Jeg har altid undre mig over, de mange forskellige kristne trosretninger der findes, når Jesus i bibelen eksempelvis citeres for at ha' sagt:

Johannes 17:17:

Citat:

Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.

http://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline

Kristeligt-dagblad.dk oplyser i en statistik fra 2012, at antallet på forskellige kristne kirkesamfund i verden skulle være 43.000.

Det tegner jo et billede af, at kristendom ikke er en fælles Kristi lære ... eller hvad?

Der findes måske ikke en sådan fælles Kristi lære?

Hvad så med sandheden?

Der er måske heller ikke tale om sandheden ... dit ord er sandhed? ... for kan gud tale?



https://www.kristeligt-dagblad.dk/statistik

¨¨¨¨

Hej Tikka, relevante og interessante spørgsmål du der stiller.



Sandheden, indenfor kristendommen, er noget/nogen mennesket skal kunne gribes af, der forandrer/forvandler og beriger dets liv. Hvor er vi? Jo indenfor det spirituelle område. Vi kender det bedst fra hverdagslivet som kampgejst og humør som begejstring, vi kender det som pludselige indsigter = åbenbaringer og som pludselig afklarethed, alt står i et forklarelsens strålende lys og et menneske er nået til afklaring sig selv og sine omgivelser fx. Og vi kender det som enorme kræfter og energier der bliver os tildelt eller pludselig gør sig gældende. Vi kender det som omvendelse, at mennesket pludselig ser lyset og vender om fra en bestemt uheldig livsstil og livsførelse, adfærd.

Entusiasme er et godt ord for det. Entusiasme = vores i Gud væren = at være grebet af Ånden = at være i Kristus.

Entusiasme og dette at være grebet af Ånden som stor begejstring er simpelthen en del af menneskets normale måde at være til på i verden, enhver antropologi, sociologi, politologi og psykologi og biologi, ja enhver lære og forsøg på at forstå mennesket kommer ikke udenom disse forhold, spirituelle forhold.

Dette er ikke mentalitet eller noget psykisk kun, da det er hele mennesket der er grebet af disse suveræne livsytringer der hører vores biologiske art til.

Men både det psykiske (emotionelle og følelsesmæssige) og det mentale (det tænkende) indgår som en del af alle disse vores suveræne spirituelle livsytringer.

” I mennesket er intet ”blot biologisk” eller ”blot åndeligt”. Hver eneste celle i menneskets krop participerer i menneskets frihed og åndelighed.” Paul Tillich; Mod Til Livet.

Og at det ikke er udenom tænkningen og vores forstand som Paulus denne Tænkningens Skytshelgen har sikret os det for al fremtid kan der siges meget om, og Tillich har som få formået at forklare dette fænomen at Ekstatisk Fornuft ikke ødelægger Fornuften, men at det er takket være Ekstatisk Fornuft at vi mennesker kan gennemføre at nå de mål Fornuften har indset som et gode. Moderne neurovidenskab har til overmål bekræftet forholdet.




Sandheden er altså ikke om noget og om nogen, men er noget og er nogen = mennesket i Kristus = mennesket tilhørende Kristus, livet skjult med Kristus i Gud.

Kristus, os i Kristus, er mennesket i Gud, mennesket der lader sig føde af Gud, af Ånden, i sin entusiasme. Hvilket kun kan lade sig gøre med fuld sikkerhed gennem inkarnationsbegivenheden Kristus ved mennesket Jesus. Det er Guds Nådesværk, handling, med os mennesker historisk ind i verden. Altså der er ikke handlet udenom Tiden, udenom historien. Det er i Tiden Gud kommer til os. Sådan er det også for dig og mig, et sted i vores personlige livstids historie vil vi kunne møde Gud eller ikke møde Gud. At møde Gud i Kristus er at møde Gud i Tiden, det er Gud i Tiden. Meget mere kunne siges herom, om det særkende og specifikke ved kristendommens Gudsforståelse.




Stort set alle kristne kirke samfund har en bekendelse til Jesus som Kristus. Og begivenheden Kristus betyder at her i mennesket Jesus handler Gud ind i verden for alle os mennesker og en hel ny dynamisk Gudsforhold bringes i spil ved mennesket Jesus og ved Helligåndens hjælp denne nye Kristusvirkelighed med Jesus går ikke tabt for nogen selv om mennesket Jesus ikke er her eller vi ikke har kendt ham, så vil han og hvem han var og hvad og hvem han var født af kunne kommunikeres til os gennem andre menneskers Kristus vidnesbyrd og ved hjælp af den hellige Guds Ånd (Helligånden).

