0
registrerede
829
gæster og
247
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#20319 - 29/02/2016 14:36
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
Her lidt Ivan Malinovski, Tjekhovs lyriske lillebror og kun lidt forskellig fra damen i de rungstedske bassiner, der måske ikke ville ha’ skrevet ordene:
livet er ikke til eller poesien eller kærligheden
over det hele og allerede nu én stor renlig død…
- men ganske afgjort disse:
hvem smiler ikke på alle sprog græder hikker nyser det er grammatik for begyndere.
De er fra samlingen Poetomatic i 1965 efter opholdet i de romerske bassiner, hvor livet under skyerne betragtes uroligt og smukt. Her et essay, eller som der står, et foredrag, tanker jeg forestiller mig også ragede godt ned i rødderne hos poeter som Zweig, Heaney eller Tjekhov, der alle på deres måde spejlede naturen og uddybede forståelser af særlige livsforløb, til tider iført fjer over trætoppe eller i mindelser om et træs marvagtige hud mod muskler:
LIVET I TRÆERNE (foredrag)
Hvorfor lærken springer ud før linden, linden før aspen og aspen før egen kan botanikeren forklare. Men bag hans forklaring er der et stort hul uden forklaringer, uden ekko og holdepunkter. Hvorfor vil granen være en gran og ikke et pæretræ? Hvorfor tjørnen netop en tjørn?
Gådefulde væsener os til behag! Vi ligger i deres skygge, mærker deres lugt; de står i vort liv som vi i deres. De der spædte egens egevæsen ved også at give fyrren dens navn quercus vidste mer end vi. Men endnu ved min datter:
,,træerne de vokser ligesom vi, de har grene som vi har arme og røder som vi har ben. Og bladene som sjæle som dør nor træet går ud. nor det er vindter, ligger træets sjæle døde for dets fod, men nor det er sommer lever de. Vi består af et liv og en sjæl og en kærlighed ikke anet”
At elske dem og frygte dem er tegn på menneskelighed, er ikke ufornuftigt. De vil mønsteret, et vi mangler. Hvad er det koglen har i sine hårde lommer? Lag for lag kan man skrælle løget uden at finde tulipanen; og valnøddens vilje er vidt forskellig fra agernets.
Lad os fastholde forskellen: aspen stram som spindelvævet eller lynet, birken kaster blødt med manken som en plag. Lugten af amygdalin og alkohol er ikke til at tage fejl af. Ellen er hverken renlig eller rørende, men hvilken bedrift: at være el! Jeg har boet under et æbletræ og befundet mig godt. Syrenen er stum som alle de andre, den er også et træ. Cellulosefabrikation, regnskove og tømmerpriser er jeg ikke kompetent til at udtale mig om. For øvrigt har savværket sidste ord.
Her en løbeseddel:
Tiden er for kort til ikke at nævne tingene ved deres rette navn. En uhørt luksus – selv velkendte begreber optræder i fremmede uniformer. Trésor, trandafir, trahison, trusser. Tyve små drenge, tre fede mænd. Død er alt for langt et ord til at tjene sit formål. Bækken standser og modsiger sig selv. Kun snigmorderne taler nu rent.
*
Og her til sidst nogle...
ENETALER regn
Et landskab levende af usynlige linjer En sky formørker din eftermiddag.
Hvem går derude? Hvem er det der ler I et fremmed rige af slåen og søvl?
Bag himlens store skøder samme lys Og du ved hvad den betyder
Denne hjertebanken som bæres til dig Over vidder tunge af salt, det er bådene
Strålen fra tagskægget finder sine kurve Æblet fylder sin form i regnen, roligt
Det er kun dig der mangler Uomstyrtelige billeder, urokkelige gentagelser
Glem det: nu lysner det Og denne lugt af kløver
Lærkerne stiger som sten De elskende har nået havet.
- Ivan Malinovski.
mvh & god soldag – i hvilken man breder sig..;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20347 - 07/03/2016 06:44
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’...
til hoveder snart med lue på, og de som uden omkring må gå – men nu blomstrer det jo snart med huer allevegne, så hvorfor ikke en kantate af Alex Garff:
Kastanjen er studentens træ, og år for år vi skuer, i løvets mørkegrønne læ, de nye studenterhuer. Den står af hvide blomster fuld, studenterhuer puld ved puld, den skænker glad til skolen. Vi griber den med sejersråb, for huen er vort unge håb, med den vi hilser solen.
*
Jeg planter et tre
Jeg planter et tre, det luner så godt, det gir så sval en skygge. Grenene brer sig med luftig løv, og der er spurvene trygge.
Blomstre gjør det hver tidlig vår; hver høst er det tungt af frugter. Og når det stilner imot kveld, kan jeg kjenne hvor godt det lukter.
Og når det hvisker i sakte bris, kan jeg forstå hvad det mener. Unger mine skal klatre op og gynge på myke grener.
En dag skal den eldste av de to, mens hjertet brenner og banker, med panden presset mot brusten bark betro det sine tanker.
Det hvelver sig over stuens tak og dem som bor derinne. Jeg ser dem som gjennem en vegg av glass: to unge – en eldre kvinne.
Jeg står her og planter et lite tre, jeg planter min glede ved livet: Voks til du favner hele mitt hus, og la så bygene drive!
Jeg legger mitt hjerte under din rot. I dig vil min lengsel strømme, i dig vil den knoppes år efter år, i dig vil jeg stå og drømme.
Ta varlig imot den unge sorg, og vern om den barnslige glede, våk over hver en liten seng! I dig vil jeg være tilstede.
Og bår du tender ditt blomstereveld og lar det drysse og falle, fell da din sne i min elskedes hår, og krans mine unge døtres vår, men du må kysse dem, alle!
- Arnulf Øverland.
Endelig - og som et vink fra huen til hjelmen – skrev Kaj Munk i 41 dette:
Sidste nyt
Nu gælder det blot om at være dum, saa dum, at det rigtig kan batte. Der er i vor Tid en anseelig Sum af Visdom, man ikke kan skatte nok at la’ være at fatte.
*
Morn’ i gryet til dig RM, medmindre selvfølgelig du snorker om kap med dine gode venner, sneglene – side om side i dur og mol, hys hys! ;)
mvh. Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|