zions bjerg, der hentede guds ord/lov til det udvalgte folk. Var Gud virkeligt tilstede – måske "kun" med sin ånd – eller er det kun noget Moses tror - og eller lader som om sker, for at legitimeret sin ledelsesret over et folk?

¨¨¨¨

"Det fantastiske ved Paulus, om man magter at læse og forstå ham, er at han punkterer vores naive barnetro, barnlige måde at opfatte tingene på, hvilket han ej heller er bange for at pensle ud for folk at han gør."

SVAR: Paulus forventede ifølge skrifterne, at komme i himmelen efter sin død.

¨¨¨¨

"Bibelen siger også og ja gør endda et større nummer ud af at slå fast Gud Skaberen ikke bor et sted, befinder sig et sted, men er overalt, også her på jorden blandt os mennesker, uanset hvor vi er, så er Gud der også."


SVAR: Bibelens siger Gud bor i himmelen – en himmel der må ha' været før han skabte menneskenes himmel – og derfra kan hans ånd udsendes - du ved - intet er umuligt for Gud Lukas 1:37

¨¨¨¨

Hej Tikka

Fornemmer slet ikke du har svaret mig, synes ellers du plejer at være god til at holde dig til den andens argumenter


Og hvad der står i Bibelen er:

ikke et argument for noget

og af alle det gør ikke indtryk på mig. Så hvis du skal fange mig skal du appellere til min forstand og beskæftige dig med virkeligheden og ikke hvad der står i Bibelen

Kun i den forstand bibelen afslører at have godt fat omkring den menneskelige virkelighed og eksistens og giver gode svar eller er fyldt med visdom og viden og indsigt i vores spiritualitet bliver bibelen interessant for os.

Jeg ved godt at for dig er bibelen og hvad der står her noget man ukritisk SKAL tro på for at være kristen.

Dette er dog et kristent kætteri, måske det værste kætteri overhovedet og det blussede op efter reformationen. Som Albert Schweitzer siger om Paulus som han kalder Tænkningens Skytshelgen, han har fjernet blind ukritisk tro'enhed/tro en gang for alle, fra og med Paulus er dette ukrudt luget væk fra vores midte.

Som kristne er det netop ikke bibelen vi tror på og sætter vores lid til men at vores spiritualitet (affekter og ekstatiske begejstrings struktur) kan hjælpe os gennem de eksistentielle dilemmaer et menneskeliv er så fyldt med fra vugge til grav. Og i den forbindelse kan bibelen være eksemplarisk hvis den afspejler denne mulige spirituelle virkelighed vi med fordel kan tilegne os.

Hilsen HansKrist

Hos Paulus møder vi en spiritualitet uden lige, en hvidglødende entusiasme. Her bliver vi præsenteret for hvad vores kristne tro gælder, nemlig de nye pneumatiske skabninger vi er i med ved begivenheden Kristus ind i verden ved Jesus. Troen, vores kristne tro retter sig mod vores spiritualitet, vores affektfulde ekstatiske begejstrings struktur og humør forhold og ukuelighed, robusthed, og den Healing Power det er forbundet med, og den prosociale næstekærlige engagement i forbindelse med at vi kæmper for social retfærdighed.

Paulus er Jesu Kristi sande efterfølger fordi han som ingen andre har formået igennem sin forkyndelse at mobilisere KRISTUS VIRKELIGHEDEN, de nye skabninger vi er når vi tager imod Gud og Guds Ånd i Kristus.

Ånden, Guds Åndens virke = vores SPIRITUALITET er alt hvad det drejer sig om for os, vi ser det overalt i Nye Testamente, som når Jesus teologisk bliver præsenteret for os som evangelierne gør det og vi møder det, ja får det smidt i hovedet, hos Paulus, Åndens Apostel pr se.

Dette er det slående indtryk bibelen sætter på sin læser, den levende livlige hvidglødende entusiasme og spiritualitet som vi bliver mødt med, får smidt i hovedet og det kulminerer i Nye Testamente i og med og ved KRISTUS virkeligheden ind i verden ved mennesket Jesus.

Kristendommens essens er KRISTUS MYSTIKKEN, er KRISTUS VIRKELIGHEDEN, den SPIRITUALITET vi mennesker har her.