Vigtigt at forstå er at Sandheden ikke er i forbindelse en lære, en bog, men altså at sandheden er ny liv og virkelighed, ny væren, ny spiritualitet, ny entusiasme, i det Guds Nådesværk Kristusvirkeligheden, vores i Kristus væren er.

Tro betyder ikke noget, alene vore spirituelle erfaringer betyder noget.

Jeg og Paulus og Steiner og Tillich og ja milliarder af mennesker har haft spirituelle erfaringer, du og andre kan så tro herpå, men hvad skulle det hjælpe jer at tro herpå, intet rigtig, kun jeres egne spirituelle erfaringer tæller når det kommer til stykket. Det er derfor som der også gives udtryk for i sidste ende den Hellige Guds Ånds opgave at give os de erfaringer, men ikke mindst kommunikere den nye væren og virkelighed og det nye liv vi mennesker har i Kristus.


Sandheden er ikke i forbindelse en lære, men sandheden er vores i Kristus spiritualitet og væren. At stifte bekendtskab med Jesu Kristi person og Sønnens virkelighed med Gud som vores kærlige himmelske Far. Udenom Den Hellige Guds Ånd vil denne ny væren og virkelighed og dette nye liv ikke kunne kommunikeres os. Så vi kan lige så godt opgive at nå frem til noget udenom Den Hellige Guds Ånd. Alt beror i sidste ende herpå.

Mennesker kan tage troen = Kristus (= Kristusvirkeligheden) fra os. Men dette er irrelevant på en måde, da det ikke er menneskeværk at nå frem til troen = Kristus, det er nemlig suverænt i sidste ende Den Hellige Guds Ånds opgave og værk.

Vi mister ikke troen = Kristus ved at omgås ateisterne og deres forsøg på at nedgøre os og vores spiritualitet, Kristusmystik, væren i Kristus. Nej vi mister troen Kristus når vi ikke længere lader os lede af Den Hellige Guds Ånd eller når vi blot giver slip på Kristus i vores liv. Eller måske har mennesket slet ikke kendt Kristus og vores den ny væren og virkelighed og vores det nye liv i Kristus. Og så er det jo blot noget overtro der er opgivet, hvorfor da også tvivl og ateisme er en kendt/anerkendt vej imod Kristusvirkeligheden som Sandheden.

Går vi så glip af livet ved at være i Kristus, som kristne? Nej for Åndens begær er Livet. Som kristne bliver vi sat i Livets Ånds Organiske Love sammenhænge, fordi vi kommer fri af synden (de neuroser) der døder os. Vi kommer ud af åndsformørkelsens spøgelser og sygdomme der kan ramme et menneske, et menneskeliv.

Åndsfriskhed er et af de absolut største vanskelige udfordringer vores moderne sundhedsvidenskab står overfor. Og her spiller spiritualitet en hel central rolle.

Tak for svar, nu må vi se, om jeg har forstået din tekst.

¨¨¨¨


Jeg forstår jo ikke, du ikke anerkender ordet ... Jesu ord som en lære, de guds sandhedsord han talte. Det siger skriften jo, at sådan er det ... dit ord er sandhed.

Discipel betyder jo elev, og troen kommer af det man hører.


Havde vi ikke bibelen, så kendte vi ikke Jesus og skaberen, som Jesus kaldte sin far, vil jeg mene, ej heller Paulus som du ofte henviser til.

Jeg forstår heller ikke, du mener, det åndelige/spirituelle er vigtigere end troen.

Det åndelige kommer vel i takt med, at troen bliver levende og virkende i menneskets liv.

Man kan vel sige troen er bålet og ånden er ilden.

¨¨¨¨
Ej heller forstår jeg, du mener, en Jesu discipel ikke kan tvivle.

Det læser vi jo, at både Thomas og Peter, 2 af Jesu apostle gjorde.

Derimod forstår jeg godt, tiden kom ind i menneskets verden sammen med gud "I begyndelsen" da guds ånd svævede over vandene, og Ordet sagde "der blive lys" - Ordet - guds enbårne søn der blev sendt til jorden til frelse.

Min fremhævning


for at enhver, som tror på ham
Den, der tror på ham, dømmes ikke;
den, der ikke tror, er allerede dømt
fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.

Bibelcitaterne er fra bibelselskabets online bibel

¨¨¨¨

For mig er troen = Kristus selv (Kristusvirkeligheden, den ny væren og virkelighed og det nye liv) som det er for Paulus og ja Luther og Tillich og heldigvis rigtig mange kristne verden over.


citat fra Luthers fortale til Romerbrevet.

