2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
144
gæster og
60
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#24271 - 17/12/2017 03:02
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Nu sneen atter forsøger at lægge sig i små bløde dyner, er det godt at ta’ på café i Schades blik, her fyldt med liv og kærlighed – nærmest på nissevis:
På en café i Assens
I Assens var der vådt og tomt og koldt, og som et stykke sæbe, der glider ud af hånden, når man trykker – steg den gyldne måne spejlblank op af havet – – se derude, rund og fristende som om den blinkede til mig alene lå, dens kugle sølv-glitreende på vandet, svævende, som Kristus, på de våde bølger – og en lille skonnert, sort som kul, gled glimtende forbi, imedens vi i fryd og lykke lo til „ham” og „hende” over bordet i den tomme sorte, mørke, triste, kolde, mugne, sure, fattige café, hvor vi sad i elskovslyst – blank steg den måne, strømme løb, og over havet holdt du dit vinglas op – og under bordet, i mørket, lå, din anden hånd i min, og vilde af begær lod vi den sejle, den lille skonnert, imod fjerne mål og sofaen, vi sad på, gyngede som havet under os, da vi sagde „skål”
*
I vinterens hjerte
Jeg ligger syg i en seng og drømmer om en lille eng, for vinterens iskolde vind slår gennem vinduesrevnen herind.
O gid vi lå skælvende sammen i mørket – nu oser flammen fra petroleumslampens skårede glas – og ensomt knager min mugne madras.
*
Naturkatastrofe
Fyret står ved Vesterhavets kyst, flænger natten over havets bryst. Og utroligt ånder under silke dine bryster som Maria Rilke.
Drømmer om en mand der tog om dem nu i eftermiddags klokken fem. Og som land af havet stiger op flænger du nu silken af din krop.
*
Lykke
Skyer går over hor, begravelse, lykke, sødme – jeg får kaffe med piskefløde. – Hendes søde kind må rødme.
Lysedugen skælver ved de blotte knæ – min cigaret rødmer og falder ud af munden.
- Jens August Schade.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24284 - 20/12/2017 02:04
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej i natten Simon
Inspireret af dig, glæden og Schade og fra bogen Schade i Spejlet udgivet af sønnen Virtus i anledning af Schades 75 års fødselsdag :))
Det indbildte billede af Asger Jorn
Det er sagt, at Øjnene er blinde, at det er med hjertet man kan se. det er paa samme maade med øret. Det er døvt, og det er med hjertet man hører. Ord og billeder eksisterer ikke i øjet og øret men i hjertet, om man forstaar at hjertet er det pulserende liv, der paa forunderlig vis besjæler støvet og former vore vidunderlige legemer. Da jeg fandt ud af dette undrede jeg mig ikke længere over den poetiske vision i Schades tegninger. denne kunstner, mer sanselig end nogen jeg kender, er ikke sanselig i almindelig overfladisk forstand, men ejer hjertets sanselighed i en grad, der besjæler ord og billeder med samme selvfølgelighed. Er der grund til at tale om selvfølgeligheder? Er der grund til at tale om regnen, der selv taler til os. Schades tegninger er selvfølgelige som regnen, og alle har lejlighed til at opleve det. Engang begik jeg den taabelighed, at ville illustrere en bog af Schade, men da var jeg ogsaa meget ung. Nu ved jeg, det er ugørligt for andre end ham selv. Øjet og øret, følelsen og smagen er blot sanselighedens veje. de virkelige synes opfanges af hjertet og udgaar fra hjertet. Schade er seer, synsk og visionær, fordi, der ikke for ham eksisterer noget oversanseligt, men blot sansninger af en langt intimere beskaffenhed end de fleste kender, og hans kunstneriske udtryk er paa samme lykkelige maade suveræn over for sanseomraadets almindelige omfang. Billeder og indbildninger er bygninger, der rejses i vore sjæle af visionære, der har vore sanser og (?) i deres magt, og kan gøre mærkelige ting ved os. Nogle linier paa et stykke papir, nogle små bogstaver og ord, der også bruges til saa meget andet, bliver pludselig anledninger til, at vi oplever de sælsomste ting, som er blevet oplevet og forstået af kunstneren. Schade nedskriver sine tegninger, som han skriver sine digte. De er i sig selv digte, der kan læses, og samtidig er de præcise som modeltegninger i et værktøjskatalog. For Schades digte er værktøj, der aabne veje til livets mest hemmelighedsfulde oplevelser. Hvor er vi mange, der er lykkelige, fordi Schade er, lykkelige, fordi der en lille linie, nogle ord eller tegn vi kan kan erindre og tage frem (?), glemme uden dog at at glemme det de virkede i os, som et smil, en varme, der altid er der, noget forunderligt vi ikke kan undvære, og som vi dog troede laa uden for vores rækkevidde.
Glædelig nat til alle morgennisser RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (20/12/2017 02:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24285 - 20/12/2017 05:02
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Mojn i den årle, RM..
