Hej RM..
Svært er det, at sætte tiders sprælske poeter ind i bornholmeruret, bevægelser flytter hurtigt tidens poetiske spor. I Pia Tafdrups antologi – dén Michael Strunge henviste til i programmet Bazar, hvor det er så dejligt at se hvor glad i Michael hun er – lader hun F. P. Jac indvarsle digtergenerationen år for inden, ved hjælp af hans ”Spontane kalenderblade” (og er det ikke smukt skrevet?):
…”en ligegyldig duet af strenge løber over livets ure
mens de ordinæres døre trænger sig på
og har svært ved at give passage-muligheder
søger at splitte os med autoritære flag o vimpler
der har stemplet 70erne som ængstelige pubertets-tider
en ligegyldig duet af strenge løber over livets ure
og det må give dig tid til at afveje din værdighed
og en given din humane uddannelse næring
lad bierne suge honningen fra din kærligheds-kropsblad
lad menneskene knuse deres ærgerrige negle
når vor nytænkning blomstrer ad af sommereftermiddagen
der skal pudse 80erne af som motiverede”
*
Tiden er noget mærkeligt noget, med tiden er der ingen spor af os, mens vi er fanget i den. Ved en let drejen på skiven, klikker mekanismen og ud springer snart den ene, snart den anden, lyslevende står de foran mig på må og få, skrupsultne af al det mas med tidspresset osv. ”At være i tiden, kræver styrke” sir Jac og klør sig på maven; netop da trykker jeg ham på den sjove næse, og straks begynder han at synge strofer fra Marianergraven, mens han hopper rundt på gulvet i alle de små ginflasker der engang fik Stillehavet frem i en journalists blonde blik…
Jah, i tiden står de frem for os, alle sammen, lyslevende når bare man drejer lidt på skiven - tør vædde min hat på, at ikke så få af dem her i Mellemrummet er sprunget ud og ret ind øjnene på en del…;)
Han var så mange ting, Nis Petersen, udover en genial poet med blik på menneskers væsen og livets udfoldelse; man sætter sig og lader blikket vandre og vupti, befinder man sig i hans eget øjeblik – har gravet en del i hans Samlede Digte, der jo nu er min, om ikke andet til låns, netop hvad der synes at være blevet Nis Petersens skæbne, at blive overleveret til andre tiders øjne. Jeg tror han ville være godt tilfreds med det, og skrev engang i ungdommens vår dette, et stemningsbillede jeg rigtig godt ka lide, det får mig til at tænke på den bæven også han følte, på den tid, og får sådan en lyst til at vende tilbage til Morten Nielsen, men her en:
Phantasie
Det er nat, og det er stille;
over havens græsrabatter
perler kål og kysk og kælen
vindens klokkeklare latter,
mens den parrer sig med mørket,
nattens dystre, dunkle datter.
Mellem tunge, tætte skyer
stirrer kun en lille, vågen,
grådtung stjerne ned fra himlen,
hvor den, støt og seigt som måger,
trodser mørkets tætte mure
for at sprede lys i tågen.
Da på eengang går en skælven
gennem nattens regioner,
som en hulkende fanfare,
som en sang af døde toner;
det er millioners jamren,
isprængt bragen af kanoner.
Det er stjernen der har set det
fra sit herskerhøje stade,
set en vånde uden lige,
set, hvor mennesker kan hade,
og den hvisker det i skælven
gennem æbletræers blade.
Det er nat, og det er stille,
kun et suk, en lydløs klage
bæver tung og træt og treven,
en akkord af krigens plage,
som en fortidsrøst, der varsler
det, der endnu er tilbage.
- Nis Petersen.
Hilsner i natten,
Simon
P.s.: her en juleglad bagerven:
https://www.youtube.com/watch?v=u-GjI9JZgC0 - var det den? ;)
Svar
Citer