Trosbegivenheden Kristus er en ENTUSIASME begivenhed med hvert enkelt menneske.

En lære, som en Kristen (Jesu Kristi) ethos og moral udspringer heraf og kan vi godt tale om og skal vi drøfte med hinanden.

Men vi skal ikke bildes noget ind, og tro er ikke indbildning, er ikke mentale forestillinger pga en tekst, dette er belief og ikke faith på Kristusvirkeligheden, vores nye væren og virkelighed og nye liv i Kristus = troen.

Og husk Tikka hvorfor du forlader kristendommen, fordi du er blevet indbildt troen at være dette at tro på en masse sætninger og udsagn fra bibelen udenom Kristusvirkeligheden. Mentale trosforestillinger er fuldstændige irrelevante, det er, den ny væren og vores nye virkelighed og liv i og med Kristus i kraft af Gud, der er på tale, når vi snakker tro.

Prøv at læs hvad Luther skriver som han aldrig var bleg for at indrømme var en forståelse Paulus studierne havde bibragt ham.

Ordene (kerygma og evangelie) kan kommunikere ved hjælp af Helligånden (vores rette åndelige forståelse tingene) den ny væren og virkelighed og det nye liv vi har i og med Kristus i kraft af Gud. Vi får gennem omvendelsesbegivenheden Kristus i vores liv en hel ny handlingsbasis i Gud. En ny dynamisk kreativ relation mellem mennesket og Gud kommer ind i verden ved Jesus, derfor vi anerkendende siger Jesus Kristus.

I Kristus taler Gud direkte til os, her i Kristus siger Gud os noget direkte udenom bibelen fx eller andre skrifter. Gud og troen Kristus går ikke død i Bibelen og på den vej at skulle tragisk ende op i bibelfundamentalisme. Nej det vi er beskæftiget med er meget meget mere levende og virkende som Luther beskriver det.

Hvad og hvem (Kristus Sønnen = mennesket i Gud og med Gud) Gud kommunikerer gennem åbenbaringer igennem til os hver enkelt af os skal vi ifølge Paulus have en forstandig fornuftig indbyrdes diskurs og samtale med hinanden om. Ud af dette opstår Nye Testamente og et væld af andre Kristus vidnesbyrd, ja Bibelen udgør ikke engang en milliontedel af den diskurs og samtale vi har fået med hinanden.

Vi mister ikke udsyn og horisont eller forstandighed (fornuft og viden, forståelse) gennem troen der altid er lig med trosliv og spiritualitet.

Takket være forstanden som vi mennesker heldigvis er blevet enige om at vi skal bruge gennem en fri drøftelse med hinanden er Nye Testamente opstået, men den er kun en brøkdel, milliontedel, af det vi som kristne indbyrdes har en samtale om og alle bidrag gennem tiderne er lige vigtige ifølge Paulus, alle skal have lov til at komme til orde.

Vi har allesammen et ord at skulle have sagt og et Kristus vidnesbyrd at bringe for dagen, ellers lever Kristus ikke, er Kristus ikke den samme i dag som dengang. Det er os kristne, hver enkelt af os, der er de levende stene/celler Kirken, de kristne samfund, består af. Vi må ikke gemme os i og bag Bibelen, gør vi det er det kristne trosliv forbenet og forstenet,og Kristus er ikke mere = er ikke opstået, lever og virker ikke mere som Guds værk med os i verden.


Luther's fortale til Romerbrevet som jeg har bragt et citat fra burde slå os alle omkuld og vi burde bruge, ikke bare en times meditation derpå, men meditation i dagevis, uger ja måneder, ja måske år på at forstå hvad/hvem troen er, betyder, i vores liv:

et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.

Tro er ikke mentale bibelkonkordantiske trosforestillinger, som om kristne mennesker skulle rende rundt i livet med sådan en epifænomenal overbygning af golde mentale forestillinger. Jeg har kun mødt Jehovas Vidner og ganske få andre kristne der tager disse indbildninger som værende lig med den kristne tro. Men hvis din erfaring Tikka er at det er sådan fat forstår jeg godt du ender op i desillusion og ateisme og hævder at det hele er noget indbildt der blot foregår i hovedet på folk, for det er det jo også ifølge Luther om man misforstår det så groft.

Problemet lidt her på trosfrihed er at vi hele tiden haster videre uden at gå i dybden med noget. Godt nok formår vi at kredse omkring visse ting, men standse op og gå i dybden med tingene tør vi ikke.