Når de søde små juledryp begynder at rende ud af det andet øre, altså ikke specielt på Hviids, men fordi man bare er så sød overalt, nærmest nuttet, og man derfor ender med at savne synet og lydene af den gode gamle velkendte frækhed, ja så ka’ man jo godt ka’ få brug for et ordentligt skud Nordbrandt, velnærmest som en penicillin mod noget elysæisk unisset – nisser er nu engang helårsfrække, ham her ér i al fald, og jeg ville ikke undvære ham! Bare sagt som endnu én af de hjemmelige, der vist finder sig bedst hjemme ude:
Mellem jul og nytår
Mellem jul og nytår er der næsten ingenting. Det kan næsten være i en almindelig, sort håndtaske af den type jordemødre bruger plejede min mor at sige. Men jeg ved ikke, om den form for logik er gangbar i dag. Det gør ikke noget, hvis man glemmer tasken. Der er alligevel ikke nogen, der vil have den. Til næste år på samme tid står den der igen på bænken på perronen. Ingen sætter sig ned ved siden af den. Sådan er det mellem jul og nytår. Det er selvfølgelig noget andet hvis det lige har sneet og der ligger lidt sne oven på tasken og man kan forestille sig et damplokomotiv køre ind ude fra skumringen. Sådan ser den taske altså ud. Den er din. Tag den! Min mor sladrer ikke (Fralandsvind 2001)
*
Nietzsche og de andre
Hvorfor begynder du altid med årstiden? Jeg synes årstiden er i orden, men ikke hver gang. Jeg kan godt lide foråret men hvad med Nietzsche og de andre? Efteråret, ved du, er det bedst ikke at tale om. De her fede gæs f.eks. Jeg fulgte din opfordring, og tog ud og så på dem hvordan de øvede sig på den store flyvetur mos syd nu hvor nætterne er blevet mørke og stille så havet pludselig lyder anderledes med tryk på a og et rullende r. Lidt som om man har hældt grus i det. Og det på grund at et øjebliks uopmærksomhed. Skal vi opføre os som vildgæs bare fordi tiden overlistede os bare skrige og skrige, og så flyve vores vej? Vi kunne nok lære at flyve, men hvad med meningen? Hvor skulle vi så flyve hen? Det kan ikke være årstiden, der er meningen bare årstid på årstid i én uendelighed. Hvis vi erstattede vildgæssene med dybfrosne kyllinger ville vi kunne vende tilbage til Nietzsche. Jeg synes f.eks. at man skulle slippe alle kyllinger fri og ved samme lejlighed forbyde religionerne i det mindste de patriarkalske. Så hvorfor begynder du egentlig ikke dér eller et hvilket som helst andet interessant sted? Bare ikke denne evindelige årstid der i bedste fald gør én melankolsk og i værste, desperat specielt her den sidste uge i september. Og hvorfor siger du i det hele taget du og ikke jeg eller i det mindste De? (Besøgstid 2007)
- Henrik Nordbrandt.
Og så til det nissede, hvori Schade indgår som en helt naturlig helårstilstand, ja han er med i det hele, som en del af os: en folkekær digter som står og kigger ind i så mange stuer, skulder mod skulder med andre selvfølgeligheder, bl.a. ham her, der jo har sit at sige om det hjemmelige:
Danmark
Danmark står ude om natten skorstene, vejen ned til Aggersund.
Det blæser. Det er stille. Udendørs huller og en strækning der forsvinder.
Morgenen hiver det ind under sig og afslører det samme.
Nå, siger vi, så det er så vort, dette land, vort.
Jeg kender også et hul. Nej.
Lyset kommer op, flere skorstene og deres skygger i byerne, Aggersund.
Drejningen ved krudtværket melder sig men forsvinder i tænderne på Kammerslusen.
Nu skal jeg prøve: Ved middagstid sidder vennerne og spiser.
Frygteligt nærmer tidspunktet sig gennem Magstræde, Vognmagergade, fire-fem.
Hvæsser knivene og ville gerne mumle uheldsvangert ved synet af statuernes hoveder.
Åhå. Men de svindende skorstene og asfaltens tryghed, tanken om denne styrke.
Tålmodigheden i sporvognene og den legitime selvbevidsthed mellem fisk og køer, værdigt.
Nu spiser de igen, vennerne, musikgafler og statuerne tager sig til halsen.
Den sidste lander på Amager med horisonten selvfortærende mellem hjulenes svirpgummi.
Bryster sig op igen mellem hullerne med hullerne, drejningen, slusen, strækningen.
Danmark står ude. Danmark. Danmark. Danmark.
*
Eller hvad med denne musik:
Søndergaard igen
I Ferring lukker de døde havelågen efter sig men det trækker alligevel.
Kirken har sine komplekser gående med fyrtårnet lidt sydpå hvem rager mest op?
Søndergaard kommer ud af en mand af cement. Han går igen.
Søndergaard maler tid evig tid. Det landskab kan aldrig blive Søndergaardsk nok.
- Ham hængemulen, Fædrelandssange, 1967.
Ja, man ka’ høre Schade i regnen og mærke Rifbjerg i solen, være i det, som en del af vort. Og i guder, hvor lægger vi mærke til mangt og meget, i kraft af så mange fine danske poeter, ja, det går an at blive lidt vemodig – lidt sne ville sikkert få det til at tippe..;)
Morn’ fra.. Nissen
Redigeret af Simon (20/12/2017 05:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|