Mere end noget andet kæmper kristendommen imod åndsformørkelse og dumhed, og der er intet der åndsformørker vores bevidsthedsliv og dræner os for vitalitet som at rende rundt tynget af bibelkonkordantiske mentale trosforestillinger. Som Paulus siger det, så må vi se at komme over disse barnligheder og blive voksne i vores SPIRITUALITET. For uden FRIHED kan der slet ikke være tale om nogen SPIRITUALITET.

Hej Tikka



Ifølge dit citat går det, vi begge skriver, hånd i hånd. Gud er en menneskekærlig Gud, som viser sig kropsligt i Jesus, som dør for vores skyld. I den kristne fortælling kan ingen af delene undværes.

Men jeg tager imod din pointe om, at Guds kærlighed er det primære. Og jeg skal lige lade den summe og simre.
Det er også den røde tråd, jeg finder hele vejen igennem biblen, dvs. også i det gamle testamente. En Gud der konstant rækker ud mod menneskene og vil dem det bedste. Desværre tror jeg, at det gamle testamente bliver misforstået i dag - ikke mindst af dem der aldrig har læst det.



Skelner du mellem Herre (Gud) og herre (Jesus Kristus)? Det har jeg ikke tænkt over før. Gør Det Nye Testamente det?

Næ, nu har jeg lige tjekket. Paulus taler om Jesus som Herre - med stort H.

Jeg betragtede også tidligere Jesus som lærer. Med rette. Det er han. Men han er så meget mere end det. Han kropsliggjorde Israels Gud og gjorde for Israel og verden, hvad Israel ikke havde været i stand til. Og med hans død på korset udmattede han det ondes kraft, så syndens greb kan blive brudt, og Ny Skabelse kan finde sted. Jesus indviede Ny Skabelse og Den Nye Tidsalder med sin opstandelse.



Det er et godt eksempel på, at man ikke forstødes, fordi man ikke er perfekt. I bønnen Fadervor, som mange beder dagligt, beder vi også om tilgivelse. Der er nok en god grund til, at vi har lært at bede sådan i denne centrale bøn.

Når jeg skriver "trofast", er det derfor ikke for at markere, at det er fatalt at komme til at træde ved siden af og må bede om tilgivelse. Det er for at nuancere, hvad der forstås ved "tro", så man ikke blot forstår troen som en kognitiv erkendelse af et faktum (Jesus er Herre). Det er i denne sammenhæng, at jeg skriver, at troen kræver en forpligtelse. En loyalitet. En trofasthed. For også de urene ånder kan "tro" (erkende som et faktum), at Jesus er Guds søn. Men de er alt andet end trofaste.

Og med hensyn til Peter bør vi nok skelne mellem tidspunktet før og efter Jesus' opstandelse. Hans egne disciple havde meget svært ved at forstå, hvad hans mission egentlig var, mens de vandrede med ham.
I længden kan vi nok næppe beskrive Peter som andet end trofast. Efter at have fået Helligånden gav han sit liv for sin Herre.



Efter at have studeret kristendommen nærmere er jeg blevet gjort opmærksom på noget, der faktisk har styrket min tro:

Himlen er Guds dimension, og Jorden er menneskets dimension. Som det er nu, er de skilt af et slør. Du kan ikke pege med din finger "i retning af Himlen".
Men disse to dimensioner skal forenes, så Gud tager bolig blandt menneskene. Da vil Ny Skabelse fuldendes, og der vil ikke findes mere død, lidelse og ondskab.

Hvis man vil opretholde et uoverkommeligt skel mellem Jorden og Himlen, krop og sjæl, så splitter man det ad, som er ment til at være sammenføjet - ét. Og det vil have konsekvenser for vores syn på verden og kroppen - som noget dårligt man i sidste ende skal skille sig af med. Herved skyller flere fantasier ind over rælingen, såsom troen på at verden vil destrueres, og tid og rum kollapse. Hvilken respekt mon det afføder for vores Jord og krop at betragte dem sådan? Hvilke tanke- og adfærdsmønstre over for sig selv og andre, mon det afføder?

Heldigvis er skabelsen - krop og verden - noget godt i kristendommen, hvilket giver en helt anden respekt, tankegang og handlemåde i forhold til dem. Allerede i det nærværende liv.